fredag, maj 29, 2009

Havefornøjelser

Ta da - en pære på vej på det pæretræ, jeg plantede for halvandet år siden. Det er stort.

Der sker en masse i haven. Køkkenhaven er i fri dressur i år, og nu blomstrer jordbærrene.
Dybdahl hedder sorten, og den er ikke den hurtigste art i beddet. Til gengæld smager de godt, når de endelig er der.
Drivhuset er taget i brug med tomater og basilikum. Der er snydt og plantet ud fra nogle supermarkedsplanter (basilikum, altså), efter at toppene er nappet og spist. Det giver et hurtigere resultat end at så, og så har jeg sået en række ved siden af, som kan være i beredskab når første hold går i blomst. Artiskok, som har overlevet både vinter og drivhusflytning:
En god have er tilsyneladende lig med mad ;-) Vi har dog stadig blomster, hvor roserne står på spring. Der er allerede store knopper, og pæonerne har knopper på størrelse med golfbolde.
Lavendelbeddet har stukket et tæt lag af blomsterstilke i vejret, så nu venter jeg bare på at de begynder at springe ud.

tirsdag, maj 26, 2009

De der Grafton pinde


Hvis jeg nu skulle glemme dem til næste Kulturmaskine i Odense. Denne gang skal det lykkes at komme med.
Jeg har fået et sæt med seks pinde, fra str. 2 mm til 3,25 mm, så nu er der (host) nok ikke brug for flere tynde strømpepinde.
De er korte, 5 inch, bort set fra 2 mm, som er 6 inch og de kan fås i forskellige længder på forespørgsel.
Jeg har ikke prøvet at strikke hæl str. 45 på dem, til damestørrelser fungerer de 5 inch. fint.
De tyndeste pinde er spidse, uden at være overdrevent spidse. Jeg strikker med dem i øjeblikket og de er tilstrækkeligt spidse til at lace-mønsteret i Monkey fungerer, uden at strikkeren får huller på pegefingeren.
Desuden har jeg kastet mig over 2,75 mm, som direkte sammenligning til mine Crystal Palace bambuspinde. Der vinder træpindene med flere længder. De er spidsere, glattere og mere behagelige at holde ved. Der er en enkelt ujævnhed på den ene af pindene, som jeg vil forsøge at polere med et stykke papir, alternativt sendes den en tur til US.
Generelt glattere og mere præcise på grund af spidserne end bambuspindene, og knapt så skarpe som stålpindene. De er trods alt heller ikke så glatte at pindene rutcher ud af strikketøjet, hvilket jeg synes kan være en udfordring med metalpindene. Især hvis jeg strikker på træterrassen, som har ganske smalle revner mellem brædderne.
For at låne en andens ord, så er de tykkere pinde 'sturdy', hvilket jeg synes var ret sjovt, indtil jeg fik dem i hænderne, så er det helt rigtigt. De føles små og tætte, kraftigere end de tilsvarende bambuspinde.

fredag, maj 22, 2009

Toe up strømper i to udgaver

Det har været en stor fornøjelse at strikke med Bearfoot garnet, så stor at jeg var nødt til at strikke dele af den første sok to gange...
Eller også var det bare fordi der havde indsneget sig en unøjagtighed i mønsteret ved hælovergangen, som var rigeligt tydelig.

Garnet er superflot, blødt og blankt i farverne. Det skal jeg ha' mere af.
Snoningsdelen af mønsteret er også godt, mens jeg ikke er begejstret for hæl-delen. Fremover vil jeg snarere bruge hælen fra Widdershins, som jeg er i gang med og som tegner godt. Tineke har allerede strikket dem og givet positive kommentarer.
Facts om Boyfriend socks:
Garn: 1 fed MC Deep Forest (115 g). Til herrer str. 45 er et fed lige det mindste, alt garn blev brugt, til sidste meter.
Pinde: 2,75 mm bambus. Mit første projekt på bambuspinde og jeg er positivt overrasket over hvor seje de er. Godt buede er de blevet :-)
Mønster: Boyfriend Socks i str. medium. Snoningerne er flotte, hælen medium. Jeg synes den er for knudret og de har fået en lidt underlig spids hæl.
Hot or not: Det fremgår vist allerede. OK, men ikke topkarakter pga. hælen. De bliver brugt (positivt). På plussiden tæller, at de sidder pænt over vristen, som ellers også kan være et smertenspunkt for hjemmestrikkede sokker.

