onsdag, december 14, 2011

Prinsessen af lige til tiden

Normalt kommer jeg lige til tiden, når jeg skal med morgentoget. To minutter hver morgen bliver til meget på et år, og der er ingen grund til at stå og spilde tiden på en (kold, mørk og våd) perron. Når det drejer sig om private aftaler anvendes nogenlunde samme princip, her betyder det som regel, at jeg kommer til sidst, og af og til lige et par minutter over det aftalte tidspunkt. Dårlig vane. Det er dog yderst sjældent, at jeg kommer for sent til et tog, hvis møder, der trækker i langdrag trækkes ud af dén ligning.


I dag var jeg lidt før på færde, fordi jeg ville prøve en ny afgang i den nye køreplan og heldigvis for, at jeg var tidligt på den. På trods af at jeg som pendler har fået en glad mail om nye muligheder i køreplanen viser det sig, at den nye afgang afventer, og faktisk ikke er indført i praksis endnu. Der var en grund til at jeg ikke kunne bestille plads i går til den ønskede afgang. Rigtig ringe kommunikation, nu havde jeg lige glædet mig over at der var bedre forbindelser og så er der en lang næse – æv.

I mulm og mørke ankom jeg til banegården denne morgen og var på vej ind for at bestille plads til toget mandag, da jeg hørte aflysningen i dag. Den ’normale’ tidlige afgang ville normalt være gået, men det gik op for mig på afgangstavlen at den var lidt forsinket, og så var der én, der fik benene på nakken. Det gik lige, og jeg kan nu blot glæde mig over at jeg fik 10 min. længere morgensøvn.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar