søndag, december 27, 2009

I julen

Glædelig jul til alle, jeg håber at I nyder helligdagene. Vores engle hænger smukt i stuen og nedenfor er årets juletræ. Et lille, enkelt træ, hjembragt fra en julebod i Hamborg. Ullas håndlavede nisser står og beundrer det.

Julefreden sænkede sig endelig lillejuleaften, da det lykkedes at få et nogenlunde passende grantræ på plads. Det er ikke verdens største træ, hvilket blev bemærket under pyntningen. Sådan går det, når der kommer en snestorm på tværs, og træet er pænt, smukt grønt og stort nok til at vi 5 voksne ikke kunne nå om det juleaften.

Den hvide jul var vældig hvid på nordsiden af Vejle Fjord, og er nu ved at rinde i grøft og grav, dvs. i vores tilfælde ender vandet i engen. Åen i bunden af engen er ureguleret og kan ikke følge med den massive afsmeltning, så der er store oversvømmelser i engen, til stor glæde for måger og svømmefugle.
Under den afsluttende tilberedning af juleaftensmaden var 4 af 5 tilstedeværende i køkkenet, hvilket er lidt af en bedrift med et køkken på ca. 4 kvm. Projektet lykkedes, så de brune kartofler blev tilfredsstillende brunede, anden var nok og risalamanden var stiv. Selv den brune sovs lykkedes, så chefkokken (moi) er tilfreds.

lørdag, december 19, 2009

I sne står urt og busk i skjul

Det har sneet rigtig meget. Så meget at vi var næsten sneet inde to dage, så der er blevet arbejdet hjemmefra (og meget fra toget). Godt at der eksisterer telefonkonferencer og internetforbindelser til arbejdet. Torsdag var jeg i København og det tog 5 timer at nå frem, næsten dobbelt så længe som normalt.
Anyway, nu er det weekend og det har været smukt solskin i dag.Vasketøjet er ikke blevet helt tørt af at hænge ude denne uge. Det må til gengæld være helt friskt og renset godt igennem. Bemærk det smukke morgenlys, som har fortsat det meste af dagen og endte ved firetiden i en smuk rød solnedgang. Desværre ligger skiene bagerst i kælderen, så det er ikke sikkert at jeg når at genopfriske mit langrend i denne omgang. Under alle omstændigheder har det været dejligt med en solskinsdag.

Dagen i dag har i øvrigt budt på pelsning af fasan. Det gik overraskende let, idet vi nøjedes med at gå efter brystkødet. Max. 10 min, og med øvelse kunne det gøres endnu hurtigere. Så ved jeg det, næste gang der er fjerkræ på afveje.

tirsdag, december 15, 2009

And counting...

Tre dage til juleferie, juhu! Der skal bages, strikkes og så skal jeg sove længe!

søndag, december 13, 2009

Julesokker fra Cookie


I mængden af julestrik bliver der lidt til mig selv.
Sunshine er på vej, i julerød. Lidt handicappet af at være bag i køen efter julegaverne, men mon ikke de bliver færdige i juledagene.
Garnet er Brugsens strømpegarn, og pindene er 2,75 - de samme som til chokoloade Monkeys - som er sat på pause indtil dette par er færdige. Jeg må ha' for få pinde... eller en god grund til at gøre ét af projekterne færdige.
Garnet er tykkere end opskriften foreskriver, så jeg har 8 rapporter i stedet for 10 for at passe til en dame, str. M/38
Hyggeligt mønster, som tegner flot efterhånden som strømpen vokser frem.

Jæger ved et tilfælde

Nyt begreb - passiv jagt? I hvert fald hænger der to fasaner i garagen, som er nedlagt her på matriklen ved hjælp af en vinduesskraber. Med andre ord, så har de brækket nakken ved at flyve ind i et nypudset vindue.
Årsagen til vildflyvningen var nok naboens lørdagsjagt, som var ret tæt på, og som sikkert har skræmt fuglene op. Når fasanen først er lettet flyver den i en stort set ret linje, de er ikke de store luftakrobater. Forkert retning fra starten kan derfor have fatale følger for kræet.
Efter at have overvejet situationen og set lidt på de døde dyr, har jeg søgt på klargøring af fasaner samt hængetid, og konstateret at med den nuværende vejrudsigt kan de hænge til næste weekend. Så følger et eksperiment med at flå fasaner, det har jeg aldrig prøvet før. Lykkes det kan vi servere 'hjemmelavet' vildt lørdag eller søndag. Den heldige sidegevinst bør være, at vi slipper for at lede efter hagl.

tirsdag, december 08, 2009

Endnu et Ishbel - og så til sokker


På vej hjem fra julemarkedet i Hamburg blev det julerøde Ishbel færdigt. Der er rigtig meget strikketid på toget fra Vejle til Hamborg, selv om der også skal være tid til morgenmad og familiesnak.
Julemarkedet er hyggeligt, hvor vi så Rudolf med fuldt gevir foran julemandens kane: Vi fik også glühwein, mens det kneb med besøg på bierstauben. En enkelt frankfurter fra en markedsbod kom på menuen, det hører sig til i Tyskland. Det bedste af det hele er at julemanden kører fra julemarkedet til toppen af byens grantræ OG RETUR, så han først kører op under fuld musik, og derefter lige så langsomt kører ned, under betydeligt mindre ståhej. Jeg har ikke helt forstået pointen.

Der blev ikke lejlighed til at se på garn, det vil jeg ikke udsætte familien for, så jeg havde sørget for at have rigelige forsyninger med hjemmefra.
Juleturen er ikke julegaveindkøbstur, det er for svært, så vi nøjes med enkelte stykker julepynt. Beholdningen af juletræer blev forøget med Årets juletræ, nu mangler vi så at få sat den øvrige skov op. Måske skal jeg også forsøge mig med et par engle efter Tante Grøns opskrift.

Megen snak om jul - her er den korte faktaboks om jule-Ishbel:
Garn: 78 g Lucca fra lagersalg sidste år, nu er der ca 200 g tilbage på spolen
Pinde: Aero p 4 (rundpind, naturligvis). Valgt for at få synlig kontrast mellem garn og pinde, hvilket fungerede. Ulempen er at spidsen er rigeligt rund til lace.
Mønster: Igen Ishbel/Ysolda, denne gang med en ekstra repeat af rapport A og B. Det undrer mig lidt at det ikke er blevet meget større.
Hot/not: Et rigtigt juletørklæde, som jeg har haft på de sidste par dage på jobbet, som accent til alt det sorte og diskrete. Behageligt blødt og lunt. Ikke helt så markant i mønsteret som min første udgave, som står mere distinkt i mønsteret. Begge garner er 100% merino, men spundet med forskellig hårdhed. Det gør en tydelig forskel.
Jeg er blevet lidt bidt af lace, men nu står den på sokker. Første projekt fra Sock Innovation er på pindene, samt et par julegavesokker. Derefter skal jeg i gang med et mere udfordrende laceprojekt og have fundet mig et andet større projekt.

søndag, december 06, 2009

a la håndgranat

God advent!
Til advent hører, hvis man er heldig, gløgg og æbleskiver.

Den hæderkronede (og velsmagende) ret - kylling a la håndgranat har fået en efterfølger; må jeg præsentere æbleskiver a la håndgranat.

Der er to teorier om hvad, der gik galt og de udelukker ikke hinanden gensidigt. Den ene er at det er for længe siden at der sidst er lavet hjemmelavede æbleskiver her i huset. Den anden er at der skulle have været lidt fedtstof i dejen. Det var første gang med en ny opskrift, da jeg ikke lige var i humør til den ellers trofaste, men langsomt hævende gærbaserede opskrift. Det var smartere med natron, som kun skulle stå et øjeblik og trække.
Nå - ikke helt vellykket, og der blev hældt en del ekstra olie ned om skiverne, så de kunne for f... slippe panden.
Resultatet af sprængningsøvelsen var rigeligt til to, og med en god solbærmarmelade og flormelis er det fint. Gløggen er også hjemmelavet i dag. Det kræver ikke så meget arbejde, men en del trækketid. Der bliver 2 portioner ud af et bryg, så grundlaget for næste søndags gløgg er på plads :-) Æbleskiveøvelsen vil blive revurderet, om jeg skal tilbage til den kendte opskrift, eller vi springer over af hensyn til aftensmadsappetitten.

mandag, november 30, 2009

Sokker og fair isle

Fredag var sygedag, hvor jeg lå på sofaen og forsøgte at komme mig over en generalforkølelse, som havde sendt mig hjem torsdag middag, med rigeligt flydende kropsvæsker.


Mens jeg lå på sofaen, med the og tæppe kom posten :-)


Vi bruger PBS og e-boks, så det er som regel gode ting, som posten kommer med, og fredag var en rigtig god dag. Hun kom om hjørnet med en lille sækkevogn, og der var en kæmpe kasse med diverse the, chokolade og en julekalender, blandt andet ½ kg julethe, så nu kan december komme an!


Oven på den store kasse lå en mindre pakke fra Amazon (uk), med blandt andet disse to:


Hermed var fredagens underholdning sikret, og jeg kastede mig over gennembladringen. Begge forfattere opfordrer til individuelt design og tilpasning, men der er heldigvis en række lækre mønstre at kaste sig over til at komme i gang på. Cookie A har en længere gennemgang af beregningsteknik for strømper og tilpasning af mønstre, så der er noget at gå i gang med - strømpepuslespil? Næsten halvdelen af sokkerne er allerede kommet på min indre strikkekø, og fair-isle mønstrene - wau. Der er også et par ting i dén bog, som jeg må lave, og ikke mindst lege med farver. Der er en udmærket gennemgang af valør, farvetoner etc., samt nogle grundlæggende principper for farvesætning af fair isle for den eksperimenterende.
Så nu mangler jeg bare noget mere lækkert og passende tyndt shetlandsuld... men det er der vel råd for. Nu er jeg lige kommet under 100% overtræk på cashmere-o-meteret (host). Måske er det et par af sokkerne, der skal afprøves først, for sokkegarn, det har jeg masser af!

tirsdag, november 24, 2009

På vej hjem og med lidt chokolade som trøst

På vej hjem efter en sen dag på arbejde er det godt med lidt chokolade som trøst. Eller en chokolade-abe, som det må være, når mønsteret igen er Monkey.
Denne gang på pind 2,75 og i Zauberball-garn. Det giver en helt anden struktur end Brugsens strømpegarn og en benhård test vil afgøre om de bliver til gemalen eller mig selv. Garnet var tænkt til ham, men nu får vi se...
Heldigvis har de igen fået ordentlig the hos DSB, jeg har rigeligt med musik med til afslapning og internettet virker - så jeg overlever først at være kommet fra Kbh med seks-toget. I morgen skal det blive anderledes. Nu vil jeg krybe sammen under mit medbragte sjal og tænke på den bøf, som kæresten har lovet mig.

mandag, november 23, 2009

Sveriges land

Inden weekenden var firmaet på tur, i Sveriges land. Glimrende hotel hvor jeg slet ikke nåede at prøve alle muligheder. Værelse med udsigt over Øresund og to fornøjelige dage med kollegerne. Første dag med indendørs aktivitet - at gennemføre et lille udviklingsforløb og udvikle en robot. Stor team-triumf, så alle i teamet kunne vende hjem med en Mindstorm robot. Den passer lige ind på vores Lego-loft :-).
Første dag havde været dårligt vejr, men vores arrangør havde bestilt godt vejr til næste dag, hvor vi skulle være udendørs hele eftermiddagen og heldigvis fik hun leveret lækkert solskin og moderat blæst. Hårdt for de normalt stillesiddende konsulenter, men sjovt! Alle blev iført grimme camouflagedragter og sendt rundt i Båstad for at løse poster. Mit team havde den perfekte bane - forhindringsbanen lige før frokost og turen i speedbåd som sidste punkt. Vi var oppe omkring 25 knob, og så kan man godt blive våd. Og det blev jeg.

For at få hverdagslogistikken til at gå op var jeg hjemme med toget lørdag morgen?? kl. 02.00, hvad gør man ikke for at få enderne til at mødes.
På togturen blev der strikket lidt på en julerød Ishbel, men ak, der var jeg vist for søvnig. Mønsteret passede bare ikke (hvilket det gør, dvs. en fejl 40), så der er blevet strikket baglæns. Nu er jeg på vej fremad igen og næsten indhentet det tabte.

søndag, november 15, 2009

Sokker eller sjal?

Endnu et færdigt værk - her et lille Ishbel fra Ysolda. Passende ophængt i gardinet med to knappenåle.
Der er brugt 100% merino strømpegarn, så sjalet er vældig blødt, og der er ingen 'løse' hår, som hvis jeg havde brugt et kid silk eller lignende. Derfor håber jeg at det bliver behageligt som vinterhalsklud, direkte på halsen.
(Resten af) garnet er her:Det er et 2-ply strømpegarn, så det har lidt snore-karakter, hvilket gør at hver mask bliver vældig tydelig. Ses måske bedst i det sidste billede, hvor farverne forsvinder helt i modlyset, til gengæld står mønsteret vældig tydeligt. Lidt fakta:
Garnet er fra Maine - Spunky Eclectic
Skinny Socks, Superwash Merino, i farvevariant Dinah. De blå og lilla farveklatter giver det mere karakter end det lidt pjevsede look som det rå fed havde.
Mønsteret er det kendte Ishbel, og jeg har fulgt opskriften til den lille model. Ingen freestyling dér, denne gang.
Der er brugt pind 4, som er ret meget til dette garn. Det betyder at i den glatstrikkede midterdel står hver maske tydeligt, og sjalet er let og luftigt.
Samlet garnforbrug: 70 g, så nu er der en klat på 30 g, hvor jeg nu ved at det fremtræder stort set ligeligt gult og lilla, med mindre men markante turkisblå klatter. Jeg tror det vil gøre sig som kanteffekt på et tidspunkt.
Hot/not: Jeg var lidt skeptisk overfor garnet på grund af 2-ply strukturen, men er blevet godt tilfreds med resultatet. Farverne vinder ved opstrikning, så derfor er det med god samvittighed at jeg putter det i julegaveskuffen. Der skal lige voteres mht. modtager. I mellemtiden er jeg så begejstret for mønsteret at jeg vil overveje en juleversion i den røde Lucca, der stadig er på lager.
Der er et fed mere af samme slags garn på lager, i en blidere brun/rosa farvevariant. Jeg er i seriøs tvivl om det også skal blive til et sjal, eller jeg skal strikke et par lækre hyggestrømper. Uden nylon i garnet holder det næppe længe til træsko eller direkte på klinkegulvet, men jeg kunne forestille mig at hyggestrømperne kan blive bløde, tynde og lækre.

tirsdag, november 10, 2009

Den lille piges svovlstikker

Så blev det niecens fødselsdag og tid til at overrække Svovlstikkerne. Storesøster fik ved samme lejlighed sin røde trøje, og blev ganske overrasket.
Lillesøster havde vældig travlt med at pakke alle sine gaver ud og havde det alt for varmt til at prøve en ulden trøje. Der var en testprøvning, og vi konstaterede at str. 4 passer den 4-årige på en prik.Trøjen er en fornøjelse at strikke, udelukkende retstrik, så det går i strygende fart derudaf. Garnet er en fornøjelse. Den almindelige duo er som de fleste andre tynde shetlandsgarner, og alpaka-mixen er virkelig lækker.

Den største udfordring var at sy belægningen bag på lynlåsen, hvor den tynde belægning skal holdes godt fast med knappenåle. Der bliver syet på maskine, og syningen skaber lidt struktur i samlingen af lynlåns og trøje, så jeg håber at trøjen undgår buler.
Slutresultatet af isyningen er godt og belægningen dækker den lidt stive lynlås, som ellers kunne være generende for den unge dame.

Fakta:

Mønster: Den lille pige med svovlstikkerne, trøje med lange ærmer fra Det er ganske vist. Enkel og fin. Min eneste forvirring var ved samlingen af ærmer og krop til raglan, hvor jeg synes at der var en række galt - og det er en lille ting.


Garn og garnforbrug: Duo merino i lilla, 110 g og Duo alpaca/merino, også lilla, 90 g. Dvs. jeg har 60 g alpaca/merino, så jeg tror at jeg vil forsøge mig med en vest.


Pinde: 3,25 og 3,75 KP Harmony (Der er en tendens i valget af pinde efterhånden). De er dog lige mørke nok til at strikke med lilla garn, men spidsen... :-)


Hot/not: Jo - trøjen blev modtaget. I kampen om opmærksomhed mellem alle de andre gaver er det vanskeligt at vurdere om den er vellykket. Jeg håber det bedste :-)

søndag, november 08, 2009

En underjordisk bandit dukker frem

Græsplænen omkring vores fuglehus minder om grænsen mellem Nord- og Sydkorea, fuldstændigt undermineret af gange og med flere håndfulde af spredte huller. Synderen er en lille muldvarp, som også har vænnet sig til at gå over jorden.Den er 'fanget' med kameraet her, mens den futter rundt på sin helt særlige måde. Adræt er den ikke, den ormer sig nærmest frem, mens næsen bruges flittigt for at finde orme og andet småt, der kan spises.
Den er tilsyneladende ret døv og blind, for det lykkedes os at fange den i levende tilstand, ved et raskt vip med en paletkniv og op i en spand. Her fik vi et nærmere blik på snuden og de brede forben samt den noget griselignende hale. Mulle blev derefter båret et godt stykke væk fra matriklen og sat ud i god behold. Den er lidt sød og pelsen er tæt og lækker. Så hvis den bare vil grave et andet sted end vores græsplæne, så skal den ha' god fornøjelse.

torsdag, november 05, 2009

Ravelry - wau

Over 498.000 brugere på Ravelry - vi bliver ½ mio. indenfor få dage. Heraf over 700 danske. Wau.

mandag, november 02, 2009

Søndagens spænding

Dagen efter Dagen, hvor 'de kloge' ifgl. Politiken ville risikere sort skærm, hvis de ikke har fulgt dramaet om overgang til digitalt tv-signal. Berlingskes 'Groft sagt' kunne have kaldt den gruppe seere det samme, hvis ikke Politiken var kommet først - nu bliver det i dagens avis til 'intellektuelle nærigpinde' i humørspalten. Sørgeligt, at intellektuelle er blevet tæt på et minus-ord, men det er en helt anden historie.

Søndag aften blev der gennemført en test hos os - var der sort skærm, eller var der ikke? Det var der ikke, den gamle dekoder, som blev anskaffet for et par år siden for at kunne se DR2 virker stadig. Billedrørsfjernsynet virker også stadig, så der går endnu noget tid inden det bliver nødvendigt at opgradere til fladskærm (nærigpinde? jep, check). Der er sikkert nogle af de nye kanaler vi ikke kan se, så langt nåede vi ikke i testen, inden at vi konstaterede at batterierne i fjernbetjeningen var døde. Det var så den fjernsynsaften, og vi gik over til fornøjelig læsning af en spansk krimi hhv. Steen og Stoffer.

Inden da var gået det årlige drama i jazzklubbens liv, afsendelse af den sidste af de livsnødvendige ansøgninger om tilskud, i dette tilfælde til Kunstrådet. Det kræver et budget og en skitse til hele næste års program, hvilket kan føre til diskussioner mellem booker og kasserer.
Til slut blev der taget en kasserer-beslutning og trykket på 'Send' i det nye ikke helt intuitive digitale ansøgningssystem.

mandag, oktober 26, 2009

Læseklubben i det varme Afrika

Læseklubben var over-optimistiske efter sommerferien, da vi valgte bog. Ta' den - +400 sider om Afrika, selvstændighed, ånder, mælkepulver og SULT.
Det er 'Sultens vej' af Ben Okri og det er en tilståelsessag - jeg nåede ikke at få læst det hele. Der var simpelthen for mange ånder i spil, og vi diskuterede om oversættelsen måske var for nøgtern til at fange magien i bogen. Den engelsk-læsende, som havde taget en engelsk paperback var i alt fald mere begejstret end de to dansk-læsere.

Starten af bogen var meget lovende og sprogligt meget poetisk. Derefter skifter scenen og vi kommer til den barske hverdag i slummen i en afrikansk storby, det er ikke et behageligt sted at være. Fattigdom, sult, bank, slagsmål med naboer og kreditorer og hårdt fysisk arbejde, alt sammen skildret meget nærværende og livagtigt. Tilsat druk, pebersuppe og et par forældre, der på samme tid er bekymrede for deres søn og frustrerede over deres håbløse liv.
Efter en symbolsk boksekamp kommer håbet tilbage i slutningen af bogen, hvor stemningen igen bliver mytologisk og poetisk. (ja, jeg har 'snydt' og læst slutningen).

