onsdag, april 27, 2011

Mon der er sammenhæng?





Poncho

Det virker næsten overflødigt med denne mængde uld i forårsvarmen. Under alle omstændigheder, så giver en køretur til Todi tur/retur megen god strikketid, selv om jeg også tog en del af køretiden. 
Strikket fra halsen og ned er der fra 4 -5 mønsterrapport rigtig mange retmasker, så der også er tid til at nyde udsigten fra bilen. Det var en interessant oplevelse at spole frem og tilbage i foråret, i krydset mellem nord og syd, især krydset over Alperne. Jeg tror aldrig turen fra Brennerpasset ned mod Verona har været smukkere.
Det er ikke glatstrik alt sammen, heldigvis (gaab), der er også et smukt snoningsmønster. Heldigvis er det muligt at strikke snoninger uden hjælpepind med kombinationen af god shetlandsuld og spidse pinde. Ellers forudså jeg adskillige mistede hjælpepinde i bilen og meget utilfredshed. Efter en vask er ujævnheden efter en reparation af koks i den nederste mønsterrapport heldigvis forsvundet. Det lykkedes at vende snoningen forkert to gange i træk, og det var endda hjemme på sofaen!
Lidt fakta:
Mønsteret hedder Ragnhild og er fra Kastanjestrik. To mindre justering - halskanten er strikket på en mindre pind (5 mm) for at gøre hullet lidt mindre, og der er en ekstra mønsterrapport efter ønske fra modtageren.
Garnet er Jamieson og Smith, Spinddrift, to-trådet. Der strikkes med to tråde og jeg har brugt 525 g. Med en løbelængde på ca. 420m/100g er det   Mønster og garn købt som kit i Middelfart. Lækkert garn, og lækker dyblilla farve. Lidt tykkere end de andre totrådede uldgarner jeg har på lager. Det overraskede mig lidt at garn i den prisklasse kommer uvasket. Det var dog i fed, så det var let nok lige at putte i vaskemaskinen. Desværre opdagede jeg det først da jeg havde nået at rulle første fed op, og strikke halvdelen af halskanten. Det måtte jeg så døje med i starten.
Pind: Halsen (første mønsterrapport) er strikket på pind 5, resten på pind 6. Opskriften bruger kun to str. rundpind, 40 cm og 150 cm. Jeg har ikke forstået, hvordan det kan lade sig gøre, med mindre hun regner med at bruge Magic Loop. Det skal ikke skille os ad, med de udskiftelige wirer startede jeg på 40 cm, derefter 60 og til sidst 120 cm. Selv med en ekstra mønsterrapport og dermed 32 masker ekstra i omkredsen var 120 cm lang nok. På pind 5 var mønsteret lidt stramt at strikke, derfor brugte jeg hjælpepind, og glemte den på familiebesøg. Heldigt, at jeg har flere :-)
Hot / not: Halsen på pind 5 var generelt lidt stram at strikke og ikke den fedeste oplevelse fra start. Jeg var ikke 100% begejstret, det hjalp, da der blev skiftet til pind 6, som virker som det naturlige match med det dobbelte garn. Efter disse startvanskeligheder blev smilet bredere og bredere. Denne version skal afleveres til min mor, og mon ikke jeg skal ha' en selv.

mandag, april 25, 2011

Opdatering - julebroderi

Ufrivillige UFOer er et kedeligt emne, og juletræsbroderiet var ved at ende der, på trods af Ullas heppen. Nu har jeg fundet ud af hvorfor.
Der var for mange fejltællinger til at det var sjovt, og i første omgang fik læselampen skylden. Senere blev det småt printede varedeklarationer, det var galt med, de rutter heller ikke med skriftstørrelsen. Det er dog sjældent, at der er dæmpet belysning i supermarkeder, så jeg begyndte at fatte mistanke til, om der var en anden årsag end dårligt lys.
I starten af ferien fik jeg taget mig sammen til at gå forbi en optiker, som beklagede meget, men hurtigt skyndte sig at konstatere at det var et fænomen relateret til dåbsattesten. Tag den - langsynet pga. fremskreden alder.
Færdigbriller er ikke kønne, utålmodige Kirsten er dog godt tilfreds med at problemet kunne afhjælpes med hurtige briller til 20 kr. En mere vedvarende løsning følger senere. 
Med mine nye hjælpere og en nyindkøbt broderiramme er der blevet taget et par sting mere på juletræet, det er blevet meget sjovere, nu jeg ser trådene i stoffet helt klart. Jeg er begyndt at spekulere i, om det skal indarbejdes i en jule-thevarmer, eller hvordan jeg skal få det brugt på en nutidig måde.
Under alle omstændigheder, smukt er broderiet, jeg er begejstret for de smukke, stille farver.
Det næste broderi ligger klar og venter, i mere sommerlige farver.
Håber I alle har haft en god påske og nyder også denne solskinsdag.

lørdag, april 23, 2011

100+ g fibre

En portion håndfarvede fibre fra the Yarn Yard (25% BFL, 75% alpaca) er blevet spundet op og omsat til et sjal. Her i huset har trenden de seneste måneder været lidt tykkere pinde, og dette er ingen undtagelse.
Det håndspundne garn er, selv om jeg spinder tyndt ret luftigt og kan derfor let bære at blive strikket op på p 4,5 i dette lille sjal. Løbelængden på garnet var 300-350 m / 100 g.
 Et nærbillede af den vaflede struktur i mønsteret.
Dette unika er afleveret til min mor, i anledning af hendes fødselsdag. Hun har efterfølgende kvitteret med begejstring over blødheden, og foreslået at jeg startede forfra på hendes poncho (som nu ligger til tørre), denne gang i håndspundet garn (kræver ca 2200 m). NOT siger jeg bare - og det vil sikkert også blive for slasket.
Vi har her pinde 4,5 KnitPro, de er altså bare gode.

Garnet har vi været inde på, en lignende farvesætning har været til salg hos fiber- og garnleverandøren, som sælger en tilsvarende farvevariant til og med i morgen. Mine fibre stammer fra 2009-fiberakademiet, og har dermed lagret et års tid. Jeg er taknemlig for BFL-islættet, som gjorde at det gik ret let at spinde. De lidt kortere alpacafibre kunne have gjort det morsomt i en 100% blanding og fældede voldsomt på en ulden nederdel, som ikke er kommet sig helt endnu over fiberangrebet.
Der er ikke taget hensyn til farveskiftene i fibrene, så farverne har mixet sig som det nu passede.
Mønsteret er Whipped, som nu er blevet til betalingsmønster. Sjov detalje, med at den øverste blondekant vipper ned af sig selv og fint mønster til håndspundet garn. Kræver ikke den store mentale indsats at lære udenad.
Hot - ja, selv om min mor i virkeligheden ikke er meget for sjaler, så tror jeg at det pga. blødheden bliver taget i brug. Det er det bedste, der kan ske for strikkede gaver :-)
Der går godt 300 m ind på målebåndet, og der er mere på vej fra de tykke pinde.

onsdag, april 20, 2011

Postkort fra Todi

Ups, der gik lige en ferie uden postkort. Eneste undskyldning er at en ferie på 4 overnatninger er overstået hurtigere end at postkortene når hjem.
Hele familien har været på kogeskole i Italien, nærmere betegnet Il ghiottone umbro hvor vi nød nogle dage med lækker mad, en tur i det italienske køkken, et dejligt opholdssted og søde, danske værter.
Vi så foråret komme i bil gennem Europa -1900 km er en lang tur. Det er nødvendigt med pauser, gerne med boldspil, også af hensyn til de små. Børn og barnebarn var med, hvor den mindste her er på vej med en mission med en bold.
Til sidst nåede vi syd for Alperne og til den herlige italienske sol, slængestole og venlig modtagelse. Vi havde lejet alle tre værelser og kunne derfor brede os over hele terrassen.

Udsigt var der også, og værtens velassorterede vinlager var klar med et glas kølig hvidvin.
Der var også husdyr, den sødeste og mest elegante 'Mis med de blå øjne'.

Vi lavede mad tre aftener og lærte blandt andet:
  • At en rigtig tomatsovs tager mindst 1½ time at koge igennem, incl. at tomat og saft i dåsetomaterne skal deles.
  • At skrælle grønne asparges, når de når en ca. 1½ cm tykkelse. Nej, det er ikke nødvendigt, men det bliver bedre. Det tager ikke ret lang tid.
  • Fuldt blus fra start, og så skruer vi ned.
  • Rigtige kokke holder køkkenet ryddeligt under madlavningen.

Finaleaftenen var med trøfler, steg og kalvetatar. Noget var GUF, noget var aha - og en fornøjelse at komme omkring så mange forskellige retter. Todi ligger lidt fra hovedvejene og er en meget autentisk lille italiensk by uden de store turistattraktioner. Der er ikke så langt til toget, hvor der kun skulle være ca. en time til Rom. Indenfor ½ times kørsel er der adskillige vinbønder, olivenolieproducenter og ikke mindst cashmereoutlets, så bevæbnet med en bil er der her en dejlig base for rundture i det centrale Italien.
Vi nåede en enkelt tur til en vinbonde, og en tur til Orvieto, som har en meget smuk (og bolsjestribet) kirke, placeret på et lille, næsten landsbyagtigt torv.

fredag, april 08, 2011

Matematikhjælp

Helt uden ironi i overskriften - genialt forsøg på at lave lektiehjælp til matematik i 9. klasse:
http://www.youtube.com/matematikkanalen?user=matematikkanalen&hl=da

mandag, april 04, 2011

Lidt forårsrengøring

Det klare solskin kræver forårsrengøring. Det er ikke blevet til det helt store, dog en sjælden begivenhed - jeg har fået vasket min bil. Skal vi ikke bare konstatere, at det bliver ikke vaskebørsten, der slider bilen op. Men nu skete det, og den kunne stå skinnende i aftensolen.



Dansk Naturfredningsforening har en fin årlig tradition om forårsrengøring i naturen. Vi plejer at være med, og har med mellemrum en pose med til affaldsopsamling, når vi går tur. Fra en tidligere indsamling har vi en smart opsamler, så det ikke er nødvendigt at bukke sig hele tiden. Også i år blev det til en del dåser, de fleste uden pant, og en hel del plast, papir og flamingo. Årets fangst er her.