Grafton Fibres - strømpepinde og ten

Det er meget sjældent at mine indkøb bliver mødt med vantro kommentarer fra Kæresten, aller højest med en genopfriskning af at den samlede oplagringskapacitet i hjemmet ikke udvides, når det gælder fårehår og lignende. Han blev dog alligevel lidt overrasket over at der var etableret import af strikkepinde. Efter afregning af moms og gebyr til Internationalt Postcenter, kunne jeg tage en pakke med hjem og pakke seks par strømpepinde ud, i version Copper. De belaster ikke oplagringskapaciteten ret meget :-) Efter at have modtaget dem, kan jeg kun konstatere at det ærger mig lidt at jeg ikke også fik bestilt et par pinde i valnød. Copper er udsolgt, men valnød kan stadig fås.
Der var også en lille og mere farverig sag med:
En ny håndten, ganske lille og let. Fibership spindle, til laceweight garn.
Perfekt til angora/mohair blandingen og en fornøjelse at spinde med.

onsdag, maj 20, 2009

Et hotelværelse med sjæl

I nat overnattede jeg på et ganske hyggeligt hotelværelse, med en alternativ indretning. Der er nok 15 cm højdeforskel fra den ene ende af værelset til den anden. Se skrivebordet ovenfor, i forhold til sengen. Jeg tror at sengen er stillet i vandret, og den står i en niche, så gæsten ikke risikerer at trille ned i enden af værelset, hvis der skulle ske et udfald i løbet af natten.
Værelset har en anden interessant feature, idet badeværelset har to døre ind til samme rum. Til gengæld er ingen af dørene bredere end 60 cm. De smalle døre skyldes muligvis en kæmpe bærende bjælke, der næsten deler badeværelset, men jeg forstår alligevel ikke hvorfor der er to døre.
Rundt om i værelset findes der gamle bøger, små fugle og lignende - kitch eller hyggeligt, afhængigt af humør.
Hotellet ligger i Riga, som er ved at vågne til turistsæsonen. Gader og pladser fyldes med cafeborde, turistrundvisninger går rundt i den indre by og der er heldigvis ved at komme lidt mere liv i byen igen. Det er en hyggelig lille hovedstad.

mandag, maj 18, 2009

At flytte et drivhus

Der har stået drivhusflytning på programmet i længere tid, og det har givet anledning til mange overvejelser. Hvordan flyttes et drivhus med ca. 100 ruder, og de 90 af dem er fastmonterede med silicone, som ikke er lige at fjerne.
Løsningen var i dette tilfælde:
  • At løsne drivhuset fra soklen
  • At indkøbe og etablere en ny sokkel
  • At stemme drivhuset op, så der kan skubbes stiger og stolper ind mellem den gamle sokkel og bunden af drivhuset
  • At have en stor familie - forholdet var 1 person til 12 ruder

Når de tre første punkter er på plads hidkaldes familien og drivhuset blev flyttet 5 meter i løbet af under ét minut. Det gik overraskende let, der var ingen ruder, der sprang og eneste udfordring var at sønnen fik en del vand i nakken, fordi det havde regnet om formiddagen. Der er et par ruder, der har fået en revne i løbet af opstemningen, på grund af siliconen betyder det ikke ret meget i praksis.

Vi havde gjort os store overvejelser om flytningen skulle se før eller efter den gode frokost, som var lokkemaden. Det blev efter, da den yngre del af familien skulle spille fodbold og vågne efter fredagens strabadser. I tilgift fik vi en hyggelig eftermiddag med nevøerne og barnebarnet.

Efter familien var taget afsted igen kunne vi så kaste os over at få fjernet bærestængerne. Enderne af drivhuset var placeret på stiger, i midten var der to alu-bjælker. Ved hjælp af brædder og donkraft blev drivhuset først sat op på tre lag brædder, så stiger og bjælker kunne fjernes, derefter blev det sænket, et lag af gangen. Til sidst kunne vi sænke huset det sidste stykke ved at sætte donkraften direkte under kanten og efter 1½ time var det på plads og skruet fast på den nye sokkel.

Dagen efter blev det vasket indvendig og udvendig af moi (iført regntøj) og nu er vi klar til at plante basilikum, tomater og andet godt.

torsdag, maj 14, 2009

Om strikkeklubber

Da jeg nødig vil bryde copyright osv. nøjes jeg med et link
Det er ikke en strikkeklub for sarte sjæle.

mandag, maj 11, 2009

En lille vest

Premiere på Sanne Bjerregård -design på denne blog.


Det gik stærkt med en lille drengevest og jeg synes den er blevet sød. Str. 1 år, og til den gode side er min fornemmelse. Det er vist plads hele vinteren.
Der var ikke de rette mængder Spinni på lager, så den er strikket i 2 tråde Tvinni. Den er lidt vamset i det, hvor originalen måske er lidt blødere i alpakaen. Den er blevet fin på alle leder efter vask, hvor mønsterstrikken er jævnet lidt ud. Nu mangler kun knapperne.
Fakta:
Mønster: Teitur fra Rasmilla. Velskrevet, kun en enkelt detalje, jeg har undret mig over. Ikke noget, jeg ikke kunne ekstrapolere mig ud af. Op til ærmegabet går det hu hej, selv med Fair Isle teknik når der er mere end to masker i rad i samme farve. Begrænsning af kombinationen af små fingre og løse tråde. Efter ærmegabet skal der strikkes mønster både på ret- og vrangpinde, det tager lidt længere tid.
Garn: I alt 85 g Tvinni, strikket med to tråde.
Pinde: Rundpinde - 40 cm KnitPro 4 mm og 40 cm grå Aero 4½ mm
Samt strømpepinde 3½ til de sidste to omgange i ærmegabene, for at de bliver lidt stramme.
Nu glæder jeg mig bare til at se den på, når den unge herre holder fødselsdag.