Bogen er en oplevelse, muligvis bedre på engelsk. Den er nøgternt konstaterende på miljøet, og solidarisk med sine personer. På den måde er den et dybt blik i en helt anden verden. Den kræver nogen tid til læsning, og en vis mængde sammenhængende læsning, ellers bliver det for svært at holde rede på de mange skift mellem den jordiske verden og åndeverdenen.

Anbefaling - ok, men ikke årets bog.

torsdag, oktober 22, 2009

og her er de så

To herlige røde sager og beklager at billedkvaliteten er ikke perfekt. Præcis samme billede er i Ravelry, og der er det ok, så jeg vælger at skyde skylden på Blogger. Må jeg med største fornøjelse præsentere Snoninger og hætte i barnestørrelse.
Mønster fra Sanne B / Rasmilla, jeg har brugt str. 4 år i bredden på kroppen og str. 6 år + en sjat i længden og til ærmerne. Modtageren er 6½ år, lang og slank, så jeg håber det går og trøjen kan bruges mere end én sæson. Hun har heldigvis en kortere lillesøster. Ellers ingen modifikationer til mønsteret.
Garnet er 200 g Tvinni (indkøbt til formålet), på nær 5 g. Det var tæt på nervepirrende til sidst, og der var enkelte kontrolvejninger før det sidste ærme. Tvinni gør det ikke alene, der er også gået ca. 260 g Lucca, så nu har jeg brugt halvdelen af den cone, jeg købte sidste år til lagersalg.
Pindene: 4 (lige pinde, for en sjælden gangs skyld til kantribben, de lå nærmest) og 4½ KP Harmony til resten. Der skal også bruges en hæklenål til trenserne.
Knapperne er af plast, så modellen kan skylles op, og den har fået første tur på kold uldvask.

Hot - Ja! Det synes jeg, jeg vil også ha' sådan en. Håber modtageren bliver lige så fornøjet. Hætten gør den sej og den føles luftig med det dobbelte garn.

Tilsvarende er billederne i Ravelry af sokkerne også bedre.
Slutresultatet af Nutkin strømperne er at jeg har brugt 123 g af et bundt Hazel Knit Artisan Sock, som vejer 130 g. Der er en symbolsk rest, så jeg kan beundre farven.
Der er strikket på p 2½, metal KP. Garnet glider fantastisk på de glatte pinde, og til boomeranghælen har jeg det fint med metalpinde, så der ikke sker endnu en ulykke med knækkede pinde. Vi taler ikke om vold, men når maske + 2 omslag skal lirkes sammen i en vrangmaske er der behov for en pålidelig pind.
Et godt, tæt mønster, der ikke giver en klumpet sok, kun giver et mere interessant strikketøj og et flot resultat. Også hot.

Nu skal jeg ha' gang i den gamle garnvinde, så nye projekter kan komme på pindene.

Ketchupeffekt?

Wee - så er der nye FO!
Snoninger og hætte er færdig, incl. knapper og vask - den glæder jeg mig til at overrække. Og Nutkin-strømperne er også færdige.
Billeder og detaljer følger i aften!
Med det svarer cashmere-ometeret næsten til den officielle status, på trods af den seneste tids fest i strømpegarn.

tirsdag, oktober 20, 2009

Mmm - weekendmad

Der er kommet mere gang i gryderne på det seneste, i weekenden, og jeg har haft fat i et par kogebøger, som jeg ikke har brugt så meget. Morten Heibergs ’Helt enkelt’ og Jan Friis-Mikkelsens kogebog, Jans kogebog. De er glimrende begge to, og de supplerer hinanden godt, med enkle/moderne retter og et mere raffineret køkken samt en masse velforklaret basisviden hos Jan Friis-Mikkelsen.
Forrige weekend var vi i København og få smørrebrød på Aamanns og øl fra Vejle(!) og det var igen godt. Et hyggeligt sted, hvor både forældre og voksne børn kan blive mætte. Noget usædvanligt var en meget stor del af gæsterne mænd, muligvis på grund af aftenens forestående landskamp.
Nå, denne weekend stod jeg selv bag gryderne, og den blev indledt på bedste Price-vis med kalvebøffer, hjemmelavede og dobbeltkogte pommes frites. Umm. Jeg fik lejlighed til at bruge mit meget u-tjekkede mandolinjern (utjekket fordi det er af hvid plastic i stedet for rustfrit stål).
Om lørdagen var vi i en noget andet boldgade med porre/æblesaute og porcheret laks, og jeg fik sat gang i hvidvinsporcherede pærer – begge dele fra Jans kogebog.
Søndag havde vi (jeg) frokostgæster, så vi fik en let udgave af en spinattærte, blomkålssalat med rucola (kål i kål…) fra Heiberg.
Men det bliver jo ikke ved med at gå med det ’pigemad’, så søndag aften fik vi resten af kalven fra fredag, sellerimos –hurra, nu er det sæson for frisk selleri og en af Carlos gode baroloer. De porcherede pærer var glimrende og blev serveret med lidt sirup og et drys chokolade. Fantastisk.
Mandag stod den så på rester fra weekendens vellevned. Vi har pt. ingen fryser, så der er ret faste rammer om indkøb og madlavningen, for at udnytte resterne og undgå at smide (for meget) mad ud. Det er overraskende svært at få logistikken til at passe, samtidig med at jeg helst kun vil handle to gange om ugen.

fredag, oktober 16, 2009

Mere legetøj

Denne uge kom en mail fra hjemmefronten, den hjemmearbejdende kæreste: 'Hvad har du NU købt? - posten havde lige været med en pakke'
Der var ingen klokke, der ringede umiddelbart, men efter en forsigtig forespørgsel på afsenderen blev jeg klar over at det var mit nye legetøj - ca. 20 forskellige nuancer i Cushing farver, sendt fra USA. Det er gået hurtigt og smertefrit, betydeligt hurtigere end British Mail kan klare det i øjeblikket.

Faktisk dukkede den forsvundne pakke fra Socktopus op, dagen efter at Alice havde sendt erstatningen, som også er kommet, så nu har jeg helt sikkert rigeligt strømpegarn til sæsonen. Jeg har tænkt mig at beholde det, så nu har jeg 300 g af det mest lyserøde garn (Hazel Knits), jeg længe har set. Det vil komme som en overraskelse for de fleste, der kender mig, at jeg faktisk synes det lyserøde er pænt, for det gør jeg. Måske fordi det ikke er gennemfarvet, men er blandet med lidt hvidt til at tage toppen.
Det er også fordi jeg er ret begejstret for Hazel Knits-garnet. Første strømpeprojekt i en dejlig rød-orange farve er lige blevet færdigt, på nær sammensyning i tåen. Der kommer (nok) en særskilt post om det senere. Kort fortalt er jeg glad for resultatet, fordi garnet er smukt og mønsteret tegner sig meget klart i garnet.

fredag, oktober 09, 2009

Imponerende

Sikken et arbejde, jeg er imponeret. 13 x 7 m strikket digt:
Bagmanden er The Poetry Society, der også har et link til det originale Dylan Thomas digt: In my Craft or Sullen Art

Orgel, måger og snoninger

Hammondorgel B3, skinnende saxer og en pose muslingeskaller
Alt sammen ingredienser i aftenens koncert i Bygningen, med Koppel, Andersen og Koppel.
Vi kom vidt omkring, fra strandstemning med bølgebrus og mågeskrig (begge dele opført live på sax), til avantgarde jazz og stumper af en enkelt dansk sang. Jeg overgiver mig – hammondorgelet er fedt og en dygtig saxofonist kan nogle helt særlige tricks. Det giver en helt særlig charme at se det gamle hammondorgel med Christiania-klistermærker, der er over 30 år gamle. Klistermærker er vist ikke så hotte længere?

