søndag, august 31, 2008

Temmelig lun feberredning

Her i omegnen har vi en årlig tradition med en 'markfest' hvor beboere i Daugård Mark (bl.a. os) og Strand er inviteret til gilde med madkurv. Man medbringer også gerne en gave til et fælles lotteri. Sidste år var hovedvægten på hjemmelavede gaver, så jeg fik en brat opvågning i går og indså at der manglede noget i forberedelserne til aftenens markfest.
Valget faldt på mit røde proptrækkerhalstørklæde, som blev monteret færdigt i en fart, tilføjet en knap og en trense, så det kan hænge om halsen og derefter pakket ind. Dette skete i ca. 30 graders varme, det var ret varmt at sidde med. Spændende om jeg ser det igen.
Mønsteret er hot, så det bliver ikke sidste gang jeg kaster mig ud i krøllede tørklæder.

Hver en stump af de 100 g boucle mohair blev brugt fra lageret :-)

fredag, august 29, 2008

Læseprøve

Bibliopaten har lagt en læsemæssig udfordring frem. Min hjerne skulle lige se mønsteret, men så gik det. Jeg vil dog tillade mig at mene at stavning har en betydning, kvikke krydsordsløsere vil garanteret også kunne finde tilfælde, hvor samme kombination af bogstaver kan give forskellige ord. Sjovt er det!

torsdag, august 28, 2008

Så er det først på måneden igen :-)

... så selvfølgelig skal der købes ind. Bøger, naturligvis, denne gang dog et par strikkebøger. Den øverste er fordi jeg har fundet en lidt sej herrevest og kæresten ønsker sig en vest. Når han endelig ønsker sig noget er det med at gribe chancen.
Den nederste, fordi billederne bare er for flotte. Måske finder jeg noget garn der passer til - en dag.Tøse'drengen' har bestilt dem fra UK. De er godt nok billigere i USA, men hvis der ryger told på, så ryger fortjenesten.

tirsdag, august 26, 2008

Flow i grøntsagsskuffen

Med køkkenhave og mellem 0 og 2 kasser grøntsager leveret hver uge er det altid en udfordring at holde flowet i grøntsagsskuffen i gang. Om vinteren er ovnbagte grøntsager og supper gode til at anvende diverse stumper og rester.
Denne uge har vi haft julesalat, rødkål, broccoli og 2 x blomkål + diverse øvrige basisgrøntsager. Julesalaten blev stegt jf. Fru Plum. Interessant oplevelse, det bliver ikke sådan at vi rydder haven for at dyrke julesalat, men den bitre smag har sin berettigelse. Det gik udmærket til en gang pasta med røget mørbrad, en rest fra den overdådige fødselsdagsbuffet.
I går skulle der kokkeres og spises hurtigt, sæsonens første bestyrelsesmøde i jazzklubben var på programmet. Det blev til lynstegte grøntsager med østerssovs (Hanne Holm / Thai) - også en god opskrift til at få ryddet op i diverse grøntsager. F.eks. røg der en rest bladbeder og en aubergine med, begge med et udmærket resultat. Auberginen slugte selvfølgelig al stegeolien fordi den kom i først, men efterhånden som der steges frigives en del af olien tilsyneladende igen. Det færdige resultat var vellykket og levede flot op til anbefalingerne om at spise kulørt.
Ledsaget af en kande vand og basmatiris var det et glimrende (kødløst) måltid, som blev sat til livs på rekordtid - vi skulle ha' ryddet bordet til bestyrelsen.
Nu mangler jeg bare at finde på en fornuftig brug af rødkålen - det synes jeg ikke er helt logisk i august måned.

mandag, august 25, 2008

Nyt fra den lokale robot

Den lokale robot arbejder og har det godt. Der er kommet nogle skrammer og ridser, sådan er det når man arbejder i et hus med pudsede vægge. Der er blevet gennemført en mindre operation på ham, efter at ejerne opdagede at han ridsede laminatet på køkkenskufferne, det er dog ikke gennemtestet om det har hjulpet. Lidt bumlende er han i sin iver efter at komme ud til alle kanter og hjørner, han er ikke for et tæt møbleret hjem med spinkle rokokomøbler.
Han kører fortsat flere gange om ugen og har efterhånden slugt 1½ af sine sidebørster i sin flittige færd mens han troligt samler hundehår, støv og græs. Han har monopol på støvsugning under sofaer og senge samt støvsugning i bryggerset. Det er der ikke andre, der gider.
Med jævne mellemrum udsender han et 'uh-oh', ledsaget af en besked på flere sprog om at han er helt filtret ind i hundehår. Så må der renses. Det er ret let og tager kun 5 min, så det er en acceptabel investering i forhold til hvor længe den kører på en rensning.
Der er dog dele af konstruktionen der ikke er helt gennemtænkte, der er blandt andet nogle små lejer som let falder på gulvet under rensningen. Det er til min lette overraskelse tilsyneladende normalt, både sidebørster og øvrige børster fås som løse reservedele.
Konklusionen - vi passer på at han ikke kører ud af døren, for han fungerer indenfor givne rammer. Den almindelige støvsuger bliver fortsat brugt, men meget mindre.

søndag, august 24, 2008

Jazz i Byparken, Vejle

Så er det sidste gang der er musik i Byparken i Vejle i denne omgang. På torsdag har Jive entreret med Steen Rasmussen. Vi håber at vejret er med os til en udendørs koncert med sydamerikanske rytmer.

Roser i haven



Det kunne være en buket til en ihærdig strikker, der nåede sin medalje i strikkeolympiaden. Det har hun fortjent.
Roserne i haven er vågnet op til dåd igen efter en flot forsommer og en trist højsommer, hvor de slet ikke fik vand nok. Det har de så fået nu...
Duften kan jeg desværre ikke få med, det er engelske roser og gamle roser, så det dufter vidunderligt især morgen og aften.

Kajakvejr

Det har været rigtig godt kajakvejr i dag. Vi har været ude på en 10 km tur, hvor vi blandt andet havde den fornøjelse at sejle hurtigere end lystbådene, der var i færd med den lokale søndagskapsejlads :-)
Det er svært at fotografere vindstille, billedet viser en næsten totalt blank Vejle fjord med let skydække. Det var fint, for ellers kan det blive ret varmt derude.
Fredag var vi på en lidt kortere ture (8-9 km), efter arbejde. Det kan godt mærkes i overarmene. Fredag var vi så trætte efter at vi kom hjem at aftensmaden blev til stegte rødspætter med rugbrød. Intet andet. Både fisken og rugbrødet var friske og gode, så med en kold øl til var det hurtigt godnat med mig.

lørdag, august 23, 2008

Blog og strikkeblogs

På det seneste er jeg gået til bekendelse overfor flere mandlige bekendte & kolleger om mit medlemskab af et virtuelt strikkenetværk og diskuteret strikkeblogging. Flertallet af d'herrer har været ved at trille af stolen af grin, heldigvis er der endnu ikke nogen, der er kommet til skade. Endnu har jeg ikke været så fræk at spørge om deres hobby-blogs :-)
Indrømmet, denne form for blogging har klart hobbykarakter. På samme sæt som oplysninger om kajakture, bageeksperimenter etc.
Begrundelsen for at skrive er, at netværket gør det meget sjovere at strikke, som det sikkert gælder for så mange andre interesser. Anarkiet og kreativiteten trives og vokser ved at man ser andres, som regel vellykkede, afvigelser fra den skrevne vej (opskrift) og det er muligt at hente tips på tværs af landet og endda udenfor. Der er en meget større skare af venner at møde, end den gang vi havde strikkeklub i 9. klasse.
Det var på sin vis sjovere den gang, der blev grint meget, nu sker der bare meget mere mht. selve hobbyen. Der er mere at komme efter strikkemæssigt end den gang, vi var afhængige af nærmeste garnbutik, så det er 'fagligt' betydeligt sjovere. Måske bliver resultaterne også lidt flottere - det vil jeg lade andre om at dømme.
Strik er så velegnet, både mellemstadier og selve værket taknemlige at fotografere, de kan ligge stille og der skal ikke fuskes med hverken madsminke eller belysning.
Derfor de lejlighedsvise poster om strik og jeg har endda tilmeldt mig et arrangement i september, hvor der er mulighed for at møde flere af de virtuelle bekendte i den virkelige verden. Det glæder jeg mig til.

tirsdag, august 19, 2008

Dagens ord

Dagens ord er 'sjattuder'. Et trist ord, meget illustrativt.
Citeret fra Alberte Winding.

mandag, august 18, 2008

Hurra - målstregen er nået!

Så lykkedes det, både babytrøje og sokker er færdige. Det var ved at være nervepirrende til sidst, jeg tror max. der er 3g tilbage af garnet efter at sokkerne er strikket.





Fakta: Babytøj, oprindelig opskrift fra Bendix garn.
Garnet er Opal strømpegarn, tyndt, i en Hundertwasser farvekombination.
Pindene er 2 og 2½.
Her er i øvrigt den færdige babytrøje.

En klassisk sommersøndag

En dejlig søndag som i går er der mange ting at vælge imellem - blive hjemme og passe haven, samt nyde udsigten og måske tage en lille rotur.
Eller måske pakke madkurven og tage til opera på Skamlingsbanken, det ville have været rigtig dejligt.
I stedet valgte vi at tage en turne på Fyn og kom forbi nogle gode venner. Haveprojektet (deres & stort) er nu så færdigt, at der er en vældig fin cykelbane, næsten så god som den olympiske bane. Der blev afholdt tidskørsler, under opsyn af den strenge men retfærdige overdommer.Der var heldigvis også frokost, for chaufføren var godt sulten, og der blev dækket op i den mest hyggelige stil i haven i skyggen af træerne. Dejligt.
Desværre er der ingen billeder, for hvepsene havde også fået øje for de gode sager og indledte en massiv jagt på mad. Vi skyndte os ind for at kunne få frokosten i god ro og orden.
Undervejs kom værtinden i tanke om at besøget måske skyldtes et ønske om at sabotere hendes strikkeolympiade. Det var det nu ikke, så begge greb strikketøjet, hvorefter den hyggelige snak kunne fortsætte.

torsdag, august 14, 2008

Vindyrkerens problemer

Drivhuset er blevet besat af hvepse. Årsagen er en kombination af at vi har fundet et bo i jorden lige udenfor drivhuset samt at det meget og pludselige vand har fået en del af de næsten modne druer i klaserne til at sprække. Gefundenes fressen for bier og hvepse, så de hygger sig i drivhuset. Vi andre er mere forsigtige med at gå i området efter at de stak kæresten to gange og han har en mægtig bule efter det ene stik.
Nu forstår jeg levende de rigtige vinavleres periodevise problemer med meget regn i august. At druerne sprak overraskede mig lidt, det skete i løbet af få dage og en stor del af druerne er nu ubrugelige. Det hvepsene ikke tager risikerer at mugne og så har vi balladen, hvis druerne skulle bruges til noget andet. Her i huset betyder det trods alt ikke andet end at vi får lidt færre spisedruer, men hvis jeg var dansk vinavler ville jeg være bekymret.

onsdag, august 13, 2008

Indretningsarkitekt søges...

Øj. Er der noget så kedeligt som at vælge inventar, amaturer, væg- og gulvmateriale osv.?
Personligt går jeg hurtigt træt i det - det lyder som en drøm at få lov at bestemme alt på nogle nye kvadratmetre, men hold da op hvor er jeg glad for at jeg ikke skal bygge et helt nyt hus fra grunden.
Foreløbig største fornøjelse har været at vælge et rigtigt sejt amatur til bryggerset...
Er der noget som en 'Edelstahlfeder'? Med to stråletyper :-)

