torsdag, juli 30, 2009

Feriebørn

De små niecer har været på besøg, og holdt fasteren travlt beskæftiget i et døgn :-)
Besøget er gået rigtig godt, og jeg er meget imponeret af at de kunne sove hos os, selv om de ikke er mere end 3½ og 6. Vi har bagt morgenboller - tak til konceptet med langtidshævet brød, sejlet i kajak, selv om det var lidt koldt at stå på badebroen og vente til det blev éns tur.
Det var sjovt at komme med onkel ud, når det endelig blev tur, og de fik hver to ture og var vældig fornøjede. Behørigt iført svømmeveste, placeret foran i kajakken.Desuden blev der leget med Lego og så tog vi i Cirkus Summarum om eftermiddagen.
Samlet var det tæt på overflow af oplevelser på én dag.
De var begge meget optagede af cirkus. Det var både hestene (mikro-ponyer), de kendte figurer fra børnetv og de kendte personer - her Signe i fuld fart samt de dygtige gymnastik / artist børn, som jeg tror gjorde et stort indtryk.
Det var knapt cirkus i traditionel forstand, men mange møder og gensyn med kendte og fortrolige figurer, blandt andet med Kaj-sangen, som gik rent ind hos mig. Cirkusdirektøren, Rasmus Bjerg, gør det rigtig godt i forestillingen.
De to små hovedpersoner var simpelthen for trætte til at give en ordentlig anmeldelse inden de blev afleveret hjemme. De var meget optagede under hele forestillingen -2 x 45 min, og bagefter var det eneste klagepunkt at Ravnen fra Barda var lidt uhyggelig. Jeg regner med at det betyder 'godkendt' hos målgruppen.
Der var lidt kommentarer og jokes fra værterne til de voksne, og Kaj-sang, Andreas sang og et par numre med Bamse var guld, så alt i alt var det en fin eftermiddag.

Varme sager i varmen

Heldigvis bliver der ting færdige på matriklen, her strømper og en varm trøje.
Strømperne først, hvor voksenstrømperne har været færdige et stykke tid, men har ventet på at blive foræret som fødselsdagsgave. De var til min svigermor, og der kunne blive et par strømper til oldebarnet af samme nøgle.
Ikke noget mystisk ved dem, noget superblødt garn fra Socktopus, og det sidste af rovet fra besøget i februar i butikken i London. Desværre kommer jeg ikke lige forbi de næste par dage, så jeg er glad for at jeg fik suppleret lidt op forleden. Det er aldrig for varmt til at strikke strømper, og jeg skal snart ha' fundet mønsteret til næste par.
Facts:
Garn: 76 + 26 g lilla strømpegarn
Mønster: Widdershins & Ws inspireret til de små strømper.
Pinde: 2,75 mm - match mellem bambuspinde (15cm) og Grafton pinde (12,5 cm). De sidste vinder sikkert på glathed og en spidsere spids.
Hot/not: Den voksne modtager så glad ud, den 1-årige var ret ligeglad. Jeg er tilfreds med resultatet og mønsteret er et godt basismønster til toe-up.
I sommervarmen er den tykke Sonnet også blevet færdig. I denne udgave er det en kort trøje / jakke, hvor jeg har tilføjet en lille kant i halsen. Den var mig for åben og løs uden. Knapper og knaphuller er udeladt, da jeg ikke var i humør til en kvadratisk form med knaphuller. Det bliver en åbenstående jakke eller holdt sammen med et bælte i taljen - hmm, måske skulle jeg bruge de knapt 100 g restegarn til et bælte og samtidig teste min teori om at garnet filter flot.
Anyway - det bliver senere. Trøjen er massivt tyk, da garnet er næsten filtet i sig selv. Den går til taljen og er herligt lang i ærmerne. Farverne i garnet er fantastiske - ægte Fasset. Jeg synes det er en ekstra charme, at forløbene ikke er helt ens i hvert fed, så ærmerne er næsten, men ikke helt symmetriske, selv om begge er startet samme sted i et fed.
Facts:
Garn: Ca. 540 g Rowan Colorscape Chunky i blå/lilla/grønlige nuancer
Pinde: Pind 5, Knitpicks Harmony
Mønster: Sonnet, str. S
Hot / not: Ja - fysisk er den ret 'hot'. Pind 5 er småt til dette garn og kombineret med retstrikken i mønsteret giver det i dette tilfælde en flot, tæt struktur. Det passer mig godt til dette garn, som i sig selv er lidt løst og jeg regner med at jakken bliver mere holdbar på denne måde. Kroppen er strikket side-side, så jeg får farvespillet som lodrette striber. Under strikkeprocessen har der løbende været begejstrede udbrud over farverne og jeg synes det færdige resultat er ret flot. Kombinationen af en ret enkel model og det flotte og tykke garn fungerer, og jeg regner med at komme til at bruge den som en let jakke.
Til blusebrug vil jeg synes at mønsteret simplethen er for kasseformet og side til side teknikken gør det svært at shape modellen.

søndag, juli 26, 2009

Sommerferie og tid til strikkerier

Endelig ferie og tid til at både blogge og strikke og blogge om strik. Herligt.
Det startede rigtig godt torsdag med at posten kom med det nye Rowan :-D
Der er bestemt potentiale til vinterstrik, og jeg eeelsker de der støvede, varme tweed-farver, selv om det nu er sommer og sol/skyer/torden - bland selv i passende mængder. Mon ikke jeg lige skal ned og checke nogle af garnerne i den lokale garnbutik her i ferien?
Første clue i sjals-KAL er gennemført og nu venter jeg spændt på mandag aften, hvor Alice afslører næste spor.Meget passende med citrongult garn til 'orangeblomst' mønster. Det lugter lidt af får, så det skal helt sikkert skylles op inden det tages i brug.
Mens jeg venter på mandag strikker jeg på den gule sommerbluse, i en knapt så aggressiv gylden nuance. Det startede med at jeg blev lokket af de 40% rabat på Drops sommergarner, så der kom lige 9 nøgler med hjem - og vupti - det passer med løbelængden til en Buttercup str. S. Jeg er spændt på hvordan den falder ud. Nu er jeg akkurat nået til udtagningen foran. Det tog lidt tid at komme i gang, der var en mindre hjerneblødning mens jeg spekulerede over hvad pm og sm betød. Det tog en nats søvn, inden det gik op for mig at det var markørerne, der var tale om (place marker / slip marker). Endelig er der de røde snoninger, hvor det var nødvendigt for mig at lave et diagram til den midterste snoning, efter at være faret hjælpeløst vild i tekstbeskrivelsen. Forløbet kan nogenlunde ses, selv om den røde farve er fotograferet helt håbløst. Beklager meget! Med diagrammet går det tjept og det er en fornøjelse at strikke med de to tråde. Til denne type mønster (snoninger) er jeg helt enig i at to x tyndt garn er bedre end 1 x tykt garn. I andre modeller kan det være strukturen på garnet, der gør den attraktiv og speciel.

Første sommerferieprojekt ud over strikkeriet er oprydning i kælder og på hems, hvor jeg til nu har klaret at holde en gang fri hen til garnlageret. Absolut vigtigt! Men, suk, hvor har to personer mange ting! Don't tell - jo, man kan jo smide ud, men det her er godt, og det her var vigtigt og det her er historisk og og og.. Godt vi har både hems og kælder.

tirsdag, juli 21, 2009

To-do liste og ferieforberedelser

Regnvejret denne weekend kom ganske belejligt, vi fik overstået indtil flere ting på to-do listen. Vi har ferie fra fredag og regner med at være hjemme det meste af tiden, så det er godt at få luget lidt ud i listen af opgaver. Det skulle nødig blive en arbejdsferie, hvor det er afslappende at komme tilbage på arbejde.
En af de afkrydsede ting er ophængning af hylder på badeværelset, og det er sket, men der er en enkelt detalje, som jeg først bemærkede efter at hylderne var hængt op. Det bliver ikke anderledes, selv om der er sket en misforståelse. Se selv :-)Det er forøvrigt pudsigt, at der ind i mellem skal så langt tilløb til at få gjort små og enkle ting, ofte kommer det sidste skub fordi der er inviteret gæster. Det var dog ikke tilfældet her, hvor vi også har fået gødet roser og olieret køkkenbord! Især det sidste var hårdt tiltrængt. Hvis den gode stime fortsætter får jeg også lagt et par nyindkøbte bukser op og syet bagsiden af de strikkede puder på inden sommerferie og sol for alvor melder sig. Pt. ser det ud til solskin fra søndag :-)
Hvis det ikke sker, så går det nok også, men det kunne være et godt tegn på at 'build character' opgaven var på rette vej, som faderen i Steen & Stoffer ville udtrykke det.

lørdag, juli 18, 2009

My swatch for Aurantium shawl

The swatch is done, and I think it will work. The lace yarn is thin and a bit uneven, so I was actually quite curious about the result. The swatch is soft and airy, and much better than I'd hope for. Now I will wait for the next clue on Monday.

tirsdag, juli 14, 2009

Mærkedage

Der faldt hele to mærkedage i weekenden, så der var travlt lørdag med forberedelser til familieståhej. Det var min fødselsdag, og en god del af familien var på besøg. Dog ikke Oliver med forældre, der fik jeg en flot buket lørdag formiddag at trøste mig med.
Det lykkedes mig endnu engang at 'plage' familien med mærkelig mad. Krabbekløer, jomfruhummer og rådyrkølle. Traditionen tilsiger at vi får jordbær på min fødselsdag, i år var det marinerede i appelsinsirup. Det var ganske glimrende, når jeg selv skal sige det og der var både kartofler og sovs, samt østrigsk hvidvin og en herlig smagfuld og imødekommende italiensk Brunello.
Dagen efter var det bryllupsdag og gemalen havde sørget for roser. Fødselsdagsgaver..? Bølle og kæresten havde lagt hovederne i blød og var kommet frem til tandpasta!?, en ny palette til køkkenet og et par kajaksko.
Desuden en fornyelse af husets bedste maskinen (røremaskinen), som giver nogle gevaldige brag, når der er lidt sej dej i skålen. Foreløbig er blikket faldet på en Electrolux Assistent - ikke særlig køn, men kan tage 2 kg dej og har meget tilbehør, som jeg har siddet og fablet lidt over.
Der var gode sager fra resten af familien, som havde kigget på ønskesedlen og fundet både behagelige og nyttige ting.

mandag, juli 13, 2009

Et sjal på vej

Nu skal jeg altså prøve en KAL*, via Twitter. Det bliver spændende... Sommerferien er to uger væk, så jeg kan nå at komme rigtig langt bagud. Heldigvis kan jeg arbejde hjemme nogle dage frem til ferien.

Garnet er fundet og nu venter jeg utålmodigt på angivelse af pinde og strikkefasthed.
Foreløbig info er at der skal ca. 390 yards til - laceweight eller (tyndt) strømpegarn. Jeg har valgt et nøgle Ohrenburg lace fra Markno, indtil strikkeprøven overbeviser mig om andet. Det er limegrønt, tenderende til skrapt gult, så et let og luftigt mønster er nok hensigtsmæssigt. Der er foreløbig lidt mere end 30 strikkere med.
Sonnet ligger klar til at blive syet sammen, og cashmereometeret taler vi ikke om denne måned.

* Knit A Long, for de ikke meget strikkende læsere :-)

torsdag, juli 09, 2009

Blåt og bomuld

Jaah - gaven fra Rowan International er kommet, efter at posten på det mest luskede havde reallokeret den mellem to posthuse.
Det er blåt og det er bomuld, så det er noget jeg næppe selv ville ha' købt, men nu jeg har det, er jeg blevet vældig charmeret af farven. Den er så fristende cowboy-blå, at jeg glæder mig vældigt til at strikke af den. Så, Fru Kvist, det bliver ikke din fødselsdagsgave :-) I stedet planlægger jeg en top, hvor jeg glæder mig til at lege med formgivning af strik ved hjælp af forkortede rækker.
I princippet er Sonnet cardiganen strikket færdig, der mangler lidt sammensyning og en prøvning, inden den bliver erklæret helt færdig. Der er endnu lidt garn tilbage, så der er mulighed for modifikationer.

onsdag, juli 08, 2009

Kajakbillede

Taget med én hånd, men ser det ikke godt ud? Fra en aften på Vejle Fjord i godt vejr, men lidt bølger.

tirsdag, juli 07, 2009

En kæmpe byge

Tørkeindekset gik fra rødt til grønt i løbet af få timer i går. Det regnede så meget, at der kom regnvand ned gennem emhætten! Det har jeg ikke oplevet før. Heldigvis fik vi ikke en reprise på det her.

Regnen er tiltrængt omkring os, og vi kan se at kornet på bakkerne begynder at modnes i pletter. Her inde på matriklen passer det os fremragende med lidt regn til de små nye blomster på vej. Søndag plantede jeg blomsterkarse ud i den næsten braklagte køkkenhave, hvor vi venter på at der kommer håndværkere og tramper rundt. Når jeg nu har plantet, hjælper Murphys lov sikkert til at der sker noget. Hvis ikke der kommer gang i håndværkerene, håber jeg at kunne glæde mig over et blomsterflor a la Monets havegange, et spil i grønt, gult og orange.
Selv om køkkenhaven næsten ligger brak og indhegningen er taget ned, står jordbærrene med knaldrøde bær lige nu. De står også næsten uden blade, da rådyrene har taget for sig af retterne. De tager kun blade, ikke bær, jeg har stået og set en lækkersulten rå guffe løs. Det endelige bevis på at roser og jordbær tilhører samme familie. Solsorten holder mest af bærrene, men kan ikke følge med, da der står en kirsebær med sortrøde bær lige udenfor haven. De frister også fuglen, ligesom bærrene i hækken gør. Derfor når vi også selv at smage lidt af havens fornøjelser.
Vand og varme har allerede givet de første fire agurker og nu er vi nået til 6. blomstrende klase på tomatplanterne. En friskplukket agurk, der ikke har været i køleskab og er smørblød af friskhed er en gave fra haven.