Der strikkes skam også, selv om det har været et par voldsomt travle uger. Det er blevet til alt mellem en enkelt pind på Svovlstikkerne og en halv sokkehæl om dagen. Monterings-Åge har fat i nål og tråd og er ved at montere Snoninger og Hætte. Delene er færdigstrikkede og der mangler (suk) sammensyning i sider og isyning af det ene ærme. Prikken over i’et - kvasten mangler, der overvejer jeg om modtageren skal have lov at have en finger med i spillet.

onsdag, oktober 07, 2009

Et trist indlæg fra det virkelige liv

De fleste morgener er det op omkring 6-tiden (lidt før/lidt over) og afsted med toget.
Toget er der normalt, og så er det ind, finde en plads (den faste plads), vand, the og rundstykke, logon på nettet. På et tidspunkt tilføres en gang mascara på et tidspunkt for at 'civilisere mig'. Så er vi i gang.
Nogen dage bringer forstyrrelser, som i dag, hvor en stakkels lokofører har været ude for en personpåkørsel, som har påvirket et af de tæt besatte morgentog -> kaos.
Personpåkørslerne er desværre et sikkert tegn på efterår og jeg har stor medlidenhed med DSBs personale, især den uheldige lokofører :-(
Der ligger sandsynligvis en trist historie bag den ulykkelige, og det påvirker desværre nogle andre mennesker, måske for resten af deres liv.

torsdag, oktober 01, 2009

Lidt fiberguf

Endnu en pakke er nået frem:
100 g merino fra Artists Palette Yarns i de lækreste lilla farver, med lidt pink, gult og endda lidt rødt som afveksling.
Jeg er kun nået til at spinde de brun-røde polwarth fibre fra første leverance, så der ligger nu tre uberørte (bortset fra gramsning) portioner spindefibre i kurven. Der er god brug for de lange vinteraftner, for at nå at få fornøjelse af alt det.

tirsdag, september 29, 2009

Eventyr!

Juhu, så kom der endelig en pakke med posten. Der har været poststrejke i UK, så mit Socktopus-garn er vist blevet væk - æv. Alice har lovet at genfremsende, så jeg kan få mit ..host.. beskedne lager af strømpegarn suppleret. Mere om det senere.
Pakken i dag var fra boghandleren og indeholdt blandt andet 'Det er ganske vist..'
Der er mange søde opskrifter i, især er jeg vild med drengetrøjerne. De har det samme checkede look, som herretrøjerne i 'Strik Naturligvis'. Nu glæder jeg mig til at barnebarnet bliver lidt større, så han kan passe str. 2 år og opad. Skønt med en designer, der kan lave drenge/herre ting!
Annette Danielsen er efter min mening bedst i det lidt enkle, raffinerede, jeg må dog sige at Lille Idas blomster er strøget direkte ind på listen.
Lige nu er det en pige-ting, som er øverst på listen, så yngste niece også kan få et værk. Storesøsters Snoninger og hætte er snart klar, og den lille søster skal ikke snydes - sæt i gang.

Strømpegarnslageret? Ja, Wollmeise-garnet bliver disponeret lidt efter lidt. Af det gul-orange samt gul-orange-røde regner jeg med at strikke lange fingerhandsker med snoningsmønster samt et tørklæde. Hvis der er nok, måske en af Ysolda Teagues fantasifulde hue Så skulle der være chance for at blive set :-)
Det røde har ældste niece lige booket sig ind på, ved seneste visit i Marslev overrakte hun mig første udkast til ønskeseddel, hvor der står røde strikkede sokker. På spørgsmålet om størrelse vendte hun med triumf i ansigtet sedlen, hvor der var et fodomrids. Så er der vist ikke mere at spørge om, eller flere undskyldninger. Derfor er jeg glad for at der endnu er lidt tid til jul!

torsdag, september 24, 2009

Boomeranghæl

Der bliver skam også strikket, selv om der er mange andre ting i gang på kanalen. Der er dog ikke et færdigt projekt at vise, men den hidtil flotteste boomeranghæl. Det har så taget 6 hæle at nå dertil, boyfriend socks strikket og genstrikket, da jeg blev træt af at se på at de var FOR lange i foden. Med toe-up sokker trævles der op hele vejen ned af skaftet og forbi hælen. Vi taler her begge sokker... Denne sok har også fået strikket hæl to gange, da jeg kom alvorligt i tvivl om den kunne passe i den oprindelige størrelse. Det vil afsløres senere, når den når frem til rette modtager.
Derfor er der kommet lidt flere masker i rapporten, mønsteret er taknemmeligt at justere på. Jeg har først tilføjet de ekstra masker efter den lidt specielle faste kant, som virker lidt løsere end selve sokken.
Nu er jeg spændt på om der overhovedet når at komme et færdigt projekt i september, men ellers kommer de nok i oktober.
Nu hedder det the-lavning og nybagt brød til kæresten, som snart kommer hjem. Længe leve langtidshævning - 5 g gær og koldt vand.

mandag, september 21, 2009

Tilståelsessag - helt umulig i weekenden

Bølle vil erklære sig enig - jeg har været helt umuligt optaget i weekenden. Nyt legetøj :-) = en ny telefon. Derfor har jeg siddet med snuden i en skærm rigtig meget og ikke været til at slå et ord af.
Søndag blev det dog til en tur i kajakken, og turen var yderst vel-timet, vi fik kun en lille byge og den store byge kom lige da vi var hjemme og klar til frokost. Det var næsten vindstille, så fjorden lignede blødt fløjl og de få dryp dannede et fantastisk mønster, nærmest som stjerneskud.
Vandet var lunt og vejret var fantastisk, det holdt helt til et glas kølig vin på terassen inden aftensmad. Måske sidste gang i år?

Nå, jo. så nåede vi også på højskolen og hørte en herlig jazzmusiker med sit helt nye band. Superfin oplevelse, Marilyn Mazur var med, med hele apparatet af klokker og klange - meget poetisk, samtidig med at hun fik vist at hun også kan slå på tromme og holde bandet til ilden.

torsdag, september 17, 2009

Kardinalspørgsmål og indersiden af en 15årig dreng

Nyligt læst: Jeg er brødrene Walker af Jan Kjærstad

Mærkeligt, interessant og langt indblik i en 15årig drengs indre liv, tanker og oplevelser. En ikke helt almindelig norsk 15-årig fortæller om sit liv, parallelt med at vi følger ham som voksen og en Meget Vigtig Person.
Jeg har læst bogen, lagt den fra mig og læst igen, for der var alligevel noget i den, for mig. Ind i mellem kræver den lidt overbærenhed, præcis som en 15-årig, gevinsten er et kig ind i en fantasi, som har bedre rammer i teenage-årene end i voksenlivet.
Kardinalspørgsmål er et begreb hentet fra den 15-årige, om de store spørgsmål. Dem er der et par stykker af, undervejs som man lærer voksenverdenen at kende og forældrene som andet end Far og Mor.
Anbefalelsesværdig og ikke helt almindelig bog, som kræver lidt tid at læse.

mandag, september 14, 2009

og så blev hun overrasket

Lørdag var posten med en pose og jeg var nødt til at ta' et kig, inden vi tog i Legoland. Meget spændt på kombinationen af gul og orange
åbnede jeg posen og så blandt andet disse to:
Der skal ikke lyde en eneste beklagelse herfra, jeg er vild med både den røde og den grønne. Farverne er meget intense, så jeg glæder mig meget til at lave nogle kreationer, alt fra herrestrømper til ?? Jeg overvejer stadig hvad den samlede portefølje skal gå til, mest af alt minder det jo om et trafiklys:

Der var bestemt også gul/orange garn i posen, så ialt er der 750 g lækkert strømpegarn. Vaskbart i maskine. Spændt på at se hvor godt de lækre farver holder. Desværre er det kun for en stund, at appetitten på Wollmeise er slukket. Så jeg fortsætter med håbefuldt at klikke mig ind på 'In Stock List', som næsten altid er tom.

Der var rigtig mange mennesker i Legoland. Derfor blev det ikke til ture i forlystelserne, vi nøjedes med at gå rundt og beundre Miniland. Der er altid nye detaljer at se på, ligesom der kan gå sport i spotte de nye ting. Miniland og Legotoget er for mig essensen af Legoland, hvor den største fornøjelse er at se hvordan legoklodserne bruges yderst kreativt og med meget naturtro resultat.

For eksempel er der en klods, der kan bruges som næb på en stork med et rimeligt størrelsesforhold, selv om storken kun er 6-7 cm høj. Storken sidder i storkereden i modellen af Ribe.
Næste år håber jeg at barnebarnet har tid at komme med i Legoland, og så skal vi også ned og bygge Duplo.

fredag, september 11, 2009

Farvetest til weekenden

En lille trivi-ting, en farvetest.
Jeg fik 29 :-)

Nu er det fredag eftermiddag, på vej hjem og ved at afslutte det sidste arbejde for denne uge.
Jeg kan næsten dufte frikadellerne og rødvinen

God fornøjelse med farvepuslespillet & god weekend

mandag, september 07, 2009

Øj, hvor er jeg spændt

Solskin på vej, på garnsiden.
Siden Strikkeforsker fortalte om Wollmeise har jeg ventet, og nu var der endelig gevinst.
Faktisk er det lige ved at være farligt for blodtrykket at slå op på hjemmesiden og se om der er noget på lager. Det var der i dag, så jeg har skyndt mig at bestille en overraskelsespakke.

Nu har jeg sikret mig nogle gule&orange varianter i strømpegarn, så familien bliver meget let at kende til vinter. Der er også goodies på vej fra Socktopus, men i en trist anledning. Alice lukker butikken og bliver en del af Stash Yarn. Spændende at se om hun fører nogle af sine lækre mærker over. Lige nu strikker jeg med Hazelknit, som er virkeligt smukt og blankt.

Cashmereometeret? Jeg har hørt at strømpegarn ikke tæller :-)

torsdag, september 03, 2009

Forundring i læseklubben

Igen har læseklubben været samlet, denne gang om en ingeniørroman: Ubevidst rødgang, af Lars Frost.
Det skal noteres at alle faktisk havde læst bogen denne gang, hviket ikke er en selvfølge. Alle sad også med nogenlunde de samme spørgsmål, og vi må desværre konstatere, at denne læseklub tilsyneladende ikke helt har forstået sammenhængen i bogen. Under diskussionen undersøgte vi omtalen af bogen, som er yderst rosende.
Der er et levende sprog og der er mange gode skildringer. Der bliver sprunget i tid og rum, så det gælder om at holde tungen lige i munden, og på et tidspunkt bliver en person kort og godt sat ud af spillet ved at blive kørt over i trafikken, ved et tilfælde af ubevidst rødgang. For mig er det karakteristisk for bogen, at det ikke er en almindelig bil, men en bus, der kommer på tværs. Så er vi da helt sikker på at personen er død! :-)
Udtrykket rødgang er når en person går over for rødt, i dette tilfælde ubevidst, fordi man følger den foregående, som en lemming. For biler hedder det rødkørsel, har jeg læst her.

tirsdag, september 01, 2009

Københavnertur

Hende, der kan li' grønt har været i København. Det er allerede over 14 dage siden, hvor er den ferie langt væk.

Togkortet blev luftet, bare for at det ikke helt glemte rutinen og en fredag formiddag satte jeg kurs mod København. Der var en eftermiddagsaftale med en veninde samt et par butikker og et museum, der trak.

Første stop var Sommerfuglen, hvor jeg længe overvejede Lornas Lace strømpegarn. Lækre, intense farver og vældig blødt. Det kom i den mentale kø over strømpegarn, der må prøves.

Derefter kom jeg forbi Bette Design, hvor jeg længe luskede rundt og beundrede Høxbro kits, Nicolaj garn (Hanne Thorsen) og de andre spændende ting. Det er ikke helt samme overflødighedshorn som Sommerfuglen, men der er nogle specielle ting, som ellers kan være svære at finde. Her faldt jeg så i med noget grøn-mix Kauni, som jeg regner med skal blive til en valket taske.
Inden turen havde jeg luret at der var kunsthåndværkermarked, og det skulle jeg naturligvis se nærmere på. Der var rigtig meget at se på, og rigtig meget keramik at forelske sig i. Der kom en enkelt lille skål med hjem til samlingen af goodies til borddækningen.
Knapperne er scoret hos Isager, fra den mikroskopiske butik ved Kongens Have.

For at det ikke altsammen skal gå op i garn og shopping havde jeg planlagt at besøge Davids Samling og se den helt exceptionelt flotte udstilling af islamisk kunst. Museet har også en samling af europæisk kunst, blandt andet en stribe Hammerhøi-billeder. De er en sidegevinst, men hovedattraktionen er den islamiske samling, som strækker sig over en meget lang periode og viser en række udsøgte genstande. For eksempel en række portrætter, keramik, håndskrifter osv. Der er meget at se på og mange forklaringer om den historiske sammenhæng og de forskellige fyrstedømmer. Museet har gratis adgang.

Uden mad og drikke duer, i hvert fald jeg ikke og et besøg i København er altid researchet inden. Denne gang var jeg opsat på at besøge Aamanns og prøve det berømmede smørrebrød til frokost. Lækkert! Godt hjemmebagt rugbrød er en god start, og kombineret med et pænt stykke torsk / rigtigt, hjemmekogt hønsekød, god krydring og grøntsager til at give sprødhed og lethed, så var jeg godt tilfreds. Det eneste jeg manglede var kæresten, så han må med en gang.

Jeg må ha' Aamanns kogebog og prøve noget af det selv, det bliver godt ;-)

lørdag, august 29, 2009

Opskriften på sjalet

Opskriften på sjalet fra foregående post kan hentes her, senest mandag.

onsdag, august 26, 2009

og og endnu et projekt

Denne gang sommerferiens projekt, som skal flashes første gang fredag, er min plan.
Det illustrerer samtidig glimrende fru Kvists fascination af hvordan en lille krøllet klump uld kan blive til et tyndt og elegant sjal, her under udspændingen. Det tog en rum tid at få alt strakt ud, ret morsomt at se faconen vokse ud af klumpen.

Fakta:
Garn var ca. 55 g Ohrenburg Lace fra Markno
Pinde: 4,5 Addi Lace
Mønster: Alice Yu, Aurantium Blossom Vi fik mønsteret undervejs via Twitter, jeg tror det kan findes dér endnu. Ret morsom måde at gennemføre en KAL på. Jeg strikkede som besat hele sommerferien for at nå at følge med.
Hot/not: Det er så tyndt og fint, og har en passende størrelse. Hot. Gedelugten er gået nogenlunde af garnet efter vasken :-)

tirsdag, august 25, 2009

Opdatering - strik

Her er det så, første egenproducerede garn, omsat til et stykke strik.
Håndspundet BFL (blåhovedet får), ca. halvdelen af det indkøbte uld, dvs. ca. 60 g
Ret tykt spundet og løst tvundet, lidt for løst efter strikkerens smag, jeg havde aldrig betalt penge for det garn, men ok. Det er superblødt.
Indfarvningen hedder Spring Garden og det er leveret af Chameleon Colorworks.
Der er strikket på p6, KP Harmony, 40 cm. Kanten er på P5.
Resultatet er en (slags) hue, og nu nærmer efteråret sig, så den skal ikke lægges alt for langt væk.
Hot / not - tjo, ikke det hotteste, men et klenodie.
Der er lidt mere garn, som er tyndere spundet, så jeg planlægger en lille matchende krave :-)

Bonusinfo: Har I checket Brooklyntweeds blog for nylig - fine ting og ikke mindst fantastiske billeder af hans nye modeller. Der er en hel stribe indlæg at kigge på.

fredag, august 21, 2009

En garde!

Så er hverdagen tilbage, hvor arbejdet optager en stor del af den vågne tid. Heldigvis er der også plads til lidt sjov - så vi har været til fægtning. Selvfølgelig tabte jeg til de lang-armede herrer, selv om jeg fik sat enkelte stik ind, og matchen var relativt lige i forhold til forskellen i fysik.

Der strikkes også lidt, og det første værk, begået af hjemmespundet garn er gjort færdigt. Jeg er pavestolt, omend det ikke er kønt. Det indrømmer jeg blankt, og jeg ville aldrig ha' betalt for garnet, det er ikke særligt fantastisk. Men det er mit helt eget :-)
Billeder følger, vi har dog en lidt ustabil internetforbindelse for tiden.

søndag, august 16, 2009

Oprydning

Halvgamle og støvede sager har det hårdt i dag, hvor vi tager en sidste tørn i sammenrykningen inden renovering af bryggerset. Ting, der ikke har været brugt længe eller længe har været rubriceret som småtrælse, skal passe på ikke at stå i vejen i dag, så ryger de ud. 77 plastikposer, en sen-80er frakke og et par støvler er foreløbig gået den vej, i dag. Der røg noget i går, og der ryger helt sikkert også noget, når det skal sættes på plads igen. Kæresten er her endnu, selv om han er lidt støvet af at flytte rundt på gamle sager.
Ren Flylady, men min vask ser altså ud som den plejer :-). Der er desuden blevet støvsuget et par steder, der ikke normalt står for tur (fx. bag vaskemaskinen), og vinterstøvlerne er helt bogstaveligt blevet rystet for edderkopper. Det minder lidt om den her.
Fryseren er slukket, så madplanen og løbende brug af rester er vigtigere end det plejer at være, hvor fryseren kan bruges som mellemlager og depot for fejldisponeringer. Undervejs har den skulle tømmes, så madplanen har de sidste par uger været delvist styret af hvilket lag, jeg var nået til i fryseren. Det undrer mig, at jeg havde gemt SÅ mange dåseabrikoser, gad vide hvornår de var fra? Nu er de ude, og vi skal lave mad indenfor køle/svaleskabets muligheder. Det betyder desværre også at ismaskinen er sat på tidlig ferie, trist og det er slut for en periode med at have chokoladeis fra den lokale delikatesse (fløde, æggeblommer & Valhrona chokolade) på lager. Vi må kaste os over den 'rå' chokolade og en chokoladekage til festlige lejligheder.

tirsdag, august 11, 2009

Sommerbluse

Så blev den færdig, mens det endnu er sommer :-)
Det er den gode del, samt at jeg er ret glad for farven. Endnu en gang må jeg konstatere at bomuldsstrik ikke er mig, jeg har dog her bøjet mig for Drops' gode sommertilbud og det faktum at sommerbluser sjældent gør sig i uld.
Mønster: Buttercup, str. S
Garn: Muskat, 7½ nøgle er brugt. Det sidste 1½ nøgle kan blive til vaskeklude!
Pinde: 4 (KP Harmony) og 3,25 (Addi, metal). Jeg var nødt til at gå ret langt ned i pindestørrelse for at få kanterne pæne og stramme nok.
Hot: Tjaa, jeg bruger den, for farven og faconen på overdelen er fin. I det tykke bomuld er A-faconen lidt voldsom om bagen efter min smag. Jeg betragter den ikke som helt vellykket, da den er lidt ujævn i strikken selv efter vask og den fine bølgede udskæring måtte stabiliseres med en opstramningskant. Opstramningen fjernede de fine bølger, som desværre væltede udad på grund af en løs kant og tungt garn.
Modellen er fin, og gør sig bedst i noget lidt lettere og mere elastisk garn, så udskæringen kan fungere som designeren har tænkt.