mandag, august 11, 2008

Ravelympics opdatering

Der strikkes og strikkes. Målstregen for blusen er endnu skarpere end afslutningen af legene, den ligger allerede lørdag hvor vi skal på besøg i Esbjerg. Seneste melding er at stumpen nu måler 60 cm, og blusen er str. 62, så det går ikke at vente.
Til den lille fyr strikkes på tynde pinde, 2 og 2½ og garnet er multifarvet i stor stil. Der blev slået op fredag eftermiddag, efter åbningsceremonien var i gang. Selv efter en mindre optrævling er ryggen nu klar, strikkeriet løb af med mig, så jeg nåede forbi indtagningen til raglan i fuld fart. Om igen. Med lidt hjælp af to pinde for at spænde værket ud, ser det foreløbig sådan ud. Det går jo meget godt, og der er absolut ingen grund til at skifte garn midt i det hele for at skabe variation - som opskriften ellers foreslår. Nu er jeg i gang med første ærme. Dele af opskriften forekommer lidt kryptisk, så jeg strikker efter målskemaet. Mon ikke det går. Når den nu er færdig på lørdag er vi klar med den sidste finish - en mærkeseddel. Der burde måske retteligen stå bonus-farmor :-)Jeg har testet den, og mærkaten er blød, men det kan godt være den bliver syet på udvendig for ikke at kradse. Det vil være synd for den lille fyr.

søndag, august 10, 2008

Hård konkurrence

De sædvanlige madleverandører har hård konkurrence af køkkenhaven nu. Når det går højt får vi grønt fra fiskeleverandøren og grønthandleren. I øjeblikket må de leve med løbende afbestillinger. Når vi selv har halvdelen af ugens kasse i haven, så er odds for høje. Nu er for eksempel porrerne også store nok til at blive høstet af - og de ser godt ud.

fredag, august 08, 2008

Efter sommerferien

Uh - at starte på arbejde efter sommerferien. Det var måske klogt at starte med to dage i stedet for at starte en mandag og se frem til 5 dage inden weekenden. I går var lidt hårdt, i dag ok og sluttede af med et positivt møde.
Status på sommerferien, læsningen: Jeg blev ikke færdig med Brandes-biografien, det kommer forhåbentlig. Når jeg læser om slutningen af 1800-tallet forundres jeg over religionens magt og den meget konservative synsvinkel.
Submarino er heller ikke læst færdig, den er hård kost for min sarte sjæl. Kæresten har allerede læst det hele og synes den er fremragende. Det synes jeg sådan set også, den er rigtig godt fortalt, det er lige dét, der er problemet. Den foregår i et noget hårdt miljø og jeg lever mig for meget med i hovedpersonen.
Til gengæld er der fire andre bøger der er blevet læst, med stor fornøjelse. Outsideren, der ikke var med på den initielle liste er Nora Ephrons biografi. En ægte New Yorker, let højtflyvende, dog alligevel med nogle pointer mellem de morsomme episoder.
Motionen holdt nogenlunde målet, i gennemsnit. Der var nogle hviledage og der var nogle vældig aktive dage.
Strikkeriet gik strålende og der er nu ingen uafsluttede projekter. Det lykkedes ovenikøbet at besøge to garnbutikker onsdag uden at købe andet end en strikkebog og lidt dimser. Men stor lyst til at vende tilbage til Karen Noe i Uldum, der var meget lækkert, som jeg glæder mig til at have plads til i strikkekurven.

Klar, parat, start!

Så er vi i gang, åbningsceremonien er flere timer gammel og første projekt er i gang. En babytrøje, og vi er allerede flere centimeter oppe på ryggen.

