søndag, maj 30, 2010

Zap!

Det var torden fredag og lynet slog ned. Ingen internet i weekenden, undtagen gennem telefonen. Underlig fornemmelse.

onsdag, maj 26, 2010

Blå tendenser og køkkensting

Der er blåt mange steder i blogland og jeg skal da også være med.
Samtidig har jeg opgraderet på lace-strikken, så det nu er med rigtigt, tyndt lacegarn. Samtidig har jeg fået øvet mig på køkkensting, da stolaen er konstrueret så snedigt at begge ender er en opslagning og det er samlet med køkkensting på et strategisk sted. Værsgo' 95 masker at gå i gang med.

Det er sjalet som forsvandt, sammen med vores kuffert på vej hjem fra Istanbul. Vel hjemkommet har jeg strikket videre og blandt andet brugt det som transportabelt strik, store dele af midterstykket er strikket i S-toget, morgen og eftermiddag.
Fakta:
Mønsteret er liljebladsmønster (Lilac Leaf Shawl) fra Nancy Bush, Knitting Estonian Lace. Jeg har tilføjet 4½ ekstra rapport i midtermønsteret for at få tilstrækkelig længde på stolaen. Ustrakt, inden blokning var det 45x141 cm, efter blokning, uden nåle er det nu 47x162 cm. Det synes jeg er passende og den ½ ekstra rapport er for at få mønsteret så symmetrisk som muligt.
Pindene er KnitPro Harmony, 3,75. Ikke helt ideelle, garnet gled ikke helt ubesværet. Den lange og spidse spids kommer til sin ret når der skal strikkes 7-maskede knuder. Jeg har hørt om Addis Lace-pinde og ejer en enkelt, men holder ikke af at den lugter af messing.
Garnet er Kelpie fra the Yarn Yard, jeg får en akut trang til at besøge Nordengland og Skotland når jeg læser hendes blog. Garnet er også dejligt, ren cashmere, tre-trådet. Lidt løst tvundet, uden at jeg har haft problemer med at det splitter. Blokkes smukt ud. Der er brugt 80 g, så nu har jeg ca. 20 g til et lille luksusprojekt. Ifgl. opskriften skulle 50 g have været nok, uden de ekstra mønsterrapporter, det ville ikke have rakt.
Hot/not: Dejlig stola, lækkert garn og meget let, næsten spindelvæv. Mønsteret kommer smukt frem nu. Mønsteret har været tilpas blandet mellem tungen lige i munden i enderne, og knopperne er ikke helt lette at få samlet, og så er der midterstykket, som er ret let at lære. På grund af faconen bliver det aldrig uoverskueligt at strikke en pind færdig. Facit = hot.

tirsdag, maj 25, 2010

Granatnedslag i haven

Mandagens gråvejr var perfekt til at kaste en håndgranat i et af bedene, for at fordele indholdet af beddet over et større areal. Vi regner med at det nu er realistisk at etablere bunddækket, så hasselurt og liljekonvaller kan begynde at brede sig.
Den øverste del af beddet venter på at huset bliver malet udvendigt, og så er vi faktisk færdige med tilbygningen :-) Hurra, det er stort øjeblik.

Kæresten har været flittig med trailer og spade, så der er etableret begyndelsen til en køkkenhave. Jorden er i øjeblikket en spændende blanding af gult grus fra byggearbejdet, gult ler gravet op i samme forbindelse, lidt muld og en del kompost fra genbrugsstationen. Nu har jeg sat nogle rækker porrer som kan få lov at gøre deres fantastiske arbejde med rødderne hen over sommeren. Det er den enkleste måde at lave jordforbedring på og jeg håber at de påskønner komposten. Desuden står der en enkelt række KNOLDselleri (der er meget delte meninger om bladselleri her i husstanden).

Vinteren var for hård ved vores ellers flerårige rosmarin, på besøget i plantecenteret efter porrer kom der lige en ny med hjem, som er sat på plads i krydderurtebeddet. Purløgen er der i mod kommet vældig godt over vinteren og sætter rekord i år, den går mig til knapt midt på låret. Dvs. den er i 60-70 cm højde.

Nu har jeg været ude for at vande sprængningsområdet, samt de øvrige nyplantninger, og sørme, den første tomatblomst er der!

torsdag, maj 20, 2010

Multitasking eller utålmodighed

Sidder og surfer, checker Ravelry, bander lidt over at toget er en time forsinket, så jeg først er hjemme over syv, strikker og lytter til musik.

Faldt over denne ikon på en Ravelry-gruppe, som jeg vist heller må notere mig.

