torsdag, december 30, 2010

Sne og ski

Det er ikke tilstrækkeligt at tage en norsk trøje på, for at kunne stå på ski.  
Selv med norsk trøje og strikkede vanter måtte jeg ned to gange i dag på langrendsskiene. Mit forsvar for vælteriet er, at sneen er vældig glat i dag på grund af rim og frost. Det er også længe siden skiene sidst har været luftet, sidste vinter lå de bagerst i kælderen, og blev ikke gravet ud til sneen.
Det varer lige et par dage, inden skiene føles som en naturlig forlængelse af fødderne, med den rette påklædning gør det ikke noget at vælte og det er skønt at komme ud i det fri. Herligt, at skiene bare kan parkeres udenfor hoveddøren.
Billederne er fra mandag, hvor det var det smukkeste vejr, både ude og inde. Godt for både sjæl og krop, selv om det er koldt. Det friske vejr giver røde kinder, og ekstra fornøjelse ved en kop te bagefter, inde i stuen.  
I nichen i stuen er nye og gamle engle samlet om et englespil.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar