torsdag, december 27, 2007

Årets juletræ




Her er årets juletræ i selskab med en tilløbende nisse. Mens vores lokale keramiker havde butik kom der minimum én nisse til hvert år, men siden hun solgte butikken er nissebestanden stagneret. I år kom der så en lille nisse i mandelgaven, og hun får lov til at slutte sig til nisseflokken. Der kom også helt som de seneste år en udvidelse af samlingen af juletræer.

lørdag, december 22, 2007

Juleferien starter nu

Alle gaver er købt. Maden er købt, bortset fra lidt slik og der er klar til at lave medisterpølse. Jeg var ude at handle 8.10 i morges og der var en meget målrettet indkøbsstemning. Ingen osere, ingen trætte børn, men ret mange godt fyldte indkøbsvogne. Heldigvis slap jeg for at stå i kø, der var simpelthen en kasse ledig da jeg kom op til kasselinjen.
Forleden lavede jeg første skud på en lammerullepølse og den blev egentlig ret vellykket. Næste led i forberedelserne til julefrokost er den store pølsestopning, som løber af stabelen i morgen. Jeg har snydt lidt og købt hakket kød i stedet for først at skulle hakke, det tager en del tid og der er også lige nogle kartofler der skal koges og pilles.
Hvis hver kartoffel vejer 30 g, hvor mange kartofler skal der så til 15 personer og hvor lang tid tager det at pille? Noget af svaret har vi i morgen og i overmorgen vil det så afsløres om jeg har regnet rigtigt på hvor mange der skal til.

mandag, december 17, 2007

Winter wonderland

I går var det fantasktisk vejr i Daugård. Solskin og rimfrost, så Laika lokkede os med i engen. Det var stadig blødt, så det var ikke alle steder det var til at gå, men det var flot og en dejlig energiindsprøjtning med sådan en solskinsdag. Selv om den var kort. Når rimfrosten når ½ cm og den sidder som en hvid kant på de grønne blade og glitrer, så er det imponerende.
Der var dejligt mange fasaner, så den firbenede havde også fornøjelse af turen, selv om hun for en gangs skyld holdt sig fra at svømme i åen. Mudder langt op af benene var der dog, det kunne tydeligt ses i brusenichen, hvor hun bagefter fik sin eftermiddagssøvn. Dejligt, for der er varme i gulvet.

Julekalendere på plads!


Nu har vi hængt de første 15 julekalendre op. De senere år har det været stående julekalendre, som gør det noget mere besværligt og derfor har de været boykottede. Det bliver ikke ved med at gå, måske får vi etableret et tableau til næste år.
Det giver en særlig julestemning at gense Tryksen, Bamse og Kylling, Nissebanden og alle de andre samt alle genudsendelserne :-)

torsdag, december 13, 2007

puha - der er lang vej til juleferien

Der er tryk på for øjeblikket. Enten den ene eller den anden er i København, bunken af vasketøj vokser osv. December har det med at blive den måned hvor vi er småsyge, har travlt - der er jo kun tre reelle arbejdsuger og samtidig skal være klar til julen.
Godt vi har Amazon, i går fik vi en ægte CD version af vores højt elskede juleplade med Marsalis og Battle osv. Der er kun én juleplade, der er over (pt.) - det er Mahalia Jackson. Hende har vi også et par plader med efterhånden, og de er fantastiske. Så med andre ord, vi får lige ryddet op og så sætter vi en juleplade på og hælder julete på kanden. Det er vist hvad det bliver til.

mandag, december 10, 2007

I dag er det...

Laikas fødselsdag, hurra, hurra, hurra!
Hun bliver ovenikøbet rundt. Hvis hun er rigtig heldig får hun enten menneskemad eller hundemad på dåse i aften. Det er nu bedre end hundepillerne.

lørdag, december 08, 2007

Denne søde juletid

Nu gælder det - julekort, julegaver og øvrig planlægning.
Listerne florerer, gaveliste, hvem skal have julekort, når kortene til USA at komme af sted til tiden (de er sendt!), hvornår skal der udveksles julegaver med de, der ikke holder jul samme sted osv.
Det er faktisk en større logistikoperation. Jeg håber I alle er godt i gang og når at lade julefreden sænke sig med julete og æbleskiver.
Vi har en enkelt ting der mangler i den rigtige julestemning - ophængning af historiske julekalendre. De hænges op på rad og række, og her har vi virkelig fornøjelse af at have 4 m til loftet. Selv da er vi nødt til at sortere. Billede følger forhåbentlig når de er blevet hængt op, nu er den høje trappestige nemlig kommet hjem igen.

fredag, december 07, 2007

Ja! - med igen

Hurra, nu er jeg med igen med jazzklubbens regnskab.
Det kan godt være en kamp at nå med, men nu var der ligesom tre koncerter uden kasserapporter og det var ved at være kritisk. Så nu er det på plads. Halvårsregnskabet er også kommet på plads og vi holder endnu engang skindet på næsen. Der er ikke meget at give af, så forhåbentlig kommer der mere gang i billetsalget.
Den seneste koncert i onsdags var god reklame - Olivier Antunes og hans trio spillede så det var en udsøgt fornøjelse at lytte med. Det er længe siden jeg har været til så god og intens koncert. Fantastisk.

tirsdag, december 04, 2007

Selv gode ting kan blive rigeligt

I dag var der fire kasser fra aarstiderne i carporten da jeg kom hjem. Det var unægteligt én mere end forventet, så i dag har vi fået to poser kartofler. De, der kender min kærestes holdning til at pille kartofler vil vide at de vil række helt til jul. Godt at vi skal have kartofler med til juleaften, så kan vi tage de mindste med der.
Bortset fra kartoflerne så har vi fået opgraderet lageret med marmelade, ris og musli foruden hvidløg og artiskokcreme - hvilket vi sjældent kan få for meget af. Der var også en kasse kød iblandt, så aftensmaden i dag og i morgen var på plads.
En god stor pose clementiner var der også, godt i disse forkølelsestider.

mandag, december 03, 2007

Det hotteste juleønske

Mit største juleønske er at vi når at få gang i vores ombygning så vi har fået nye vinduer i til næste vinter. Egentlig havde jeg troet vi nåede det til denne, men ak. Skuffet igen.
Det svier så til os nu hvor valget står mellem en galloperende elmåler (og dårlig samvittighed) eller let træk og et køligt hus når vi kommer hjem om eftermiddagen.
Det bliver lækkert, også at få isoleret trævæggen bedre så nordenvinden ikke mærkes så markant.
Forleden havde vi sat ny relativ rekord i elforbrug, så der blev skruet ned og slukket i den store stil. Det hjælper også på at sætte hastigheden på elmåleren ned, og får os til at finde sweater og sokker frem inde.

søndag, december 02, 2007

Ny pc - 2

Tænk - at være ansat i et konsulenthus og få en pc, hvor ordbogen konsekvent retter 'to-be' til 'to-bue'!?
Hvad skulle vi (konsulenter) gøre uden to-be situationen og muligheden for at fortælle hvordan kunden kommer der hen. Første skridt i genopdragelsen.

Gamle hunde med egne meninger


Vores hund har et meget fast princip om ikke at spise i sengen. Vi holder til gengæld på at hun skal i kurven (huset) når hun får noget mad som ikke spises fra madskålen. Det løser hunden så på denne måde. Hun er godt i gang med et Naan-brød som blev til overs fra vores indiske menu.

tirsdag, november 27, 2007

Opdragelse af en ny PC

Nu har vi alle på arbejde fået nye PCere, så der sidder en masse konsulenter og skal have 'genopdraget' deres PC til lige præcis at have de rigtige ikoner på skrivebordet, de rigtige indstillinger på lyde og batteri, de rigtige regler for sortering af post i indbakken etc.

Det er åbenlyst vores vigtigste arbejdsredskab, også selv om man ikke er fokuseret på it. Om ikke andet kan det være billedet af familien på skrivebordet, der skal til for at det føles rigtigt. Eller at få de rigtige koder på, så man igen kommer rigtigt ind på bloggen, aarstiderne etc.
Selv om mange it-afdelinger gør en del for at holde styr på opsætninger, så er en PC efterhånden temmelig personlig - jeg bryder mig heller ikke om at låne en andens til andet end kortere opgaver. Den gemmer ikke samme sted som jeg er vant til, der er ikke de samme favoritter på web osv.

onsdag, november 21, 2007

Fantastisk fagbog

Tænk hvad man (jeg) kan få ud af en svampeguide. Nye billeder opstår i hjernen ved at læse om 'fladhattesnyltehjerne' - sikke et skældsord! 'Hundestinksvamp' - yderst relevant hos os og endelig krølhåret pragtbæger. Der er mange flere, omkring 290 sider med fantastiske svampenavne. Nogle af dem er særdeles flotte eller særprægede.
Fabelagtigt og stor respekt for de mange, der har skabt navnene gennem tiden.

tirsdag, november 20, 2007

Næsten sommer og sol

Check, nu har jeg også været i Spanien.
Min rejseliste bærer noget præg af at have familie i USA, en præference for UK og på det seneste en stærk forkærlighed for Italien og Mellemeuropa. Så Spanien har endnu ikke stået først på ønskelisten. Barcelona lyder spændende, Sevilia og Granada ligeledes, så det sker nok. Nu er vi hjemme efter et par dage i omegnen af Malaga, og jeg forstår godt hvorfor det er så populært. Dejligt sted, dejligt vejr (lidt koldt om aftenen) og smuk natur. Det blev til en herlig tur på mountain bike - den såkaldt 'lette' tur. To dage senere kan jeg stadig mærke det i bagdelen. På trods af mine medbragte cykelshorts. Lækkert med frisk luft og motion, og lidt sol på armene ved middagstid.

onsdag, november 14, 2007

Nu er spændingen næsten udløst

Nu er det overstået og desværre - der kom ikke en ny regering. Nu sidder der en række kandidater og venter spændt på at se om det blev dem eller naboen, der kom ind.
Det bliver spændende at se hvor meget der bliver kørt på kanten og om der kommer forsøg på at få den anden halvdel af Danmarks befolkning med.
Skattelettelser må blive et interessant diskussionsemne. DF er næppe blevet mere fleksibel og på den anden side er Konservative blevet opmuntret. NA må forventes at pippe med her. Der kan næppe forventes flere overløbere nu fra V/K til NA - der er næppe nogen ambitiøse politikere der vil løbe den risiko.

mandag, november 12, 2007

Nu er den kommet :-)


Min nye bil. Den er behagelig at køre i, nydelig at se på og lyder som en symaskine. Bevares, en tyst symaskine og mere stille end turbodieselen, som den holder ved siden af. Til gengæld er den også noget langsommere om at komme ud over stepperne. En meget fornuftig bil ;-)

søndag, november 11, 2007

Assentoft kro

Poul Krebs har en sang, der næsten altid spreder dårlig stemning og mismod her i huset. Den handler om en ung mand med mange ideer og drømme, men tiden gå og han finder sig en kæreste og et lille sted. Uden at han rigtig ved hvor drømmene blev af og hvorfor det gik som det gik. Undervejs har han overvejet at køre galt, og det skete for en af hans venner.
Sangen er fiktion, og jeg skal ikke afgøre hvor meget fakta den er baseret på. Men uanset kan jeg levende forestille mig den unge mand, og det gør mig ked af det. Det er spild af gode ideer og liv når det 'bare bliver sådan her'. Det er en dårlig sang til søndagsmiddagen.

fredag, november 09, 2007

Mere om lam

Umm, de sidste to dage har det stået på fersk lammekød. Steaks den ene dag og en skøn indisk curry i går. Den var rigtig stærk og fyldig, koncentreret. Lammet var rigtig fint og med selskab af ni krydderier, tomater og en god stak løg, så blev det en dejlig ret.
Det var en af de dage på Kohavevej, hvor det tog sin tid inden maden kom på bordet, for først skulle der laves krydderblanding, steges kartofler, snittes og brunes, derefter ordnes kød og til sidst samles og steges. Med lidt gåen til og fra og smugkig i avisen tager det sin tid. Resultatet levede så heldigvis op til indsatsen og vi er ret gode til små antipasti til at holde den værste sult fra døren.

Det er lidt morsomt, vi er ret længe om at lave mad. Så spiser vi, hurtigt, og derefter hænger vi længe over spisebordet. Et glas rødvin gør det endnu mere udpræget, men er ikke en betingelse.

onsdag, november 07, 2007

Hvad spiser de på Kohavevej?

I dag var en tosset eller overskudsdag, alt efter smag. Efter arbejde gik turen til Ribe efter et marsklam. Lidt over 20 kg, til at tage med hjem i fryseren. Det ser godt ud, to store køller, en stak tykke koteletter, en fin lammeryg og diverse andet. Selv lever og hjerte var med, så det må prøves.
Hvis det lyder godt, så er adressen her.
Nu har vi lagt det meste i fryseren. Det var fersk ved afhentning, så vi har selvfølgelig fået lam i aften og skal have lam igen i morgen. Det er faktisk næsten ligesom i gamle dage, hvor man fik frisk kød ved slagtning, ellers ikke. Heldigvis behøver jeg ikke salte eller tørre, men kan nøjes med at fryse det.

mandag, november 05, 2007

Hjemmesidevedligehold

Som indehaver af en lille hjemmeside har jeg stor forståelse for alle de amatørsider, som ikke rigtig bliver vedligeholdt. Det bliver min også sjældent. Senest tog jeg dog et stint på vedligeholdelsen af læseklub-listen, så der nu er 35 værker på. Det er nok ikke dem alle, men vi startede først listen da der var gået et par år, så noget er røget i glemmebogen.

Næste skridt bliver at få et kønnere layout. Det er mildt sagt ikke kønt nu.

søndag, november 04, 2007

Det skønne ved at strikke sokker

Sokker er til at overskue og de har et praktisk formål. Nu er jeg blevet færdig med det første par i Fasset-farvesætning (strikkeguru Kaffe Fasset). Lars har noteret at jeg i et svagt øjeblik har lovet ham næste par. Det bliver mere ensfarvede, jeg vil selv have det andet par Fassetstrømper, som jeg har garn til.

fredag, november 02, 2007

Mail er fantastisk

I dag fik jeg en mail fra en veninde fra gymnasiet, det bliver skægt at genoptage kontakten. Verden har unægtelig ændret sig en del siden midt-80'erne. Vi startede faktisk i det symbolladede år 1984 og gad vide om nogen læser den bog mere? Der er ikke det samme over et årstal som har været. Det bliver morsomt at se hvad der er sket nu, hvor vi med garanti er blevet ældre.

Fredag og hjem fra København

Åh ja, på vej hjem fra Kbh. Forskellige møder på kontoret, vise ansigtet – nu er jeg på projekt, dvs. ude af kontoret, det meste af ugen og dermed ude af det daglige netværk. Afstand og i 2.række alder betyder at jeg ikke rigtig ser nogle af kollegerne udenfor kontoret, så pludselig kan man blive helt usynlig. Til gengæld bliver jeg synlig for andre, der af forskellige årsager har relationer til kunden. Konsulentverdenen i en nøddeskal, med voldsomt fokus i en periode, og så kommer der et nyt projekt og fokus skifter 100%.
Det meget fokuserede og mulighederne for at skifte passer mig fint, min arbejdsmæssige identitet ligger tilsyneladende i høj grad i hvad jeg kan og gør og i mindre grad i hvem jeg arbejder sammen med. Undervejs møder jeg en masse gode mennesker, nogen gange bliver de hængende som venner og et udvalgt netværk af gode folk. Mail er en fantastisk opfindelse for én som mig.Men nu trænger jeg bare til at komme hjem og nyde weekenden efter en uge med tehætte over hovedet pga. forkølelse. De første tre dage i ugen står ikke helt klart, og det var bestemt ikke dér jeg tænkte dybt og originalt.

onsdag, oktober 31, 2007

Sikkert efterårstegn

Nu er det efterår og med stor sikkerhed er jeg blevet forkølet. Det startede søndag, mandag var jeg på arbejde til middag, tirsdag var jeg også på arbejde, men fik ikke ros for mit udseende og var overraskende slatten om aftenen. I morges var jeg ikke meget friskere og valgte at kapitulere. Nu må det have ende. Derfor er jeg på 4. kande te i dag, og de to første var ovenikøbet kamillete. Det drikker jeg kun når jeg ikke rigtig kan smage hvad det er jeg drikker.
Succeskriteriet er at jeg undgår pande/bihulebetændelse, det giver nemlig fast fornøjelse hele vinteren.

Wild west

Naturen er dejlig, og den er godt nok tæt på her i huset.
Sidste vinter var det ponyer, der var løs, og de har været på farten igen dette efterår. Nu er vinterpelsen ved at være tyk nok til at elhegnet ikke virker godt nok, så af og til skal de åbenbart på eventyr. I sidste uge havde vi også fornøjelse af en visit af højlandstyren, der ellers gik fredeligt nede ved åen. Han synes også han skulle ud og opleve noget andet, så der stod godt 1 ton tyr og kiggede ind i haven. Heldigvis kom hans ejer og fangede ham, så nu er han kommet hjem.
Endelig i dag kom rådyrmor og hendes to lam gående lige uden for vinduet. Den trygt sovende hund opdagede intet. Så rådyrmor havde overskud til lige at sondere terrænet og vippe lidt med ørerne mens jeg holdt vejret og overvejede om jeg kunne tage et foto. Desværre ikke, så det må vi undvære. Nu er jagten gået ind, så det virker ganske fornuftigt at holde sig tæt på husene. Der skydes og brages med jævne mellemrum, nærmest om ørerne på os.

søndag, oktober 28, 2007

Den dag vi kommer 'tidligt' op om søndagen

Ahh - den søndag i året hvor vi har fornemmelsen af at være med og f.eks. næsten spise på samme tidspunkter som 'normalt'. I praksis har vi ikke fået stillet vores ure endnu, så vi skifter nok først til aften. Dette er nok den eneste søndag hvor vi uden at skulle noget er helt oppe inden 9, alle tre.

mandag, oktober 22, 2007

Nu er den der snart - den gennemrenoverede kælder

Nu!
Tør, takket være dræningen i foråret.
Hvid, takket være pudsning og kalkning. Inspireret af svigerindens arbejdsweekend, hvor vi pudsede hendes skur og fik nogle erfaringer. Og nu med en smart reol til mine sager.
Der er dog ikke blevet højere til loftet, en udgravning ville være for risikabel og langvarig - ikke mindst - efter min smag.
Så nu kan vi snart få sat på plads og sat reoler ind til væggen i stedet for at de står midt på gulvet. Der ligger også et tykt lag støv på de fleste ting så en fugtig klud vil sikkert være et godt supplement. På udvalgte ting, bildækkene bliver ikke støvet af.

fredag, oktober 19, 2007

Smukt efterår

Dagen startede med rim på græsset, citrontræet må hellere komme ind nu. Det står beskyttet, dog ude. Endnu.
Skoven står i en smuk blanding fra rødt, orange, gult til en del grønne blade. I engen er køerne stadig ude, så vi kan ikke rigtig komme ned og teste hvor vådt der er. Sikkert meget, der har allerede været efterårets første oversvømmelse.

Høns og hanekyllinger

Jfr. det forrige indlæg - 'ældre chicks' er vist det samme som høns.
Hanekyllinger bliver også ved med at være - hanekyllinger. Et smart engelsk begreb kunne være på plads her, så det lød umiddelbart mere acceptabelt at sige.

onsdag, oktober 10, 2007

Chicklit for ældre chicks

The second wifes club - ganske morsom. Enkelte episoder virker bekendte, uden at der har været tale om samme dramatiske skala som de fire hovedpersoners liv med 'brugte' mænd. Ekskoner kan spille mange forskellige roller, endda selv om de er døde.

Udpræget chicklit, for de lidt ældre, der har fundet manden men bare ...

mandag, oktober 08, 2007

Den lille entrepenør

Varebilen er kommet til sin ret og har transporteret +30 multiplader hjem til en reol i kælderen. Nu saver og stabler vi, på bedste it-maner laver vi først en prototype, dvs. uden klæber, så vi kan vurdere resultatet. Det første forsøg var ok, men så fik jeg set nærmere på min oprindelige skitse, som var designet med et lille tvist. En prøveopstilling viste at det ser bedre ud end første version, så den blev vedtaget. Det kræver noget mere savning, som min søde kæreste har sagt at det er ok :-)
Nu ser jeg frem til at få den sat op, spartlet og malet, så jeg får en sej hvid reol i den nymalede hvide kælder. Til gengæld får Lars frigjort mindst én af de gode, brede reoler vi har til hans sager - bildæk og den slags. Det bliver godt.

Hård tur for småhunde

Vi var ved stranden i dag. Lars for at padle en tur, Laika og jeg for at lufte hende. Samtidig var det et eksperiement for at se hvordan hun reagerer på kajakken. Bekymret, er konklusionen. Hun var ganske overbevist om at Lars var i alvorlig fare og at hun som husets hund burde ud og redde ham. Med begrænset succes, men hun tog opgaven meget alvorligt og løb frem og tilbage på bredden og ud i vandet.
Den megen vandgang og det kolde vand gav selvfølgelig en del rumlen i maven da vi kom hjem og vandskålen er også blevet tømt. Nu er der endelig faldet ro over hunden.

onsdag, oktober 03, 2007

Høsttid

Høsttid for de sidste grøntsager. Nu har jeg hentet 5 vintersquash, det rækker til det næste pæne stykke tid. Gulerødder og pastinakker, rødbeder og porrer får lov at stå til weekenden. Heldigvis har det ikke været nattefrost endnu, kun en ærtesuppe af en tåge om morgenen.
Nu nærmer vi os den tid hvor det skumrer når vi kommer hjem og det fine vejr har givet nogle utroligt flotte solnedgange. Så længe det er lyst prioriterer vi at nå hundeturen, det er dejligt at se fjorden i det lave lys fra vest.

søndag, september 30, 2007

Børnenes ven


Vi havde gæster i går. Det var vældig hyggeligt og en vellykket familiemiddag. Nevøer og niecer er ved at være store, så de var ikke alle med, men enkelte var her.
Husets største børneven er her:

torsdag, september 27, 2007

Vinterparykken

Brugeroplysning for kærester - jeg har været til frisør og skiftet til vinterfrisure.
I dette tilfælde betyder det sjovt nok lidt kortere og ikke mindst mørkere. Nu holder sommersolens afblegning ikke længere, så der er kommet mere karakter på frisuren.
Håber ikke at jeg kommer til at savne pelsen ned over ørerne, og ellers må jeg anlægge hue :-)

onsdag, september 26, 2007

Vi lander normalt på benene igen

Selv efter en uge hvor vi kun har spist sammen tre gange, hvoraf den ene gang var i byen. Jeg var lige ved at føle mig overstimuleret efter et spændende foredrag (med Jytte Hilden), et bestyrelsesmøde, et kursus + fællesspisning og læseklub.
Efter det var det ganske rart at bruge et par timer på vasketøj og skopudsning søndag eftermiddag for at komme tilbage til jorden.
Det er også længe siden at der er blevet pudset sko, men det kan ses som en rituel overgang til efteråret. Om sommeren er der sjældent brug for at pudse, men nu begynder det at komme snigende. Desuden var der behov for hælecheck, så Kaj Ib sko kan forvente en kundehenvendelse snart.
Endelig var der et enkelt par sko der blev kasseret (faktisk Lars' sko). De lignede efterhånden noget en Storm P. vagabond kunne bruge med store gab i snuden. Nu er det slut med dem, de står i udsmidningskøen sammen med et par af mine korte støvler som gaber næsten lige så meget. Endelig var der et par som blev omkategoriseret til hverdag fordi de var falmet voldsomt - heldigvis et par billige støvler.

mandag, september 17, 2007

Ved Vesterhavet


Fredag aften til søndag middag har vi været i sommerhus med kærestens familie. Næsten alle sammen, bort set fra en arbejdsramt, en festramt og en kæreste&festramt. Med andre ord, de små børn er ved at blive store.

Sommerhuset lå tæt ved Vesterhavet, som viste sig fra sin majestætiske side. En ægte vestjyde ville sikkert blot have konstateret at vinden var lidt frisk, men for os, der ser havet sjældnere så var det et imponerende syn at se bølgerne komme rullende ind. Mange, inclusive jeg, fik mere eller mindre våde bukser når bølgerne kom lidt hurtigere eller kraftigere end forventet. Det hører med til fornøjelsen. Vi kunne se Cheminova, så der var badeforbud i området, men nu var det på ingen måde badevejr eller -temperatur, så det var ikke noget problem.

Det er dejligt at komme ud og blive rusket igennem og fornemme en lille smule af de store kræfter.

fredag, september 14, 2007

Nu har jeg bestilt en bil

Der er leveringstid, kapitalismen fungerer ikke helt. I hvert fald ville jeg ikke være klar til at lægge et vilkårligt beløb for at få en bil på gaden i næste uge.
Det betyder at jeg nogen gange fedter mig ind hos min kæreste, andre gange tager bussen. Det betyder lidt tidligere op, men til gengæld også tidligere hjem, for der er lige et hul i forbindelserne.

Nu var jeg blevet stædig og hellere en sikker bil og nogle ekstra features i forhold til den gamle end at få den repareret. Nu mangler vi bare at høre fra Alm. Brand (som ikke gør et særlig godt indtryk pt.)

mandag, september 10, 2007

Finale 2

Ak ja, det har længe været tæt opløb mellem hunden og Saxoen om hvem der holdt længst. Laika har valgt en sikker strategi og sover efterhånden rigtig meget. Det koster ikke så mange kræfter, for dem er der ikke så mange af længere. Lille, gamle hund.
Hun vinder alligevel over bilen, bulen i bagklappen, kofangeren etc. er så omfattende at vi efter en del overvejelser frem og tilbage beslutter os for at skifte til en ny og mere sikker bil, hvis vi ellers kan finde nogen... Det viser sig at afgiftsændringerne har gjort de helt små biler meget populære, så de er udsolgt mange steder.

Drømmebilen er lille, den skal være egnet til at holde på byens parkeringspladser. Den kommer heller ikke til at køre ret mange kilometer så det bliver en benzinbil denne gang. Langturene tager vi helst i den anden alligevel.
Desværre ser det ikke ud til at sædevarme er blevet standardudstyr i de små biler - øv ;-)

tirsdag, september 04, 2007

Så meget for forbrænding

Tidsånden er ikke længere med Lomborg - måske ikke. Selv med en økonombaggrund har jeg aldrig været begejstret for ambitionen om at sætte verden på formel og derefter udregne den bedste måde at bruge ressourcerne på. Sådan fungerer verden bare ikke og den komplette model af verden findes ikke. Ikke engang selv om vi ser bort fra Plancks konstant eller lignende usikkerheder på mikroniveau.
For mig at se svarer det til at tro at man kan få løst ungdomshuskonflikten ved at stille sig op på Nørrebro og råbe 'hold op med det!'.
På miljøområdet er der betydelige usikkerheder både på effekt og forebyggende indsats, og det er rigtigt at vi ikke kan løse alt, men noget kan gøres. På det punkt er usikkerheden blevet mindre og det er klart at menneskelig aktivitet har haft effekt. Derfor tror jeg ikke man skal undervurdere den folkeoplysende del - hvis det kan få os til at flyve bare lidt mindre vil meget være nået. Tilsvarende med det daglige forbrug, chili dyrket i altankassen eller haven, egne gulerødder og tomater, dansk frisk kål etc. - ud over at den nationale selvfølelse kan blive styrket af fokus på det nye nordiske køkken kunne vi også gøre rigtig meget godt for os selv og miljøet ved at bruge de lokale råvarer.
Der er ikke andet for, der må nogle hypede lokale råvarer til, til overdrevne priser så der kan komme status i at bruge dem.

Tilbage til overskriften, for mig mister Lomborg meget troværdighed med påstande om at affaldssortering ikke betaler sig og at vi f.eks. skal sende aludåser i forbrændingen når affaldsværket ved København kan fortælle at de af og til må lukke forbrændingen for at rense nogle riste for smeltet aluminium - så de forsvandt altså ikke helt på den måde. Jeg føler mig ikke overbevist om at nedlukningen, rensningen og genopstarten var med i beregningen da det ikke kunne betale sig at sortere aludåserne fra.

mandag, september 03, 2007

Virksomhedsmassør

Det er ikke titlen på mit visitkort, men hentet fra bagenden på en bil. Jeg tror det var en rigtig massør, men fascinerende billede der kommer op i mit hovede.

Småkedeligt men elementært rart

Her i huset er vi ægte økonomer, så vi fører om ikke nøjagtigt husholdningsregnskab så dog tilnærmelsesvist regnskab. Af og til diskuterer vi periodiserings- og fordelingsprincipper, lidt nørdet skal det jo være.
Men - af dette regnskab kan jeg konstatere at udgifterne til mad i august har vist et sjældent fald som jeg forklarer med fornøjelsen ved at gå i køkkenhaven og hente grønt til aftensmaden. Vi har egentlig ikke så mange ting, og har f.eks. været underforsynet med salat, men alligevel. Løg, hvidløg, squash, tomater, agurker, gulerødder, porrer, rødbeder og på det seneste også bønner samt ikke mindst basilikum har holdt os kørende. Desuden giver druerne rigtig godt i år og æbletræerne giver rigeligt til både rådyrene og os.
Min indre landboer fryder sig hver gang over at trække en frisk og sprød gulerod op. Efter 4 års bearbejdning af køkkenhaven er de efterhånden i stand til at trænge mere end de 10 cm ned i lerjorden som var maksimum i starten. I år har vi også været dejligt fri for orm.
Et af naturens forunderlige vildveje er vores vintersquash. Selv om jeg vil sværge på at alle vintersquash kommer fra frø fra samme plante ser frugterne på de to planter, der rigtig giver noget forskellige ud. Det forstår jeg ikke. Umiddelbart er det praktisk, den ene plante giver rigtig store frugter, den anden giver noget mindre, til gengæld mange. Men mærkeligt er det.

fredag, august 31, 2007

Finale

Hmm, sikken dag. Også for Lars, som har brugt en del timer på en skadestue på at vente på at datteren kunne blive checket for piskesmæld.
Et glimrende eksempel på at en bil ikke er ubetinget lykke. I forbindelse med at Kathrine flytter til Århus havde de lånt Saxoen for at flytte det sidste - og bliver påkørt bagfra. Der er ikke reel personskade, men bilens bagende ser ikke for godt ud.
Far kører til Århus for at hjælpe og er først på vej hjem nu.

onsdag, august 29, 2007

Out of the box

Eller hyldest til rugbrødsarbejdet. En artikel i Politikens jobtillæg i dag om hvorfor det er godt med nogle rutineopgaver af og til så hjernen og idegeneratoren får en chance for at rekreere. Jeg tror forskeren har fuldstændig ret og så er hun endda ikke inde på det hensigtsmæssige i at have nogle opgaver til trælse morgener, hvor man bare ikke er helt vågen endnu.
Heldigvis er der også den slags ting selv i konsulentverdenen, om ikke andet kan man ordne sin tidsregistrering etc.

tirsdag, august 28, 2007

Nabofest

I weekenden var vi til fest for Daugård Mark og Strand! Det var skam meget hyggeligt, længe siden jeg har været til en fest jeg kunne cykle til og fra. En rigtig nabokomsammen med medbragt mad, amerikansk lotteri, levende(?) musik - kan man sige det når halvdelen kommer fra en programmeret boks, osv. Vi lagde en pose pink Borlotti bønner i lotteriet og kom formedelst lodder for 50 kr hjem med en kost (model heks), hjemmelavede pickles og to små brændende kærlighed. Kosten flyver ikke. Så nu står den foreløbig til pynt i gangen.

Vi var hjemme i passende tid til at Lars næste dag skulle flytte Kathrine og Renes ting til Århus. Nu starter næste periode af livet, som studerende. Meldingen fra dag 1 på rusturen er at de er flinke, det er dejligt at høre.

mandag, august 27, 2007

Min nye kosmetikpung

Den er rigtig fin, sort, med et mønster af hvide hundesilhuetter. Fra Marimekko. Jeg har en t-shirt med samme mønster, bare omvendt farvesætning. Pungen har en rigtig gammeldags bøjle / klemmelukning. Den var ikke en gang dyr, og det er dejligt igen at slippe for diverse løse sager i tasken.
Den ser også mere checket ud end den gamle, der efterhånden var godt nusset, men indholdet... suk.

onsdag, august 22, 2007

En rigtig hjemmeaften

Ahh - i morgen skal jeg ikke til København, så jeg kan bage boller og se 'The Daily Show' i aften. Læse et par blogs og overveje om jeg skal prøve kræfter med Bibliopatens quiz eller kaste mig over J.D. Salinger. Laika har fået mad og vi har låst døren så Skipper ikke bryder ind. Han var forbi i går under stort ståhej. Vi har åbenbart en velduftende hunhund, selv om jeg nu har svært ved at tro på at den næsten 10 år gamle hund reelt er i løbetid.
Nu skal bolledejen snart hæve, så jeg kan blive fri for røremaskinens snurren. Der er Beatles i radioen ... hvad kan man ønske sig mere end at Danmark scorer i landskampen?

tirsdag, august 21, 2007

Morsomt spam

Det er givet spam - men en mail fra Bartenders Guide med titlen 'Member registration'... Nogle kunne måske blive distraherede :-)

Pokkers!

Æv, det er heldigvis sjældent at jeg glemmer noget i toget. Men i dag glemte jeg min kosmetikpung. Den var godt nok ikke særlig køn, men jeg ville godt have beholdt indholdet. Æv!

Så jeg må til at anskaffe / producere en ny, det kan ikke vente til julegaverne.

tirsdag, august 14, 2007

Objekter og kvinder

I går på P2 var der et ganske interessant indlæg om kvinder og helte og kvindelige helte. En af bidragyderene mente at en række af de nuværende kvindelige krimihovedpersoner var professionelle forstået på den måde at det ikke var udseende eller på anden måde ydre fortjenester der drev dem, men derimod jobbet og at opklare sagen. Med andre ord, det væsentlig var hvad de gjorde, ikke hvordan de var. Det er efter min mening et stort fremskridt at der vises kvinder som er sære, mærkelige og ikke vurderes på udseende, og at de er hovedpersoner, ikke en morsom bifigur.
Det var interessant at høre hvor mange gange kvinder og objekt blev nævnt i samme sætning i udsendelsen. Den kobling troede jeg var gået af mode med udgangen af 70'erne. Til illustration f.eks. i Politikens søndagstillægs artikel om mode gennem tiden, hvor der netop var en billedtekst med den kobling - for øvrigt af en ikke chick, men absolut glad og livsduelig kvinde. Meget mere tiltalende end den start 80-chick, der balancerede ned af gaden på sine stilletter.

Forsinket hurra

I dag er det et år og to dage siden vi var til bryllup!
Det var en god fest.

torsdag, august 09, 2007

Grrr... når det er en fordel ikke at smage godt

I disse myggetider er det en fordel ikke at smage godt. Eller i det mindste ikke at være så modtagelig for myggestik. Jeg mindes stadig en lejrskole på Thurø, hvor vi nærmest blev ædt af myg. - det var slemt. De seneste dage med godt vejr har også rigtig fået dem på stikkerne. På et tidspunkt havde jeg +10 myggestik, men de klør heldigvis ikke, hvis jeg kan holde snitterne fra dem. På nær et enkelt sted er det lykkedes. Desværre var der et par sandaler som akkurat ramte et par af dem på et tidspunkt, det var ikke nogen behagelig gåtur.

Græshopperne nyder også vejret, de spiller på livet løs hele dagen og især om aftenen. Det er lige ved at vi ikke behøver musik på terassen.

tirsdag, august 07, 2007

At træne overarme

Mine overarme er på en hård ferie. I weekenden var vi på familiearbejdsweekend hvor jeg sammen med en svigerinde fik debut som murerarbejdsmand m/k. En helt ny oplevelse og hård træning af baghånden, jeg burde næsten begynde på tennis snarest.
I dag har vi været relativt tidligt oppe, kajakkerne var i vandet inden 9 og sejlet indtil frokost. Den var hårdt tiltrængt på det tidspunkt. Nu holder nogen siesta og samler op på den manglende skønhedssøvn, mens andre blogger og snart går over til almindelig læsning. Rigtig ferie med andre ord. Området udenfor kajak og svømmevest er snart så brunt som havde vi været sydpå.

torsdag, august 02, 2007

En ægte opbyggelig bog

En god oplevelse, Gilead af Marilynne Robinson. En gammel mands tanker og overvejelser, glæde ved sin søn og kampen for at holde af en nærtståendes sorte får. Sikkert en kendt situation for de fleste, flot beskrevet. Stor anbefaling af bogen. Desværre har hun kun skrevet få bøger.

onsdag, august 01, 2007

Den danske sommer..

Ahh - i dag er en af de dage, der kan få mig til at tilgive den danske sommer meget. Sol, lette skyer, let vind og varmt nok til sandaler og sommerkjole, men ikke uudholdeligt varmt. Mon ikke vi skal ud i kajakkerne på et tidspunkt i dag?

Det dufter af modent korn ude, og når jeg går forbi en bygmark rasler kornet - det lyder til at være tørt. Så der er garanteret også nogle, der begynder at høste i dag. Dejligt!
Passende dag at tage hul på vores 5. år på Kohavevej.

lørdag, juli 28, 2007

Ferie :-)

Første dag i ferien :-)

Starter tidligt med at bage morgenboller inden jeg skal til frisør. Denne gang springer jeg farvningen over, solen har bleget mig så meget at det næsten svarer til min naturlige! hårfarve (lys grå efterhånden). Så når vi nu skal lege aktiv hjemme-ferie, så synes jeg ikke der er nogen grund til at putte kemikalier i håret, det kan vente til jeg skal på arbejde igen.
At jeg kan nøjes med en klipning betyder at jeg er færdig lidt over 10, så er der lidt småting at købe ind (3 par snørebånd til kæresten) og så hjem. Vi er hjemme inden frokost og fortsætter den gode stime med lidt rengøring og tøjvask.
I eftermiddag har jeg været ude at løbe (aktiv ferie), ryddet 1. omgang i drivhuset - borlottibønnerne er ved at overtage det hele, men når de også sætter bønner skal man vel ikke klage. Dem glæder jeg mig til at smage. I det hele taget trives køkkenhaven fint - rødbederne er klar, ærterne har været fine, squashene gror som var de betalt og tomater, basilikum og bønner klarer sig fint i drivhuset. Så der er nogen, der synes om 20 grader og vekslende skydække.

tirsdag, juli 24, 2007

Paraplyers anvendelse

I dag regner det på, også på cykelstien på Amager Boulevard. I formiddags så jeg en pige, der havde taget konsekvensen og cyklede med en opslået paraply. Egentlig ville jeg gerne have set hende træde ekstra i pedalerne op over Langebro.
Ret skal være ret, det er vindstille i dag. Men jeg turde ikke gøre hende kunsten efter.

mandag, juli 23, 2007

HP done

Så! Her til morgen fik jeg læst de sidste 50 sider af bind 7 i Harry Potter-serien. Jeg var lige ved at blive oppe i nat for at blive færdig, men det var jo en arbejdsdag.
Det var sikkert den uafsluttede historie der var skyld i at jeg sov dårligt i nat.

Gammel sag!

Billede følger, som dokumentation.

Mine bedstefædre døde desværre før end der rigtig var andet at fejre for mig end almindelige fødselsdage. Derfor kom de aldrig til at dele de to flasker vin, som kom i mine forældres kælder ved min barnedåb.
De har spøgt af og til, og nu kom de frem i lyset.
Den ene blev åbnet til min fødselsdag forleden og viste sig at være drikbar. Brun i kanten og ret lys, selvfølgelig, men overraskende ok. Proppen var til at få ud i et stykke, hvilket er ret imponerende efter 38½ år.
Den anden åbnede vi ved lørdagens læseklub og den var mindre vellykket. Tydeligt maderiseret og efter min mening sur. Men pyt - det var sjovt at få dem frem.
Nu om dage skal det nok være en god portvin eller en sød hvidvin for at man kan håbe på lige så lang holdbarhed. Samt nogle forældre, der bliver boende, så der ikke er for meget flytteri.

fredag, juli 20, 2007

Weekend

Så er det weekend, så nu vil jeg ikke spekulere på databaser, strategi etc.
I stedet på Bach, Harry Potter og læseklubben.

Det ser ikke ud til at blive vejr til at padle i den helt store stil, men så er der måske tid til at nå gennem hele HP!

tirsdag, juli 17, 2007

Halvvejs?

Har lige haft fødselsdag, næste gang bliver jeg 40. Så for ikke at blive fed og færdig pisker jeg rundt i løbetøjet...
I går var jeg helt færdig efter en længere kajaktur (Daugård-Tirsbæk og retur). Flot og når man ligger 100 m ude på fjorden, så er der ikke andet at gøre end at padle til man kommer ind til kysten igen. Så med andre ord, meget motiverende motion i slutfasen :-)

Længere inde i fjorden var der ret stille vand og det var jo virkeligt skønt at padle fremad i solskinnet. Nu er jeg også snart blondine, helt naturligt.

torsdag, juli 12, 2007

By nothing day

Det plejer sjældent at lykkes på den officielle 'Buy nothing day'. Nu er det dog 7 dage siden jeg sidst har brugt mit dankort!
Nu går det snart heller ikke længere, køleskabet er ved at være tomt. Der er også stadig udsalg, selv om jeg ikke rigtig har haft tid til at snuse rundt.

onsdag, juli 11, 2007

Uaktuel hjemmeside :-(

Nu skal det altså snart være, jeg er snart tre læseklubber bagud.
Undskyldningen er at vi har fået en anden computer og at jeg endnu ikke har fået fat i et web-publiseringsprogram. Kæresten har vist rodet med ét, men ikke lige vist mig det endnu. Det må vi lige se at få styr på.

Vand under kølen

Til lands, til vands - dog næppe i luften.
Nyt legetøj på matriklen - 2 stks, ellers er der jo ikke noget ved det.
2 havkjakker, så nu er der en helt ny verden af gadgets, der har åbnet sig. Jomfruturen var i frisk vind, så det var hårdt for nybegynderen. Det lykkedes også at få våde bukser på den første tur, ironisk nok først da jeg stod ud af kajakken.

søndag, juli 08, 2007

Farvel til Solgården


Nu skete det - mine forældre flyttede fra barndomshjemmet, hvor de har boet 40 år. De nåede lige at holde 40 års bryllupsdag, weekenden efter flyttede de. Selv om det er 20 år siden at jeg selv flyttede er det alligevel en særlig dag at se sin barndom flytte ud og forældrene indrette sig på ny.

Ikke trist, for det er længe siden jeg selv har boet hjemme, så mine minder om indretning var alligevel minder, der er blevet lavet ting om siden jeg flyttede. Men alligevel bemærkelsesværdigt at det nu er en anden adresse.
Billedet viser første familiemåltid på Vestergård.

tirsdag, juli 03, 2007

Rucola(salat)

Mine kolleger synes at udtrykket 'Rucolasalat' er ufatteligt jysk. Med trykket lagt uheldigt er det måske heller ikke så smart. Men alligevel.
Aarstiderne er heldigvis jyske, så de kalder det rucolasalat. Når jeg får styr på skærmdumpet kan det være at der kommer dokumentation.

søndag, juli 01, 2007

Regn, regn og solskin

Er det mon et hint fra vejrguderne at denne weekend har haft fint solskin om morgenen og først på formiddagen, derefter regn?
Det lykkedes at komme ud på en løbetur i går, tidligt, i fint solskin og meget let brise. Det gik også rigtig godt, ny personlig rekord!
Men det er da mærkeligt at fra omkring middag kan man godt glemme udeliv pt.

fredag, juni 29, 2007

Medie-teenager

Jah- nu kan man også teste sig selv som mediebruger (på DRs side). Med lidt god vilje kan jeg komme i toppen af at være medieteenager, men er det helt fair at svare 'ja' til at jeg kommunikerer med mine forældre på sms, når sandheden er at hvis jeg skriver én, så svarer min mor, måske, eller hvad skal der til?

Værre var da de spurgte om en tjeneste jeg ikke en gang har hørt om - ét er at mine venner ikke har tid til det store chat, men jeg synes jeg plejer at kunne orientere mig.

Anyway - jeg kommer ud som medieteenager ;-)

søndag, juni 24, 2007

Nedslående debut som geocacher

Øv - vi fandt den ikke.
Nu skulle det være, at vi kørte over til Rohden og fandt den første cache. Det er ikke længere væk end at cyklen kunne gøre det, så vi fandt et hul i bygerne og kørte afsted. Efterladende en lidt fornærmet hund.
Vi kom også derover, og cyklede derud af, men ak, vi ledte skrænten igennem men ingen cache. Fin motion, og en konstatering af at det ikke var fjorden rundt. Vejen endte ved waypointent. Det skal prøves igen, det er en sjov måde at komme lidt væk fra alfarvej på.

mandag, juni 18, 2007

Samfundsgavnligt..?

Nu rejses der tvivl om unge Fogh Rasmussens anvendelse af statistik - hvilket ville få nogen jeg kender til at repetere den gamle talemåde om løgn osv...
I forsvar for statistikken vil jeg tillade at mene at det som regel er anvenderen, det er galt med. Nå - men under alle omstændigheder. Min mor har altid lært mig at opsparing er et spørgsmål om forholdet mellem indkomst og forbrug - der var skatteprocent aldrig på tale. Derfor forstår jeg ikke hvorfor skatteprocenter er hindrende for opsparing. Hvis man kan skrive sådan forstår jeg godt at man også kan tage fejl af nogle statistikker.
Da jeg har læst økonomi forstår jeg (desværre) godt hvorfor marginalskatter kan betyde at fritid vælges frem for job. Det der dog af og til undrer mig er hvor lidt marginal nytte nogle folk har af fritid.

Dagens kommentar til bogen var dog én der (tørt) konstaterede at det virkede som om den unge mand virkede ret fjern fra de fattige amerikaneres virkelighed. Dem er der desværre uforholdsmæssigt mange af.

fredag, juni 15, 2007

Shop-amok

Normalt holder jeg på at man ikke kan købe sig lykkelig - det kan man heller ikke. Derfor er det nu alligevel fedt at handle - først friske sprællende rejer hos fiskemanden og derefter friske jordbær, kartofler og asparges fra samsø-avleren, der kommer til Vejle. Desværre er hun der kun fredag, så jeg redder den ikke lørdag formiddag hvis arbejdet har kaldt fredag.

Dagen sus var hvide asparges, grønne asparges, fennikel (små, tykke og relativt tunge - lovende), jordbær og kartofler. Havde de haft friske løg var de også kommet med, salaten har jeg selv. Med andre ord, der skal guffes i aften :-) Nu skal jeg bare have fundet den rigtige vin på hylden.

onsdag, juni 13, 2007

Udflugter med småbørn

Nu er der kommet en film med cykelmyggen, den må jeg se. Gerne sammen med et barn, og når man ikke har selv, så må man jo låne. Måske kan jeg låne en niece :-)

Der ligger også gode billeder fra søndagens tur til Givskud med venner incl. børn - de ligger på kamerakortet og der ligger de godt til vi får fundet vores kortlæser. Håber at den ligger hos min mor!
Der er blandt andet billeder af godt mætte løver, der har halvt-spist et par døde heste, naturen er ikke altid malerisk smuk. Der var også et helt autentisk ulvetræf, hvor en enkelt opsætsig skulle sættes på plads. Det er ret fascinerende at se sin hunds mimik forstørret op på en hel ulveflok.

lørdag, juni 02, 2007

Ananas på 2½ meter...

Den sjoveste udstilling jeg har set i et stykke tid - på et galleri i Århus (Mogadishu). En totalinstallation med ananas som tema. Clouet var dels en hawai-inspireret salgsbod, dels en 'maskine' til behandling af ananas.

Kan anbefales, hvis man tilfældigvis kommer i nærheden af Århus N. Desuden så vi på et andet galleri katastrofebilleder, hvor jeg var lidt betaget af et maleri af flyvende huse fra et eksploderende centrum. Billedet var dog ca. 2 x 2 m, så det kom ikke på indkøbslisten. Eske Kath hedder kunstneren og der var måske lidt mange dødningehoveder men bestemt noget fascinerende over stringensen i malerierne.

onsdag, maj 30, 2007

Gang i strikketøjet igen

Hurra! Jeg har fået et nyt strikketøj - en simpel vest, med frit farvemix. Gid jeg havde Kaffes talent ud i farvemix.

Desværre kan jeg ikke længere, som min far erindrede mig, læse, strikke og se fjernsyn samtidig. Det var tider - der kan man da tale om multi-tasking. Nu må jeg vælge mellem at læse eller strikke - der kan dog stadig tales samtidig med at der strikkes, bare mønsteret ikke er for indviklet.

Så slut med computere for i dag!

onsdag, maj 23, 2007

Til samlingen af produktvejledninger

Det må være svært at skrive produktvejledninger, af og til bliver de ufrivilligt morsomme. Der er sikkert ofte en virkelig historie bag, som forklarer hvorfor der er skrevet noget så komisk.
I min nye kjole (en sød silkechiffon-sag, som bestemt skal hænge løst for at være pæn) står der i vaskeanvisningen at ' dette er et sart materiale, så venligst, lad være med at bruge kjolen som slim-fit'. Med trussel om efterfølgende katastrofe, skred af sømme og så videre. Jeg så det for mig, en kvinde betrukket med stramtsiddende beige chiffon. Uha.

tirsdag, maj 15, 2007

Forårsoptimisme

Nu står køkkenhaven med håbefulde grønne spirer, solen varmer og tomaterne er begyndt at blomstre i drivhuset. Sollys på den regnmørke jord og de grønne spirer virker altid lovende og med en tro på at i år får vi rigtig fornøjelse af køkkenhaven.
Det ser også fint ud, blandt andet fordi pragmatikeren har givet krydderurtebeddet et drys gødning. Den slags hjælper selv om det ikke lugter særligt godt. De store bede er også ved at være gode efter et par års stensamling og kompostering. De værste lerklumper er også ved at være brudt op nu.
Jordbærrene er også begyndt at blomstre og vores nabos bed står næsten helt hvidt allerede.
Det er også sjovt på arbejde for tiden - ikke helt belastet endnu, så det er ikke så hårdt. Det er en stor fornøjelse at arbejde med så gode kompetancer på så mange områder. Det er lidt som at komme i en slikbutik med al den viden, der går rundt.

tirsdag, maj 08, 2007

Regnvejr

Endeligt regn! Trods alt ikke mere end at havemanden stadig når at kultivere mellem rækkerne. Løg og hvidløg gror som var de betalt og selv kartoflerne er kommet op. Hvis vi er heldige er der nye kartofler til sankt hans. Tomaterne blomstrer og basilikummen gror i drivhuset. Vinen blev ikke beskåret i julen (sjusk), så den eksploderer i nye skud.

mandag, maj 07, 2007

Moderne politik

Der var engang jeg troede at partier var sammenslutninger af folk, der havde fælles anskuelser. Det ved jeg ikke rigtig om jeg tror mere. Det er i hvert fald meget interessant at følge dannelsen af 'Ny alliance', det grimmeste partinavn i Danmark. Jeg håber en venlig numerolog kommer med et bedre navn, 'ny alliance' kan heller ikke være særlig langtidsholdbart. Hvis de altså agter at få blivende status kommer der jo nok et nyere parti på et tidspunkt.

Stress...

Whoa, det vælter ind med bestillinger til Bazaar-koncerten om 1½ uge. Fedt, tænk hvis vi kan få en udsolgt Gade-sal.
Kassereren i Jive tænker med glæde på kassebeholdningen og medlemmet med glæde på fornøjelsen ved en godt fyldt sal og den stemning det kan give.
Det bliver forhåbentligt sjovt!

lørdag, maj 05, 2007

Alle forbehold taget

Med mine nye sko fulgte en sjov lille konvolut fra producenten. I den fralægger han sig på let ubehjælpsomt engelsk ethvert ansvar for uregelmæssigheder, fejl etc. på skoene. Hvis dette måtte forekomme (jeg tror det ikke), så er det et udtryk for håndværket i skoproduktionen og den menneskelige faktor. Hmm - tænk hvis jeg også kunne indføre sådan et standard forbehold på mit arbejde.

Ingen tvivl om at vi alle laver fejl, forkerte skøn etc. Men ligefrem at udgive en lille tryksag med forbeholdene synes jeg nu er lidt sødt og meget italiensk. Der er altid et uforudsigeligt element over Italien og italienere.

tirsdag, april 24, 2007

Sommerferieplanlægning

Denne sommer håber vi at være hjemme og måske tage på nogle ture rundt i Danmark. I den forbindelse var jeg på biblioteket for at finde lidt planlægning. Der fandt jeg en bog om vandreture i DK af Torben GANG Rasmussen. Mon ikke der er en redaktør, der har smilet lidt? Den var selvfølgelig nødt til at komme med hjem og den virker ganske troværdig.

torsdag, april 19, 2007

To af årets højdepunkter

To af årets højdepunkter indtraf i går:
Vi fik de første kartofler hjemme fra Marslev og vi fik salat fra vores egen have.
Når jeg får de første friske, nye kartofler så behøver jeg ikke meget mere til aftensmad. Et supplement af blandede baby-salatblade med en lidt frisk citron-olie dressing var dog glimrende. Frisk salat har en særlig blød og mild smag, rucolaen sørger for at der bliver lidt bitterhed for at det ikke bliver alt for blødt og blidt og smagløst.

mandag, april 16, 2007

Weekend..

Dejligt, super vejr
Havetid, så meget at jeg ikke nåede at se Camilla Plum søndag aften. Undskyldningen ;-) var eget havearbejde, madlavning og et hyggeligt måltid med kæresten - så mon ikke det går.

Vi var ude at samle affald og det er utroligt hvad det kan blive til. Der står 5 sække med almindeligt affald, ½ sæk med dåser og en stor kasse med flasker. De sidste vejer utroligt meget, så det gav virkelig sved på panden at slæbe affaldet gennem skoven. Nu er Kohavevej med omliggende grøftekanter nogenlunde renset, bortset fra at den første nye dåse allerede er blevet smidt! Det er for dårligt. Men dog ikke så slemt som de, der tilsyneladende bare læsser deres husholdningsaffald af - der var konservesdåser, papemballage, brødposer osv.

På grund af slæberiet droppede jeg løbeturen, det burde ellers have været...

fredag, april 13, 2007

Nyt arbejde

Nå, hvordan er det så at starte på nyt arbejde. Tjah, de første tre dage i påsken var stille, meget stille. Nu sker der lidt mere og jeg begynder at få en fornemmelse af forskelle (nogle) og ligheder (mange) med tidligere konsulentjobs. Forskellen til at være fastansat er noget større.

Efter reelt en uge er jeg forsigtigt optimist. Flinke folk, mange dygtige. Et firma i stor vækst hvor ancenniteten holdes oppe af en række meget erfarne folk. Nu må vi se, de første opgaver er også begyndt at trille ind i postkassen.

søndag, april 08, 2007

Succes :-)

Det lykkedes! I skrivende stund har jeg ikke været nødt til at handle i påsken, der var ok og rigelig mad til gæsterne i går og der er håb om at få kontrol over resterne inden arbejdsugen begynder igen på tirsdag.
Ud over den generelle dårlige samvittighed over at smide mad ud er det nu også skidt for CO2 udslippet, det er ikke let at være 'husmor'.

tirsdag, april 03, 2007

Påskehamstring

Fedt udtryk - mit personlige succeskriterie er at undgå indkøb på lørdag. Alternativt at kunne klare det hos den lokale købmand. Så nu vil jeg snart skrive min indkøbsseddel færdig og forsøge at få det hele med. (Nemmere sagt end gjort)

mandag, april 02, 2007

Første dag på nyt job

Hold op, det er hårdt at blive sat tilbage til square one. Eller 1½, for der er selvfølgelig meget overlap med mine tidligere erfaringer fra PwC. Tirsdag vil jeg sidde hjemme for at se på vidensbaser og metoder og forhåbentlig få skrevet noget ned selv. Så må det blive på med vanten efter påske.

Når jeg får gummiben under oprydning

Søndag var vi på Fyn for at hjælpe med at rydde op på forældrenes loft. Der røg noget til genbrug / affaldspladsen og meget til loppemarked eller marskandiser. Der var kun få familiediskussioner om sagen. Dog - farmors gamle rulle var der også, og den har jeg mange barndomsminder om. Desuden synes jeg at rullen er så fascinerende, at den ruller duge så glat uden varme etc. Så der fik jeg (og Dorte) gummiben. Dog, i betragtning af hvor meget der var under behandling var det billigt sluppet.

torsdag, marts 29, 2007

Yndlingstiden på året?

Egentlig synes jeg det er uretfærdigt at udnævne en yndlingsårstid, de har alle deres charmer og gode sider. Det er dog altid en særlig fornøjelse på denne tid, hvor det begynder at være lyst over 12 timer i døgnet og solen kan varme hele huset godt igennem. På særligt heldige dage kan eftermiddagsteen drikkes på terassen. Om to måneder er det en selvfølge (hvis det ikke regner), men nu er det en luksus. Så det føles som at dukke frem fra sit vinterhi, det er dejligt.

mandag, marts 19, 2007

Dagens ord?

Svimmelsvamp. Det er dét, vi har haft i vores skabe. Nu er vi begyndt at sætte tingene tilbage, så nu må den godt blive væk.

DR!

Forleden i morgenradioavisen i forbindelse med tilståelserne fra sheik ..et eller andet.. siger journalisten at 'så vidt vides har han hverken tilstået Enron-konkursen eller ansvar for DR byggeriet'. Så bliver man alligevel vågen, der kl. 06.00

Et par dage tidligere fik jeg dagens første grin i bilen på vej til toget. Det var studieværten, der som kommentar til at der er færre meget tynde piger kommenterede med bred mønsk(?) dialekt 'de har lært at spise op, har de!'. Det var selvfølgelig også en mulighed.

lørdag, marts 17, 2007

Så skete det igen

Nu skifter hun job igen. Om 14 dage og min afdeling fik besked i går. Meget speciel dag, med helt utroligt mange søde og venlige kommentarer. Helt overvældende og vældig bekræftende.

torsdag, marts 15, 2007

Ny rekord på løbeturen

Yes! I dag skar jeg ½ minut af min hidtil bedste tid. Vi snakker ikke verdensklasse, jeg mangler stadig at nå under 30 min. på en bakket 5 km, og det håber jeg at jeg når engang til sommer. Det gik overraskende godt med at spurte et par gange, det kunne jo tyde på at jeg godt kan sætte gennemsnitstempoet lidt op.
Det bliver nok uden pulsmåler, jeg tror den er lidt forkert kalibreret. En puls på + 170, nogle gange +200 uden at jeg føler mig specielt belastet tror jeg ikke rigtig på.
Det er heller ikke så vigtigt, stopuret er vigtigere så jeg kan checke mellemtiderne. Stopuret virker fornuftigt nok, selve uret er nu efter et år tidsforskudt en lille smule, men på distancer på ½ time så vil det være i 100-dele sekunder det viser galt. Det kan alligevel ikke betale sig at gøre noget ved inden batteriet engang løber ud og uret bliver skiftet.

mandag, marts 12, 2007

Dejlig søndag

Alle tegn på forår er ved at være der. Forårstræthed om aftenen efter havegravning og tur med hunden. Det var bare så dejligt vejr, solskin og lunt. Det lykkedes også at få tørret sengetøj ude i løbet af dagen så den ultimative forårsoplevelse er i hus. At komme i seng i rent, friskt nytørret sengetøj der er blæst næsten glat. Dejligt!
Det er også heldigt at vi har et drivhus med jord i bunden så jeg kan få afreageret på mine forårsfornemmelser ved at så derude. Så der er behørigt sået persille, salat, spinat - alt det som jeg ellers ville så på friland, dækket til med fiberdug. Nu er det lidt lunere og jeg kan stadig gribe til fiberdugen hvis det bliver koldt. Der er også sat kartofler til forspiring i bryggerset og sat forårshvidløg. Så nu venter jeg bare på at citronen begynder at blomstre, den har en vældig masse knopper i år.

lørdag, marts 10, 2007

Så er jeg tilbage igen

Jeg har været hjemme, men optaget af Jive mv. Egentlig underligt, vi har været hjemme i weekenden, men brugt en del tid på at flytte indhold af køkkenskabe. Vi havde ellers fået sat skabene op efter at der var blevet fuget om i badeværelset og de var blevet tørret af, men det lugtede stadig af skimmelsvamp. Det får man ondt i hovedet af og det er rigtig træls.
Så de kom ned igen sidste weekend og der blev vasket af, nu prøver vi så at sætte dem op igen. Det lugter også bedre nu. I mellemtiden har det nødvendige service boet i vindueskarmen, det sætter sine begrænsninger! Så nu ved vi præcis hvor mange glas, tekrus etc. vi behøver - f.eks. var vi nødt til at finde portvinsglas frem.

lørdag, februar 24, 2007

Dagens post, men kun på hverdage!!

For h...
Det er meget fint at posten har en service så man kan indtaste sit postnummer og se om der er problemer med omdeling. Data opdateres kun hverdage mellem 8 og 15 ...

Læseklub ...

Jeg har endnu ikke begået det omtalte bankrøveri:-) Men det blev alligevel ikke til læseklub i dag. Nu er jeg ellers ved at hæfte ender på den obligatoriske læseklubs-striktrøje. Jeg nåede også at blive færdig med bogen, så jeg glæder mig til at diskutere den.
Det var lige lovligt spændende at skulle på tværs af landet i dag, i formiddags var bil og vej glaseret af isslag. Æv, så vi må udsætte.

mandag, februar 19, 2007

Syrlig kommentar om bank

Som nybagt kasserer i en forening må jeg konstatere at det er ikke let. Det sværeste er at opnå adgang til foreningens girokonto, hvor banken har sovet i timen.
F.eks. var det jo ikke let at gennemskue at en fuldmagt til den nye kasserer skal udløse en ny netbankaftale. Telefonisk overførsel af penge lader sig tilsyneladende heller ikke gøre. Det ville nok være lettere at begå bankrøveri!!

Chokolade

Dagens gode nyhed. Chokolade giver næring til hjernen og er sundt!
Sponseret af Mars, hvilket er langt fra chokolade, så det må jo være sandt!

søndag, februar 18, 2007

Om vi er traditionelle?

Tjah. Det er lidt morsomt at observere at selv om vi er ret lige stillede, så er det alligevel mig, der ordner vaske- og strygetøj og Lars der slår græs og kløver brænde. Det er mig, der har den røde servietring og Lars, der har den blå. Osv., der kan findes flere eksempler. I alle tilfælde vil vi kunne argumentere hvorfor, jeg kan f.eks. bedre lide rød end blå, mens Lars er lige glad. Alligevel synes jeg det er lidt tankevækkende.

onsdag, februar 14, 2007

Meget om ørerne

Godt det ikke har været en normal uge. Min mobiltelefon har skullet oplades hver dag fordi jeg har snakket med familien. Lillebror skal til at være gårdejer.
Desuden har jeg bikset med at få en fornuftig adresseliste til jazzklubben, det kostede et par timer i går. Netbanken for jazzklubben virker heller ikke, så jeg skal omkring banken med en fuldmagt i morgen. Og så er der lige et par ting mere, mere om det senere.

fredag, februar 09, 2007

Endelig snevejr


Sådan kan det også se ud herovre. Torsdag morgen. Er det ikke dejligt?

søndag, februar 04, 2007

Lyset :-)

Om foråret er det fantastisk at sidde her, 40 m over fjorden. Det betyder at lyset ved aftentiden varer længere og i fredags var det lidt lyst endnu, da jeg kom hjem! Det er stort, så går det fremad herfra.
Det ses med stor sandsynlighed også på varmeregningen. Ikke at jeg skal klage i år, den varme januar ses tydeligt på det lave elforbrug. Vi ligger næsten 25% under det forventede, så jeg håber vi får brudt trenden med stigende varmeregninger.
Det første år, hvor vi ventede på at få solgt det gamle hus frøs vi med anstand :-) De to efterfølgende år har vi langsomt skruet op for varmen. Så det totale varmeforbrug er steget over alle tre år, så det var lige ved at være bekymrende.

torsdag, februar 01, 2007

Nye støvler

Der er føjet ikke bare et, men to par nye støvler til min bestand af sko. Det ene par er et par gummistøvler til erstatning for det par der blev 'nationaliseret' af Kathrine i forbindelse med regnvejret og forhøjet vandstand i Vejle. Det andet par er vinter-sikkerheds gummistøvler til bilen i tilfælde af rigtig dårligt vejr og trafikproblemer. Jeg tror dog ikke de kommer i brug i denne 'vinter'. Forhåbentlig.
Den samlede saldo ligger stadig omkring 50 par, der er dog et par kandidater til udsmidning.

torsdag, januar 25, 2007

Hvor vi humpede

Laika og jeg gik til Daugård i eftermiddag for at hente Saxoen efter service. Det var vist et ynkeligt syn til sidst, hunden haltede og jeg humpede. Hun formodentlig på grund af is i poten og jeg fordi min sok var kommet på afveje og har givet mig et træls gnavsår på hælen. Æv.

Bortset fra det var det en fin tur, solskin og klart vejr. Kulden bider dog godt i skyggen.

søndag, januar 21, 2007

Regn, regn, regn..


For pokker! Jeg var i Vejle lørdag middag, det var en interessant oplevelse. Jeg har aldrig prøvet at køre gennem så store vandpytter før, og det var da også interessant at se en bil kørt fast i vand. Det stod op til midt på døren.

Vores ellers fredelige å er i den grad gået over sine bredder og har lavet en op til 30 m bred 'flod'. Ikke særlig dyb, men vand ud over det hele. Her, et døgn senere er vandet sunket 10 cm, så der er stadig store oversvømmelser i engen.

torsdag, januar 18, 2007

Med kæresten på indkøb

En tankevækkende oplevelse. Det sker også kun én eller to gange om året. Så bliver der også købt stort ind. Især i år, hvor jeg tvang ham til et par bukser ekstra, til stor forundring for den forhåbentlig glade ejermand. Nu skulle han så også gerne være godt rustet i 'pænhedsklasse 1', hvis han skal i clinch med nogle rigtige SAP konsulenter. Eller til bryllup, barnedåb eller begravelse. Det sidste kan vi dog godt undvære.

Det kan godt være at mændene engang var familiens jægere. Det instinkt finder i hvert fald ikke anvendelse når der skal købes tøj, det skal helst overstås i så få butikker som muligt. Så hurtigt som muligt :-)

fredag, januar 12, 2007

Skræmmende overskrift

Jeg så en trist overskrift i et dameblad i dag. 'Ryd op og køb nyt'. Hvad var så pointen med at rydde op, hvis jeg straks efter køber noget nyt, som ikke kan være i mit hjem?

tirsdag, januar 09, 2007

...og julen varer lige tl påske

Tjah, nu har vi rundet helligtrekonger og der står en fin buket gule tulipaner på bordet. Julepynten er også næsten nede alt sammen og juletræet ligger på terassen klart til at blive klippet i stykker og brugt til vinterdækning i tilfælde af stærk frost!

Vi har dog ikke fundet saksen til juletræet frem endnu og vi gætter på at det ikke bliver nødvendigt i år. Faktisk gror roserne stadig, så de er blevet stedsegrønne. Men de er nu kønnere om sommeren.

torsdag, januar 04, 2007

Hvorfor er det finere at være talblind end ordblind?

Eller sagt på en anden måde, hvorfor kan et begavet menneske slippe afsted med at sige at det ikke er vigtigt at terpe at 2+2 er 4?
Ingen kunne jo finde på at sige at det ikke er vigtigt at lære at s+m+i+l giver )

I en tid med frit valg, ansvar for egen ... (fortsæt selv), brugerbetaling på vej og så videre er det da netop vigtigt at have et grundlæggende forhold til tal og forholdet mellem dem. Ellers er der alt for stor risiko for at blive afhængig af mere eller mindre velmenende rådgivere, stemninger og følelser, som ikke altid er den bedste baggrund for at træffe en beslutning. Men hvis alt andet glipper kan man jo altid påstå det var et budskab fra en højere magt! Håbløst, et moderne menneske kan ikke klare sig uden evnen til en kritisk tilgang til verden og det gælder også taldelen!

Godt nytår

Godt nytår til alle og de bedste ønsker for 2007.
Jeg er sent på den, undskyldningen er at jeg har ligget underdrejet et par dage. Men nu skulle der være håb igen.