Strikkemæssigt er jeg nået til slutspurten af det blå estiske sjal, som får et par mønsterrapporter mere end opskriften siger. Jeg har under alle omstændigheder måttet tage hul på andet nøgle af mit cashmere, så nu er der rigeligt garn. Der resterer 1½ af de halvautomatiske mønsterrapporter, så kommer der et stykke, som kræver diagram. Med lidt held bliver det pinsens projekt, så det også lykkes at få noget færdigt i maj. Øvrige igangværende projekter bliver ikke færdige denne måned, det har jeg hverken tid eller håndled til (av, av..).
Backup-planen strikkemæssigt er et hedesjal a la Britt - retstrik på en rimelig størrelse pinde hjælper på meget.

søndag, maj 16, 2010

...sommerkjole?

I dag virker det ikke logisk at strikke løs på en ærmeløs kjole, som jeg tror bliver til en sommerkjole, men det er altså hvad jeg har gang i. Det er den øverste del af 'little black dress', her i mørkegrå og en blanding af den gamle (tynde) udgave af Geilsk uld og bomuld. De første to nøgler sluttede lige hvor overdelen samles, så nu går det nedad, der skal strikkes ca. 180 omgange endnu, og den slutter med 500 masker i omkredsen.
Foreløbig har jeg brugt ca. 130 g, og har i alt 500 g i lagerbeholdningen. Det bliver lige så tungt som Jettes flotte trøje til sidst, så det bliver ikke dét værk, der kommer med på langture, den må blive hjemme på bakken. I dag er det foran brændeovnen, og det er snart the-tid, mens kyllingefonden simrer. Det er da godt nok the og suppevejr i dag!

tirsdag, maj 11, 2010

Pink og lilla

Lige et billede mere, og et enkelt fakta:
Der er 100 g / 220 m. Bliver sikkert til islæt i en fair isle lignende trøje.


Fotograferet i morgensolen, tidligt i morges.
210 m og 100 g, spundet på rokken. To tråde tvundet sammen, så farveforløbet er meget blandet.

tirsdag, maj 04, 2010

Fra uldpølse til en slags garn

Efter at ha' øvet på noget hvidt merino har jeg kastet mig over en af portionerne fra Soctopus, Blue Faced Leicester fra Crown Mountain.
Her lagt ud på gulvet, i min overvejelsesfase. Varianten hedder så vidt jeg erindrer Northern Light ETA: det hedder Foot of the Mountain og var en specialfarvning til Soctopus. Der er ca. 100 g i blå/lilla/rosa/pink og hvid.

Efter et par forsøg på at spinde hurtigt og med ret lidt tvist, og en del banden, endte jeg med at skille uldbåndet op i mindre stykker og strække dem godt, så de lige er klar til at spinde. Så kører det til gengæld som en leg, dejligt lange fibre, som hæfter sig godt til hinanden. De første 50 g i et nøgle af en-trådet. Der spindes på sidste halvdel, mens jeg stadig overvejer om de skal tvindes sammen, eller jeg skal prøve noget andet.

mandag, maj 03, 2010

Forår i køkkenet og frisk fra Fyn

Det sikre tegn på forår, der er en mindre myreinvasion i køkkenet. Opvaskemaskinens skylleprogram bliver brugt flittigt, når den står halvfuld, for ikke at friste de små kræ over evne og reklamere alt for meget for 'spisekammeret'.
I går var det pragtfuldt vejr og forældrene fra Fyn var inviteret på besøg til frokost, for behørigt at beundre vores nye indgang og udendørsbelægning. For en gangs skyld var jeg helt med i gæsteforberedelserne, havde endda nået at sætte mig ved rokken og spinde et par meter lige inden de kom, så der var lidt garn på rokken til demonstrationsformål for gæsterne.

Det var dejligt at have besøg og vi fik en herlig værtsgave, for de havde en pose helt friske hjemmeavlede kartofler med.
Umm, halvdelen af dem gik til aftensmaden søndag, hvor vi fik stegt hane med estragon, krydderurten direkte fra køkkenhaven. Selv om jeg har sunget lidt om det har vi ikke fået høns, og for at få steg skal kræet jo også både slagtes, renses og plukkes.
Bortset fra det sidespor om hønsehold, som ikke kommer til at ske foreløbig, så er det prototypen på min yndlingsmiddag: Meget enkel middag, med gode råvarer og der er mad til i dag også, hvor vi alene skal have skrabt den sidste halvdel af kartoflerne. Der er nok også til en kartoffelmad med purløg til tirsdag. Rettelse: Der er faktisk nok til en lille gang kartoffelsalat, med frikadeller :-)