torsdag, august 07, 2008

Klar til strikkeolympiaden

Så er det sidste projekt inden deltagerne i strikkeolympiaden gjort færdigt. En kortærmet bluse i
Drops Silkealpaca. Den er strikket på p 4½.
Der blev lige præcis brug for det 9. nøgle som jeg købte i panik over garnforbruget til den nederste glatstrikkede kant. Til en str. small er der præcist brugt 400 g + de ender som er klippet af. Undervejs har jeg en del gange tænkt på når min mor har citeret sin mor 'det ses ikke bagefter, hvor lang tid det har taget', nemlig da jeg to gange pillede en stor del af kroppen op. Så samlet tror jeg at jeg har strikket den to gange. Pga en sidste unøjagtighed er der fire masker mere i omgangen end mønsteret siger omkring barmen, så hvis jeg havde fulgt opskriften helt nøjagtigt var de oprindelige 8 nøgler sikkert nok.
Heldigvis er den blevet ganske pæn, og begge korrektioner har betalt sig. En opbyggelig historie :-)

onsdag, august 06, 2008

Pasta som vor far laver den

Her i huset kører vi med det 'grønne og hvide' køkken, dvs. en hel del grøntsager, fisk som suppleres med kød med jævne mellemrum. I går stod den på hjemmelavet pasta (af kæresten) og hjemmegjort pesto (af mig). Der er basilikum i drivhuset, men til supplement blev der indkøbt to potter ekstra. Der går meget basilikum til pesto, en potte pr. person er passende, når det er hovedretten. Her er de afpillede potter, klar til at blive plantet ud i drivhuset og levere en gang mere.Pestoen blev lavet i vores stenmorter og det gik overraskende hurtigt. Det plejer at være kæresten der står for det hele og han benytter blender eller stavblender. Jeg synes det er sjovt at prøve på den gammeldags facon. Ved større portioner vil jeg overveje blenderen, men det føltes vældig autentisk at stå og banke løs på bladene.
Operationen var vellykket, god bidefast pasta og en grøn pesto med smag af både krydderurt, hvidløg og ost. Måltidet blev ledsaget af en god rødvin fra Erik Banti - velvilligt leveret af min foretrukne vinpusher.

tirsdag, august 05, 2008

En nordisk og en slags nordisk forfatter

En varm anbefaling af Siri Hustveds 'En amerikaners lidelser'. Hun har en direkte linje til mit indre samtidig med at bogen ubetinget er skrevet af en intellektuel newyorker. Bogen indeholder flere parallelle fortællinger - om kærlighed, tab og om at forstå sine forældres ufortalte fortid. Vedkommende fortalt og med et dryp af humor, blandt andet i en ubetalelig biperson, Burton. Hvis bogen blev filmatiseret ville jeg overveje at se den for at se hvordan han blev skildret. Det delvist nordiske kommer af forfatterens og hovedpersonens norske baggrund, som betyder at personerne blandt andet hedder Erik, Inga og Lars. Det forstyrrer mit billede af den amerikanske fortælling lidt.
Desuden har jeg læst Fosnes Hansens 'Løvekvinden' færdig. En fantastisk fortælling om en mærkelig skæbne. Løvekvinden er god, og han laver nogle gode billeder og beskrivelser af hovedpersonen. Bogen forstærker ønsket om at det vil være godt, hvis forfatteren snart får gjort noget ved næste bind af Beretninger om beskyttelse.

mandag, august 04, 2008

Ferieoprydningen fortsætter

I går var der næsten ikke tid til computeren, da feriens oprydningsprojekter fortsatte med bogreolen. Al skønlitteratur var ude af reolen, blev støvet af og sorteret op og reolen blev støvet af. Denne gang er bøgerne blevet sat ind i alfabetisk orden.
Tidligere har vi haft dem stående efter farve, hvilket virker godt visuelt i rummet, men kræver en god hukommelse for farven af bogens ryg for at finde den igen. Godt nok har jeg en visuel hukommelse, men kombinationen af en hel del mangefarvede rygge (hvorfor skal nyere bogomslag være så farvestrålende på ryggen?) og mængden af bøger gjorde det efterhånden svært at huske dem alle.
Oprydningen og sorteringen afslørede desuden at vi havde en håndfuld dubletter, hvilket er uheldigt når reolen er ved at være godt fyldt. De blev straks reduceret til at der nu kun er ét eksemplar af hver i reolen. Faktisk sorterede vi en større stak fra, selv om det er svært. De ryger heller ikke ud (endnu), men på et mellemlager.
Som det måske kan ses af de første i stakken, havde vi også øje på reolen med computerlitteratur og fagbøger.
Desværre kan udrensningen kun ses ved nærstudier af reolen og for at føje spot til skade kom der en bog med posten i dag. Til mig. Det har jeg ikke fået ros for ;-)

