mandag, september 19, 2011

Flade fødder

Kæresten mumler om, at det er længe siden at han sidst har fået håndstrikkede strømper.
Der har været lidt utilfredshed med at ponchoen er blevet prioriteret den seneste tid, 'hans' strik har kun været med som taskestrik. Nu er ponchoen strikket færdig og ligger til tørre, så lidt af søndagen blev brugt til åbning af den første flade fod, strikket efter Bordhis sorgløse sokkestriksmodel. Whooh - jeg ser samtidig at hun har lavet en ny bog. Farligt med den slags.
Jeg har valgt at strikke begge de to fødder inden jeg går i gang med skafterne, så søndag havde jeg to flade sorte fødder liggende, klar til næste del af processen.
Det næste trin er at lave et hul på et helt bestemt sted, og pille en lille del af maskerne op. Støttet af to livliner, derefter opsamling af masker - en ret sjov feature, og muligheden for at prøve sokkefoden. Nu foreslår fru Bordhi godt nok, at man bruger en lidt mindre pind at samle op med, men jeg har ikke mindre end de pind 2, som der strikkes på. Med passende lange og spidse spidser på rundpinden går det nu også. På dette tidspunkt kan foden prøves og heldigvis passer den, faktisk så godt at den kommende ejer mumler, at de ikke må krybe.
Nu strikkes der skaft, og har valgt rib på den bagerste del, for pasformen, glat med et lille, diskret mønster foran for variationens (min) skyld, i opstrikningen af de godt 250 m garn, der er til hvert strømpeskaft. Jeg har brugt ca. 23 g garn til hver fod i str. 45.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar