onsdag, juli 28, 2010

Sommerferiebørn

Sommerferien har bragt fødselsdag samt feriebørn. Som sidste år var der kajaksejlads på programmet og de to små er her på vej, behørigt iført svømme- og redningsvest. Der er tang på bunden...
I år kunne vi komme ud at sejle alle fire på én gang og det var solskin, så det var fint. Det var også lidt bedre badevejr end sidste år, selv om der var tang. Denne blogejer var for eksempel ude at svømme, og det sker kun når vandet er varmt.
Hjemme igen byggede vi lego, hvor Belville, med heste, dukker og pastelfarverne er et stort hit. Der blev også bygget et mægtigt højt tårn af de mere traditionelle klodser. Det startede med at tårnet skulle være højere end mindste niece, og det endte med at være højere end den højeste af os.
Det står endnu, to dage efter at det blev bygget, og Kæresten har brugt en del sommerferietimer på at sortere (og bygge) Lego.
Efter to dage med sejlads, lego, madlavning og lidt anderledes mad end hjemme var oplevelseskontoen ved at være fuld for niecerne, og det var dejligt at se mor igen. Jeg tror at der var mindst én, der sov i bilen på vej hjem.
Alle husets bamser var glade for at få barnebesøg, for de slap ud af posen og skyndte sig straks at hoppe op i sengen. Vi mangler stadig Bølle, som er taget på ferie.
Der er to ugers ferie endnu, og selv om vejrudsigten er blandet (=typisk dansk sommer), så har vi masser af ting og sager at pusle med. I dag har været en rigtig feriedag med afslapning og ro på. Dagen har bragt brødbagning, vasketøj, strik af en halv sok, læsning, tre kander the osv. 

Origami-øjeblikket


Dette er foden på en sok, lige før hælen formes. Opskriften lover et magisk øjeblik om lidt, hvor alt går op i en større enhed. Mønsteret er Skew, og det er ret sjovt at arbejde sig gennem.

torsdag, juli 22, 2010

Rød sommer

Just in time - eller yderst vel timet er den røde sommerchemise blevet færdig.
Det passer fint til at det nu er sommerferie, og temperaturerne fortsat ligger lunt over 20 grader, så der er mulighed for at flashe værket. Hvis det bliver lidt køligere er Pioneer blevet taget i brug, og jeg har fået en hensigtsmæssig top til at tage under til den daglige brug.
Den røde sag her er godkendt med det samme, farven er smuk, og tæt på realistisk på dette udsnit.

Opskriften er enkel og fin, og garnet! Det er lækkert og jeg håber det vil holde sig smukt længe. De jakker og bukser, som jeg har i (vævet) hør holder sig smukt, så jeg er fortrøstningsfuld med langtidsværdien.
Nul sammensyning, skulderstropperne blev klaret med en sammenstrikning og så var det bare at hæfte et par ender, vaske og lægge til tørre. Nu er den klar til sommer og festivitas.

En kort faktaboks:
Modellen er Hørchemise fra Karen Noe, købt som kit i Sommerfuglen, på udflugt med Strikkeforskeren.
Det endte med en str. small og det fungerer fint, også efter vask. Hørren krymper lidt, så der skal være luft inden vask.
Garnet er Linea, tre tråde hør og én tråd bomuld, alle fire tråde i forskellige farver: røde/orange/lilla. Det giver et meget flot spil, hvor helhedsindtrykket i rødt sikres af en meget flot klar rød samt en mørkere rød. Den almindelige glatstrik er uden problemer, garnet er lidt hårdt at strikke med når det gælder hulmønster og indtagninger i større stil. ETA: Hov, jeg glemte at sige at der er brugt 152 g til toppen, og jeg har derfor 50 g smukt rødt garn tilbage, som sikkert ender som en bort på et sjal - hmm, måske et mellemgråt, let tweedet... Det betyder samtidig 395 m ind på måleren.
Modellen er, som i opskriften, strikket på pind 3½. Den blev startet på 3,25, som blev for fast. Det skal være en lidt grov model (dog - der er grænser for grovheden på p 3½). Almindelige grå Aero-pinde
Fin og enkel model, lækkert garn at strikke i og jeg er godt tilfreds med resultatet.

søndag, juli 18, 2010

Japansk inspireret strømpebog

Det månedlige besøg på bibliotektet bringer denne gang et par strikkebøger, og et par spindebøger, som jeg ikke har nået at skimme endnu.
Knittted socks, East and West er strømper designet med inspiration fra japanske mønstre. Strømperne har navne som 'Haiku', 'Samurai', 'Bonsai' og ikke mindst 'Tsunami', de sidste er på trods af navnet ganske smukke. Ud over bogen kan designeren besøges på hendes egen hjemmeside, hvor der er adskillige morsomme strømper.
Selve strømpeteknikken er helt normal stil, de fleste modeller er strømper strikket fra oven og ned som hovedregel. Det specielle er mønstrene og adskillige nye masker. Ud over flertallet af strømper med hæl og tå i tynde og tykkere garner er der specialmodeller, som for eksempel forsidemodellen, som er designet til pedicure, yoga-strømper, benvarmere etc. 
Bogen er for strømpestrikkere med hang til afveksling og eksperimenter, og som en særlig service er der for de nye masker henvisning til hvilke mønstre, der anvender den pågældende. Mønsterrapporterne kan være ret brede, så det kan være svært at justere på størrelsen, bortset fra valg af garn og pinde. Jeg skal bestemt prøve et eller to par, for eksempel karakoe-strømpen, for at prøve pkok-masken.

tirsdag, juli 13, 2010

Svaret på alting?

Så blev det min tur, i et kort øjeblik at være svaret på alting.
Dagen blev indledt med et tordenskrald, meget ubekvemt for vasketøjet på tørrestativet. Det betyder et hurtigt, pyjamasklædt og barfodet raid ud til tørresnoren mens de tunge regndråber falder. Derefter et nyt forsøg på at sove, nu hjulpet af regnvejret og temperaturfaldet. Det var egentlig planen at vi skulle have en morgentur i kajakkerne, men risiko for torden aflyser den plan. I stedet giver det en ekstra morgensøvn efter en varm nat.

Husets overbamse har sneget sig på udflugt og måtte derfor sende en hilsen fra distancen, så den sædvanlige spiselige fødselsdagsgave fra hans pote udeblev. I stedet sørger Kæresten for morgenmaden. Efter frokost osv. går turen først til Danmarks Keramikmuseum, hvor der står en meget imponerende 4 m høj krukke i haven og er mange smukke og særprægede værker inden døre.

Derefter står det på herregårdsbesøg hvor vi straks bliver indlogeret i svinestalden. Nyrenoveret og arkitektdesignet, med stemningsfulde rå, røde murstensvægge. En hyggelig tur ved vandet og i parken, en lækker sommermiddag med kylling, friske ærter, jordbær og vanilieis og og så musikfestival.
En stor fornøjelse at høre to klaverkvartetter, og en meget civiliseret måde at være til musikfestival på (middag, stol at sidde på, overnatning indendørs, eget brusebad - hvad mere kan man ønske af en musikfestival? Morgenmad? jo det er der skam også).
En ny interesse er født, for det er en stor oplevelse at sidde ca. 100 mennesker helt tæt på en pianist i verdensklasse, og opleve dem spille kammermusik. Præcis som med vores anden musikinteresse, jazzen, er det dybt fascinerende at opleve samspillet, mimikken og timingen. Her sad vi så tæt på at de dybe vejrtrækninger hørtes tydeligt, og der blev spillet igennem, violinbuen blev brugt med stort temperament, fuld volumen på musikken.

Musikinteresserede er lige så fodboldinteresserede som alle andre, derfor er koncerten til min store morskab placeret så tidligt at der var tid til at opleve 2. halvleg af VM-finalen. Det giver så andre tid til en tur i aftenskumringen i parken

mandag, juli 12, 2010

Tilbage til start

100 g af de 200 g hør var strikket op til chemisen, og så beslutter strikkeren sig for at det er for tæt (overholder ikke strikkefastheden og, vigtigst, føles for tæt). Indregnet forventet krymp i modellen, så er  var prognosen at størrelsen er ok, men lækkerhedsfaktoren mindre end den kunne være. Suk.
Om Igen, på en lidt tykkere pind, og i størrelsen mindre. Der er to trøstende elementer, garnet er smidigere at strikke med anden gang (=lacekanten går hurtigere) og der er færre masker i omgangen pga den mindre størrelse. 

