tirsdag, oktober 31, 2006

Bortset fra det

Bortset fra det, så har vi haft en frugtbar weekende hvor der blev ryddet op på hemsen og jeg næsten har syet et nyt betræk til tevarmeren. Der mangler kun en lille eftermontering nu.

Der blev også lagt gardiner op og lavet dessert både lørdag og søndag, så det var rigtig fint. :-)

Hårdt

Metode er godt - men metodediskussion kan være ret ufrugtbar. Æv

torsdag, oktober 26, 2006

'Min' gamle bil

Saxoen har hylet lidt i motoren den sidste måned og nu fik jeg mig så taget sammen til at køre op til Daugård Auto. Jeg kørte ind, mekanikeren steg ned i graven og op igen, hen efter sin kollega. Med alvorlig mine gik begge nu i graven og konstaterede at bilen tabte lidt olie. Det var lige ved at jeg fik inddraget min kørselstilladelse. Da de dog konstaterede at der var rigeligt olie på fik jeg dog lov at køre, men de ville gerne se den snart til eftersyn.

Heldigvis plejer regningerne at være rimelige og servicen høj .

mandag, oktober 23, 2006

mandag - ikke min dag i dag

Sikke en dag.
Ingen vand i bruseren i morges. Så det blev til klatvask og halvfedtet hår. Men man kan vel ikke melde sig syg med fedtet hår ;-)
Nå, så nåede jeg lige akkurat både s-tog og bus, nu kører det. Da jeg så kom til Ejby, efter at bussen havde siddet i kø 10 min kunne jeg konstatere at de to møder jeg havde om formiddagen var aflyst! Så kunne jeg tage tilbage til Høje Taastrup på det kursus jeg skulle på.

Hjemme igen havde kæresten heldigvis tændt op i brændeovnen og der var kommet vand. Det bliver dog ikke iltet, så det smager af jern. Desværre, så vi var nødt til at drikke en øl til maden. Heldigvis smager teen rimeligt, så vi ikke udvikler et større misbrug.
Og så fik hunden ondt i maven, her går vi ikke i nærmere detaljer.

Nu har vi fået aftensmad, luftet ud og vasket op, så nu må jeg hellere op og passe familien.

søndag, oktober 22, 2006

Billede - 'rødt håndklæde'

Ren Wagner - ikke?

Et ret fascinerende billede, tak til galleri Flintholm.

fredag, oktober 20, 2006

Transport & pris

Forleden diskuterede to konduktører billetter og var helt overbeviste om at årskortet (mit) blev betalt af firmaet. Men hvis man regner på det, så koster det faktisk 'kun' 120 kr om dagen. Hvis jeg rejste på standard ville det kun koste 30 kr - hmm. Men fast plads, morgenmad, vand, frugt og aviser er nu også ok, når der nu går så meget tid med at sidde der. Når der kommer trådløs adgang bliver det rigtig fedt :-)

Fredag og eftermiddagste

Endelig fredag, efter en meget stille uge. Efterårsferien lagde sin dæmper på alt fra trafik til mailboks på arbejdet. Dejligt, tænk at kunne lade et møde løbe længere end aftalt uden at få dårlig samvittighed overfor næste 'hold'.
Spekulerer af og til på om det kan være rigtigt at min kalender skal være så tæt malet, men på den anden side, så er formålet med at komme på kontoret jo at tale med de andre.
Ellers kunne jeg jo lige så godt blive hjemme, det ville jo også være lettere.

torsdag, oktober 12, 2006

yrk!

Det er heldigvis længe siden sidst, men af og til sker det at der går mider i melet. Denne gang opdagede jeg det heldigvis hurtigt, så mængden af kribleri var begrænset.
Godt at jeg kun havde lidt af det gode mel stående, de spreder sig utroligt hurtigt de små kryb.

Normalt har vi ikke meget til den grønne affaldsspand men til næste tømning er der en del mel og gryn samt det der skulle have været med denne gang. Vi glemte det simpelthen..
Så vi trak spanden op tirsdag aften (de kommer tirsdag morgen) og kunne ikke forstå hvorfor den ikke var tømt onsdag :-)

søndag, oktober 08, 2006

Fuldmånen

I går eftermiddags så jeg et fornøjeligt syn. Fuldmånen på vej op over en sky, et godt stykke oppe på himlen. Det særlige var at skyen og himlen havde nøjagtigt samme farve, så det så præcist ud som om månen dukkede op af en sprække i himmelen. Først var det lige toppen, der stak op, men så skal jeg ellers love for at der kom fart på. Så inden vi var nået hen af Kohavevej, så havde vi udsigt til en hel fuldmåne, rund og gylden.

fredag, oktober 06, 2006

jeg ved godt den er grim

så jeg leder efter hvordan jeg ændrer baggrunden - men det kan godt tage lidt tid

torsdag, oktober 05, 2006

Juhu!

I dag lykkedes det at komme op ad bakken i løb (med en puls på ca. 180...). Det kan også diskuteres om tempoet var meget højere end gang, men det gik dog.

Efter ½ år er det nu kommet så vidt at det er behageligt at løbe, når det altså ikke lige går op ad bakken. Det var en sej start, hvor det mest positive var at tiden blev forbedret markant næsten hver gang. Det går ikke så let mere, men nu er gevinsten der i form af en god fornemmelse bag efter.

onsdag, oktober 04, 2006

Efterår og mørke aftner

I aften står der en næsten fuld måne udenfor vinduet. Hvis vi er heldige når den hen at lyse på fjorden inden vi skal i seng.
Det skal ske lidt tidligt, vi havde gæster i weekenden og mangler stadig et par timers søvn. Ikke at vi ikke kan hænge sammen, men vi får ikke sat ind på kontoen.
Det mærkes jo på et tidspunkt, den tid er ovre hvor vi kan feste til kl 5 om morgenen, sove længe næste dag, og så er det dét.

Lars havde fødselsdag og vi havde huset fuldt af gæster i lørdags. Overnattende gæster til søndag og en del opvask.