søndag, august 09, 2009

Feriesouvenir

I vores meget ustrukturerede og uplanlagte ferie har vi været et spontant smut i Tyskland, nærmere betegnet Flensborg. Altså ikke grænsekioskerne, men det rigtige Flensborg.
En lille by, fin til en en-dags udflugt for os i Syddanmark.
Centrum af byen er hyggelig, med mange gamle huse og sjove forretninger. Der er ikke tegn på at de gamle bygninger var hårdt ramt under 2. verdenskrig, jeg gætter på at byen slap nådigt. Havnen er et besøg værd, med gamle træskibe af forskellig art. Desværre ramte vi en dag galt af den årlige vinfestival, dårlig research!
Vi parkerede nærmest midt i centrum til rimelige penge (1 EUR/time) og skyndte os til frokost (var blevet noget forsinkede pga. kø i DK). Glimrende pasta med alt godt fra havet + én øl til hver til absolut rimelige priser. Derefter gik vi på sightseeing.
Skønt vejr, masser af isbutikker, men amatørerne var kommet så spontant afsted at vi ikke havde fået kontanter med. Hmm. Der måtte hæves, så vi kunne få den obligatoriske eftermiddagskaffe. En af de største fornøjelser ved at være turist i tysktalende lande er den konditor-tradition, der stadig lever syd for grænsen.
Vi gik derefter til Rote Strasse, som er den absolut lækreste del af shoppinggaderne vi så. Der ligger Woll-Sucht, en hyggelig lille strikforretning med et lækkert udvalg af garn, både Isager, Noe, Regia osv. Jeg fik gramset på et par nøgler og der kom et enkelt nøgle Zauberball med hjem.Der er flere andre spændende forretninger i Rote Strasse, blandt andet en butik med design, herunder de lækreste filt-bordskånere i alle regnbuens farver. Super flotte, jeg kunne ha' købt en kæmpe stak. Samme butik havde også mini-havenisser i lige så mange farver, men dem lod jeg dog stå. Jeg benyttede dog lejligheden til at overstå første julegaveindkøb, da jeg faldt over den helt perfekte gave.
Derefter fortsatte vi videre ad hovedgaden til den gamle byport, jeg efterhånden humpende med anstand, mens jeg ønskede at jeg havde taget mine gode sandaler på i stedet for smarte (dog flade) sko. Efter visit ved byporten og en tur tilbage langs havnen var det efterhånden også blevet tid til aftensmad, som vi indtog på en lille torv, med kig til havnen.
Tapas til to + drikkelse for under 25 EUR - umm, igen et fund til prisen. Serveret af en spansk tjener, og absolut i orden.
Derefter gik turen hjemad, efter lidt forviklinger, da de sidste euro var blevet brugt til middagen og parkeringshuset ikke ville løslade bilen uden kontanter. Så der måtte både en hævning og en veksling til, igen. Så var klokken ved at være så mange at supermarkederne var lukkede. Vi fik derfor ikke afleveret de pantflasker, der var den oprindelige undskyldning for turen, og indkøbet var derfor yderst beskedent - et nøgle garn og en enkelt julegave.

torsdag, juli 30, 2009

Feriebørn

De små niecer har været på besøg, og holdt fasteren travlt beskæftiget i et døgn :-)
Besøget er gået rigtig godt, og jeg er meget imponeret af at de kunne sove hos os, selv om de ikke er mere end 3½ og 6. Vi har bagt morgenboller - tak til konceptet med langtidshævet brød, sejlet i kajak, selv om det var lidt koldt at stå på badebroen og vente til det blev éns tur.
Det var sjovt at komme med onkel ud, når det endelig blev tur, og de fik hver to ture og var vældig fornøjede. Behørigt iført svømmeveste, placeret foran i kajakken.Desuden blev der leget med Lego og så tog vi i Cirkus Summarum om eftermiddagen.
Samlet var det tæt på overflow af oplevelser på én dag.
De var begge meget optagede af cirkus. Det var både hestene (mikro-ponyer), de kendte figurer fra børnetv og de kendte personer - her Signe i fuld fart samt de dygtige gymnastik / artist børn, som jeg tror gjorde et stort indtryk.
Det var knapt cirkus i traditionel forstand, men mange møder og gensyn med kendte og fortrolige figurer, blandt andet med Kaj-sangen, som gik rent ind hos mig. Cirkusdirektøren, Rasmus Bjerg, gør det rigtig godt i forestillingen.
De to små hovedpersoner var simpelthen for trætte til at give en ordentlig anmeldelse inden de blev afleveret hjemme. De var meget optagede under hele forestillingen -2 x 45 min, og bagefter var det eneste klagepunkt at Ravnen fra Barda var lidt uhyggelig. Jeg regner med at det betyder 'godkendt' hos målgruppen.
Der var lidt kommentarer og jokes fra værterne til de voksne, og Kaj-sang, Andreas sang og et par numre med Bamse var guld, så alt i alt var det en fin eftermiddag.

Varme sager i varmen

Heldigvis bliver der ting færdige på matriklen, her strømper og en varm trøje.
Strømperne først, hvor voksenstrømperne har været færdige et stykke tid, men har ventet på at blive foræret som fødselsdagsgave. De var til min svigermor, og der kunne blive et par strømper til oldebarnet af samme nøgle.
Ikke noget mystisk ved dem, noget superblødt garn fra Socktopus, og det sidste af rovet fra besøget i februar i butikken i London. Desværre kommer jeg ikke lige forbi de næste par dage, så jeg er glad for at jeg fik suppleret lidt op forleden. Det er aldrig for varmt til at strikke strømper, og jeg skal snart ha' fundet mønsteret til næste par.
Facts:
Garn: 76 + 26 g lilla strømpegarn
Mønster: Widdershins & Ws inspireret til de små strømper.
Pinde: 2,75 mm - match mellem bambuspinde (15cm) og Grafton pinde (12,5 cm). De sidste vinder sikkert på glathed og en spidsere spids.
Hot/not: Den voksne modtager så glad ud, den 1-årige var ret ligeglad. Jeg er tilfreds med resultatet og mønsteret er et godt basismønster til toe-up.
I sommervarmen er den tykke Sonnet også blevet færdig. I denne udgave er det en kort trøje / jakke, hvor jeg har tilføjet en lille kant i halsen. Den var mig for åben og løs uden. Knapper og knaphuller er udeladt, da jeg ikke var i humør til en kvadratisk form med knaphuller. Det bliver en åbenstående jakke eller holdt sammen med et bælte i taljen - hmm, måske skulle jeg bruge de knapt 100 g restegarn til et bælte og samtidig teste min teori om at garnet filter flot.
Anyway - det bliver senere. Trøjen er massivt tyk, da garnet er næsten filtet i sig selv. Den går til taljen og er herligt lang i ærmerne. Farverne i garnet er fantastiske - ægte Fasset. Jeg synes det er en ekstra charme, at forløbene ikke er helt ens i hvert fed, så ærmerne er næsten, men ikke helt symmetriske, selv om begge er startet samme sted i et fed.
Facts:
Garn: Ca. 540 g Rowan Colorscape Chunky i blå/lilla/grønlige nuancer
Pinde: Pind 5, Knitpicks Harmony
Mønster: Sonnet, str. S
Hot / not: Ja - fysisk er den ret 'hot'. Pind 5 er småt til dette garn og kombineret med retstrikken i mønsteret giver det i dette tilfælde en flot, tæt struktur. Det passer mig godt til dette garn, som i sig selv er lidt løst og jeg regner med at jakken bliver mere holdbar på denne måde. Kroppen er strikket side-side, så jeg får farvespillet som lodrette striber. Under strikkeprocessen har der løbende været begejstrede udbrud over farverne og jeg synes det færdige resultat er ret flot. Kombinationen af en ret enkel model og det flotte og tykke garn fungerer, og jeg regner med at komme til at bruge den som en let jakke.
Til blusebrug vil jeg synes at mønsteret simplethen er for kasseformet og side til side teknikken gør det svært at shape modellen.