onsdag, juli 07, 2010

Den blødeste Pioneer

Det føles som længere, det har kun taget en måned og her er så årets første eksperimentelle fiberstrik, en bambus-uld blanding, som er noget af det blankeste og blødeste der længe er kommet af pindene.
Dette billede er det mest tro i farverne, og viser den lidt usædvanlige kant i moss-stich, som jeg ikke lige kan huske det danske udtryk for.
Den er hmm nedringet og tætsiddende, så jeg skal på udsalgsjagt efter en passende farve tynd top, for at den kan blive jobegnet. En BH i den rigtige farve og med den rette kant kan få den til at blive aften/fest egnet.
Kanten på blusen er sød i sig selv, med de hæklede muslinger. Raglanudtagningerne er lidt specielle, i en kombination med en hul-effekt. Med kun et enkelt hul, kan det vist ikke berettige til at kaldes mønster?
Endelig et billede af det samlede værk, dog ikke modelleret, af ovennævnte årsager. 
Så er det tid til strikketekniske fakta:
Garnet er 80% bambus og 20% merino strømpegarn fra easyknit.co.uk  i farvevarianten Bamboo Lagoon. Løbelængde er 400 m / 100 g og der er brugt 170 g til denne t-shirt som er str. S/M
Det er første forsøg med bambus og det er godkendt, garnet er behageligt at strikke med, selv om det ikke er helt det samme som uld. Både før og efter vask er det meget blødt, og det skal blive interessant at se hvor godt det husker faconen i brug. Garnet er håndfarvet og derfor skiftede jeg nøgle på et tidspunkt, tanken var at strikke ærmerne fra samme nøgle som den øverste del. Det kan ses på farveskiftene ovenfor, det er dog nok få, der vil se blusen nedefra i samme grad i brug. Interessant at se hvordan farverapporten forskyder sig, stille og roligt. Der er en smule tendens til at garnet kan splitte og det fornemmes knapt så robust som uld. Blandingen virker som om den er afhængig af tvindingen for at få tilstrækkelig styrke.
Pindene er helt almindelige 3½, grå Aero. Samt en hæklenål, også 3½ og antikvarisk.
Mønsteret er Pioneer, og med forbehold for udskæringen er det et fint mønster. Ikke fantastisk, men fint. Der er en lille snoning i hver side, på ærmet samt 3 stk på ryggen, som giver lidt afveksling. Super nemt, top down og ingen montering. Eneste modifikation er at jeg samlede to masker op under hver arm, til at fylde et ellers lidt stort hul. Det fungerer og eneste montering er den hæklede kant samt den uundgåelige hæftning af ender. 
Hot/not: Venter på den rette top for at nå til endelig afgørelse.

mandag, juli 05, 2010

En award kom forbi

Tak til Kvist og co (eller skulle man sige Fru Kvist ;-) ) for en award og påskønnelsen af løbende statusrapporter om strik og andet godt fra mit sted på jorden. Jeg følger opfordringen, allerførst billede af awarden


Og så syv ting om Kirsten. Nærlæsning af bloggen har måske afsløret nogle af dem, men som supplement til de løbende statusrapporter er her, hvad der kan læses som baggrundsinfo:
  • På trods af at jeg har uddannet mig i noget helt andet (matematik og økonomi) elsker jeg ord og har Ordnet (bare navnet på sitet) blandt mine favoritter. På mit job er vi begavede med dygtige sekretærer, som vogter leddet nidkært med hvad der slipper ud af skriftligt materiale. Jeg synes selv at jeg er god til at stave, mindre god til kommaer. Desværre er sekretærerne ikke imponerede. Ak.
  • Jeg synes motionsløb er KEDELIGT, så er det sagt. Praktisk og effektivt, indrømmet, men jeg vil meget hellere gå en tur. Hvis der skal sved på panden kan vi tale om at cykle eller padle. Det sidste udtales med tydeligt D, så tungen er næsten ude af munden.
  • Al slags missionering gør mig bekymret, om det er politik, religion eller livsstil. For at tage et af de lette mål, så ser jeg kombinationen af Kernesund og millionøsemetoden som en slags pyramidespil. Personligt er jeg både medlem af et politisk parti og har valgt stadig at være medlem af folkekirken, overvejelserne om hvad og hvorfor vil jeg begrænse til IRL diskussioner.
  • På det seneste er vi faldet af på den, ellers er det en dårlig dag, hvis hjemmet på bakken ikke har mindst 40 biblioteksmaterialer i hjemlån. Vi når ikke at læse/høre dem alle, men det er rart at have noget at vælge mellem.
  • Min musiksmag spænder vidt. Bach giver et bud på en mening, Beatles er gode til rengøring og afslapning, Beach Boys gør mig i godt humør, Billie (Holiday) er fantastisk, Bowie skal bare være der, og så er der TV-2...
  • I et af mine gemmer ligger der 15 farver og 2½ kg hvid uld, der skal kombineres på et tidspunkt.
  • Til første søndag i advent bestiller jeg altid mindst ½ kg julethe fra Chaya, som sammen med Mahalia Jackson og en genbrugelig adventskrans sikrer den rette stemning af juleforberedelse (og vigtigt -med et minimum af indsats).

Med denne runde slutter legen, og jeg vil nævne et par blogs, som jeg har fornøjelse af at følge med i:
Formand(inden) for spindeforeningen, Karin Hørkilde, personificeringen af garngalleriet, Birthe, og Lykkefanten og Emmes skønne blogge
Skægt at læse med, tak fordi I gør jer ulejligheden.

lørdag, juli 03, 2010

Hængekøjevejr


Sommer i Danmark, med nærbillede af hjemmelavet hængekøjeophæng. Med dagens hedebølge var det naturligt at få premiere på den nye hængekøje og det har været skønt at ligge og slænge sig det meste af eftermiddagen.
En halv bog og afslutningen af kroppen på Pioneer er det blevet til, det er muligt at strikke i en hængekøje. Når det ikke er nødvendigt at nyde udsigten og lige lukke øjnene et øjeblik.