Første strikkede kjole

Endelig er den færdig og umiddelbart med et så godt resultat som jeg overhovedet kunne håbe på. Kjolen - Harebell fra Helga Isager.Der var en enkelt om'er på halsen. Nu følger den opskriften, som foreskrev glatstrik. Det giver en kant som ruller lidt, det skal jeg lige evaluere når jeg har fået den presset. Det virker rigtigt, men kontrasten ses ikke så meget. Opskriften har jeg læst i 'Masker på mode' og den færdige kjole vejer ialt 280 g. Der er 27 g tilbage af det 6. fed af bundfarven, så der er nok brugt ca. 15 g kontrast.
For at få strikkefastheden til at passe har jeg strikket på p 3½ (opskriften siger p 3), det opdagede jeg desværre lidt sent.
Ærmet er ret fedt og kjolen ser fin ud med 'fyld'. Kæresten nævner at han også synes den er flot :-)
Den glæder jeg mig til at flashe i virkeligheden, og et smart orange sjal/tørklæde følger nok også på et tidspunkt. Der er endnu garn i kontrastfarven på lager.

lørdag, august 02, 2008

Bøllevask

Bølle er blevet vasket. De foreløbige meldinger tyder på at han har overlevet og endda er blevet lidt renere. Han er noget ynkelig som våd bamse, med pjusket pels og hængende ører.Gerningsstedet er hjemmet, forældrebadeværelset. Redskabet er håndvasken, en skuresvamp og en teskefuld finvaskemiddel.Det ses tydeligt at der var grund til bamsevasken. Han kunne alternativt være kommet i vaskemaskinen, men som pletten på Bølles næse indikerer er han godt brugt (det er bestemt ikke alder), så der ville være en vis risiko for yderligere slid på bamsen. Nu hænger han til tørre på snoren, og af to onder bestemte han sig for at blive hængt op i en af de store vaskeposer i stedet for at hænge i ørerne.

Nordiske forfattere

Der kommer ret mange nordiske forfattere i min kurv på biblioteket i øjeblikket.
Denne gang er det Erlend Loe, hvor jeg lige har haft fornøjelsen af 'Volvo Lastvagnar'. Biblioteket kategoriserer den som 'nonsensfortælling', hvilket der kan være noget om. Den er bestemt sær, underholdende og med tungen i kinden. Jeg er spændt på at læse 'L', som vi har valgt som næste bog i læseklubben.
Britiske krimier er også altid godt i sommervarmen, Frost passede fint til +25 grader i skyggen og var en udmærket krimi. På tv synes jeg dog den var mindre interessant, og jeg undrede mig da hovedpersonen næsten frivilligt lejede en designerlejlighed.

En fredagstur

I går var vi på kunstnerbesøg, i Keld Moseholms atelier. Siden jeg så dem første gang har jeg været dybt betaget af hans små tykke mænd, der altid ukueligt maser med et eller andet. De var der også, i en række forskellige situationer.
Besøget viste flere andre sider af hans værk, f.eks. en række helt klassiske og meget smukke værker af personer, nogle mere groteske værker og en stor variation i temaerne.
Blandt andet var der hende her, som jeg umiddelbart kunne identificere mig med.
En ko i tøjr i den ene hånd og en bog i den anden - det svarer ret godt til min baggrund :-) Måske skulle jeg have læst lidt mere for køerne? Figuren er ikke til salg, ellers ville jeg gerne ha' haft den.

fredag, august 01, 2008

Nu mangler kun knapperne


Så er bukserne færdige bortset fra trykknapperne i benene.
Modellen hedder Bølle og er husets mest erfarne bamse. Det siger ikke så lidt.