fredag, maj 08, 2009

Modelflyet

Sidste fredag var det modelflyvetid. Skønt og stille vejr, børn og deres forældre på besøg. Mens kokken (jeg) snøvlede sig færdig med salat og burgere var børn og Kæresten på banen med modelflyet. Høje hyl og skrål, især da flyet tog en tur ned over bakken, så kan det svæve rigtig langt... Langt at løbe for flyhenteren, når flyet kommer udenfor rækkevidde af kontrollen, så det ikke kan vendes.
Lidt senere var det gået helt galt. Der er 3-4 meter op til flyet, og ikke mindst, træet er en tjørn.Flere ting blev forsøgt, en lang stang fra kælderen blev hentet frem, men ak, det lod sig ikke redde denne aften.
Børnene havde svært ved at skjule fornøjelsen over at det ikke var dem, der havde været ved rorpinden ved forliset :-)

Flere fibre - SoFA #2

Der var en lille pakke i postkassen i går.
75 g mohair og angora fra Limegreenjelly. Skønne farver og en udfordring, jeg vil tage op når jeg har øvet mig lidt mere.

torsdag, maj 07, 2009

Den uforudsigelige jazz

I foromtalen stod der at meget kunne ske. Til alles overraskelse, ikke mindst bassistens, skete der det, at under første nummer begyndte bassen at have en uheldig resonans. Mærkeligt, under lydprøven havde den været ok, og nu var gode råd dyre. Tilfældigvis er koncerten i hans hjemby og Far er der, som meddeler at hans allerførste bas stadig eksisterer og kan hentes. Afsted med lillebror, som vender tilbage med en elbas, godt fyldt med klistermærker.
Naturligvis satte det lidt præg på de første numre efterfølgende, og der var ingen bas-soli i første sæt, men efter pausen tog han chancen, og det lykkedes.
Orkesteret havde også lånt trommesættet, med lidt kort varsel, så jeg var ganske spændt på om vi i løbet af koncerten skulle ud for at skaffe en ekstra saxofon til sidstemanden. De spiller igen i aften i København.

onsdag, maj 06, 2009

Cashmereometer - april

Fra minus til plus - det var en produktiv måned og en måned med flere forskellige teknikker i sving.
Den tykke herrevest lagde grundlaget for en forbedret statistik og er et rimeligt vellykket eget design.
Både dominostrik og skyggestrik blev prøvet af, og så er jeg i plus. Lille plus, men dog plus. Faktisk synes jeg ikke jeg har ret meget garn på lager, i går var jeg på hemsen ad den nye trappe for at finde garn til et fødselsdagsprojekt og det var en større udfordring end forventet. Såå når de 2000 g er brugt, er der basis for lidt lageropbygning :-)
Fødselsdagsprojektet blev i al hast startet i aftes og skal være færdigt på en måned. Det er startet på 40 cm KnitPro pinde, og denne gang har jeg tilsyneladende fået strammet nok. Så er de fine at strikke med og dejligt spidse til det aktuelle projekt, hvor jeg bruger to tråde.
Der er flere uspundne fibre og nogle meget spændende strømpepinde på trapperne og jeg venter spændt.

mandag, maj 04, 2009

Kære dagbog ...

Igen skete det, at vi sad så længe over aftensmaden søndag at vi kunne gå direkte i seng efter en gang oprydning -> ingen opdatering af bloggen, som det ellers var planlagt.

Det kan godt tage 1½ time at få guffet sig gennem maden og det går ikke hurtigere af at vi fredag tog hul på en flaske tawny portvin til gæsterne, så vi nu har en rest. Den bør drikkes indenfor 1-2 uger, så vi nyder den som dessert de næste par dage. Mmmm. Søndagsmiddagen var grillede asparges, bagt laks med langtidsbagte tomater og hjemmebagt brød samt rababerkompot med græsk yoghurt. Forår, kom an. I dag spiser vi vist bare rester, det skal gå lidt stærkt.

En hurtig statusrapport kan meddele at der stadig strikkes. FLS er ved at gå ind i en afgørende fase og Sonnet, på de nye KnitPro pinde, er godt igang. Den tegner godt, det lidt løse Rowan Chunky garn får en god fast struktur på pind 5. Jeg skal lære hvor meget skruedelen skal strammes, jeg synes at jeg sidder og skruer efter ved hveranden omgang.

Der er genetableret adgang til hemsen og den nye hemsetrappe blev flot indviet i fredags. Mere om det senere, sammen med den dramatiske beretning om modelflyets forlis i toppen af tjørnebusken. Det er kommet fri igen, om det stadig er funktionsdygtigt er der ingen opdateret rapport om.