tirsdag, januar 31, 2012

Januar sokker

De ser lidt sjove ud uden fyld, januar sokkerne. Det overrasker mig ofte, hvordan strukturmønster trækker sig sammen, uanset at der ikke er rib i mønsteret. Et par herligt græsgrønne sokker, og mit første par i Wollmeise. Dejligt garn og skøn farve. Garnet er blankt, farvemættet og består af vældig mange tynde tråde, tvundet sammen. Jeg håber at det kan sikre en lang levetid for sokkerne, på trods af Kærestens evne til at slide strømper og sko. Der er også gemt en god rest af garnet, så der kan stoppes huller en gang eller to.
Nærbillede af den dobbelte kant, som er startet med et midlertidigt opslag (provisional cast on), hvor der er strikket 7 omgange på pind 2. Herefter er der skiftet til pind 2,25, hvor første pind er en vrangpind til ombuk. Efter 6 omgange strikkes det midlertidige opslag sammen med de fortsættende masker, jf. kantmonsteret.
Grønne monstre eller ej, faktaboksen siger:
Mønsteret: Cookie A - Cauchy. Fejlagtigt fortolket af mig. Der er slået 70 masker op til en herrestørrelse. Jeg valgte en enkel, lige kant til Kæresten, frem for mønsterets lille fikse picotkant. I str. 44? Not.
Garn: 125 g 100% merino. Det har jeg rost, og vil glæde mig til at strikke mere af. Eneste anke er, at det ret let splittes i mange tråde. 
Pinde: 2 mm bambus til kanten, 2,25 Knit Picks. Begge 15 cm strømpepinde. De 15 cm er ok, også ved hælvendingen, hvor der kommer lidt flere masker på. 
Hot: De er allerede i brug, og de ser ud til at sidde godt. Projekt 12i12 er godt fra start.  

mandag, januar 30, 2012

Januar

Januar er næsten slut -
Yngste barnebarn er blevet døbt.
Yngste svoger rundede et skarpt hjørne.
Jeg har lært Wordfeud at kende, en tidsrøver.
Nu er jeg fuldtids brillebruger.
Der er afleveret et teststrik til Signe, nu venter jeg spændt på at se det offentliggjort.
Vandscooter er sjovt, og jeg er blevet fan af Færøerne. Min kollega siger godt nok at Lofoten er endnu flottere.
Jeg har købt godt 1 1/2 kg færøsk garn.

En begivenhedsrig måned :)


onsdag, januar 25, 2012

Sort skærm

Nærigpinde, dovne eller et eller andet.
Der er sort skærm hos os, og det har der været to uger, ca., på grund af omlægningen af tv-signaler. Denne gang kunne den gamle boks og det gamle fjernsyn ikke følge med. Sagen er sendt i udvalg, og i mellemtiden klarer vi os med bøger, radio og en smule tv på pc.

mandag, januar 23, 2012

En gammel sag

Bogklubben har været i sving. Én har været moderne, og downloadet bogen, gratis. Den er som antydet gammel, så projekt Gutenberg har den liggende. Jeg har været på biblioteket, hvor bibliotekaren måtte i magasinet. 
Vi har læst Rudyard Kiplings Kim, og det var et herligt bekendtskab. En god klassisk fortælling, som overraskede os ved solidariteten med inderne. Vi taler om en brite for 140 år siden, hvor englænderne er kolonimagt på deres højeste.
Dejlig fortælling, som er sammenhængende nok til at den overlevede at jeg ved en fejl fik bind 2 med til Færøerne, og i ren desperation derfor læste bind 2 før bind 1. Det var overraskende let at følge historien og figurerne i den omvendte rækkefølge. Dog er jeg efterfølgende gået over til fuldtids-briller, for at begrænse lignende hændelser.
Kim er allerede udnævnt til klassiker, og jeg kan kun bekræfte det. Læs den (højt), det er en god historie fra større børn og opefter, med et dejligt levende billede af Indien (som det var engang). Der er tilstrækkeligt mange detaljer og lag til at den også er interessant for voksne, med nogle skønne bifigurer. 

søndag, januar 22, 2012

Kantmonster og luksussok

Det minder mig om et stikkende monster - 9 strømpepinde er i sving her, hvor der skal strikkes dobbeltkant. Så det må være et kantmonster.
Det er anden gang at vi har et kantmonster i huset, men jeg kom for sent i tanke om at jeg havde brugt en rundpind til den første. Det er lidt smartere, med knapt så mange spidser at holde styr på. Resultatet af første runde inklusive alt det, der er neden for kanten er her, og det bliver forhåbentlig den ene halvdel af årets første par af de 12. Som det ses, er jeg i herrestørrelse, og ikke resigneret til babystørrelse endnu. Jeg har dog beregnet, at der bliver garn til overs til et par babystrømper.  
Det er en fornøjelse at strikke med Wollmeise-garnet, det er blødt og glat, med små farvevariationer.
Det glider relativt hurtigt på KnitPicks pindene, så selv om jeg er nede på 2,25 mm, så skrider det fremad. Modtageren er tilfreds så vidt.

fredag, januar 20, 2012

Letsindig omgang med garn

Måske har jeg gjort noget dumt, måske får familiens yngste medlemmer uventet mange håndstrikkede sokker i fødselsdagsgaver og julegaver.
I alt fald har jeg meldt mig til 12 par sokker i 2012. Forløbig har jeg to par i gang, hvor jeg har en halv sok i hvert par, så hvis der skal blive et par af ens sokker i januar, skal der vist til at ske noget.
Kæresten glæder sig og håber på flere håndstrikkede sokker til ham.

onsdag, januar 18, 2012

Dagens gyser

Lige om lidt, når jeg har overstået min trang til risengrød for denne aften vil jeg sætte mig til aftenens gyser.
Er der nok til den ønskede hestetømmekant? Brr, jeg tror det, men der skal ikke gå meget galt.

Opdatering: Nej, det gik ikke. Strikkeprøven er forlængst inddraget, og der ligger ikke en stump garn (hmm - af lige netop denne slags), som kan bruges. Pokkers.

fredag, januar 13, 2012

Færøerne

Danmark som kolonimagt? Det er ikke min normale selvforståelse, så det var noget af en etiket at få klistret på sig, under et færøsk foredrag sidste uge. Det var et godt foredrag, der fik løftet mit vidensniveau en del om den diskussion om selvstændighed, som færingene har internt og nogen gange med syddanskerne. Personligt vil jeg være ked af at miste denne nordlige del af Danmark, som jeg er meget betaget af.
Naturbillederne springer vi over denne omgang, januar er ikke den mest fotogene måned, hvor dagen er nede på lidt over 5 timer og naturen kan vise sig fra den barskere side.
Der var på 48 timer blæst, regn, sne og solskin. Der var uventet meget sne ved ankomsten (ca. 5 cm), og dermed glatte fortove. Jeg fik chancen for en hurtig gåtur i Thorshavn torsdag eftermiddag. Kombinationen af en bakket by, mørke og ikke særlig effektiv snerydning (det regner jo væk i løbet af en dag eller to) gjorde mig glad for mine flade, let terrængående støvler.
Målet for udflugten var denne butik. Fotograferet i buldermørke, kl. 17.
Jeg er meget imponeret af deres strik, særligt har de nogle kjoler og nederdele i meget groft garn, som er virkelig smukke, nærmest skulpturelle. Deres lædervarer var også virkelig lækre. Kvalitet koster, så jeg nøjedes med denne hue og et par korte silkestrømper, som jeg ser frem til at promenere, når det bliver lidt lunere vejr.
Der var udendørsaktiviteter, hvor jeg har haft fornøjelsen af at køre på vandscooter i en færøsk fjord. Super sjov oplevelse, 30 knob på vandet, i vinterregn er stærkt, og regnen slår. Indpakket i en neoprendragt gik det fint med at holde varmen. Bagefter var der en mere stilfærdig, og fin, tur ved egen muskelkraft i robåd (stadig i regnvejr). Turens højdepunkt var en planlagt tur i skib til et fuglefjeld. Rygtet gik, at der var høj søgang, jeg betragter mig selv som ret søstærk, så jeg insisterede naturligvis. Noget våd efter roturen kom jeg ombord, sammen med en af mine yndlingskolleger. Afsted fra kajen, og derudaf i godt humør. Efter ca. 5 minutter kom turen til en foreløbig afslutning. Båden lå stille og efter lidt tid kom forklaringen, der var gået en trosse i skruen. Heldigvis en trosse, der var fastgjort, og heldigvis inde i fjorden, inden vi kom til den omtalte høje søgang. Så forlis, men aldeles udramatisk og ufarligt. Herefter kunne besætningens forsøg på at dykke (uden bly - det går ikke) og almindelig asen og masen for at få skruen løs. Det lykkedes ikke, efter ca. en time kom en anden båd forbi, som blev prajet, og som indvilgede i at transportere de forliste passagerer tilbage til havnen.
Intet fuglefjeld i denne omgang, i stedet en god historie. Og jeg skal tilbage til Færøerne, og se mere.

mandag, januar 09, 2012

Hvordan gik 2011

Et kort tilbageblik på sidste års strik.

Ganske produktivt - 23 projekter, og til min egen overraskelse var 12 af dem til andre. Bortset fra de specielle projekter, så glemmer jeg let projekterne, når de er afleverede.
Der er aftagere nok og jeg kunne godt have afsat flere projekter, især sokker. Af samme årsag er det herligt at kunne dokumentere, hvor mange herresokker (3 par), det faktisk er blevet til.
Der er gledet 15,9 km garn over pindene. På trods af aktiviteten er lageret vokset, dog kun med 300 g. Det synes jeg faktisk er ret mådeholdent. Jeg må også konstatere, at der er en tendens til at der bliver strikket af nyt garn, og jeg spekulerer over, om det er fordi jeg ikke nænner at strikke af lækkerierne på lageret. Jeg fornemmer en vis tøven over at tage en beslutning, der betyder at et særligt lækkert nøgle bliver brugt. Helt sikkert fjollet, for garnet er købt til at strikke af, og der er grænser for, hvor meget klappegarn, nogen person kan nå at klappe. Det må være et mål at bruge nogle af kælenøglerne i 2012.
Der er også kommet et par (host) spoler fra Holst garn ind på lageret, det er jo vigtigt med basisgarn. Det er samtidig lidt interessant at konstatere, at jeg nu i 1½ år har ønsket mig at strikke en Linnea i voksen, og der er vasket garn til projektet, men det er ikke kommet ud af stedet. Der er endda ikke slået op endnu. Hvorfor aner jeg ikke, bortset fra at opmærksomheden er blevet fanget af andre projekter.
Næste 'dille' tror jeg bliver islandsk / færøsk garn, til dels inspireret af et nyligt besøg på Færøerne. Jeg er meget begejstret, øerne kræver deres egen post, når jeg får fat på billeder fra turen.

Årets sidste projekt i 2011 var denne røde hue, som er blevet testet i praksis på Færøerne, og er godkendt.
Dejlig rød farve, som matcher min basis-vinterjakke. Den er lidt mere varm rød i virkeligheden.
Mønsteret er af Wooly Wormhead, og en designer med dét navn må prøves. Det er et af hendes gratismønstre - Meret. Lidt usædvanligt mønster, hvor der er et ulige antal rapporter i en omgang. Jeg har strikket str. L, som passer mit hovede ok. Den glider lidt ned efter længere tids brug, hvilket let kunne afhjælpes ved at strikke hele kanten i rib i stedet for som jeg, at kombinere rullekant og ribkant. Mønsteret indeholder forskellige kombinationsmuligheder, jeg har holdt mig indenfor rammerne og ikke lavet ændringer.
Pinde:  4½ mm grå Aero strømpepinde og lille rundpind. Strømpepinde i denne tykkelse er lidt for tunge at holde styr på, når der samtidig skal strikkes et (enkelt) hulmønster. Humøret steg, da jeg fik skiftet til rundpinden.
Garn: Uhh - lækkert. Hazel Knits DK i farven Red Carpet. Lækkert glat, rundt i tråden og meget 'squishy', altså at det har god hukommelse og føles elastisk. Virkelig godt til strukturmønster, hver maske står klart og tydeligt. Desværre har jeg ikke mere af dette, men jeg har lidt af hendes strømpegarn endnu. Der er brugt 100 g / ca. 190 m til huen.
Hot/not: En god afslutning på året, og fed fornemmelse i praksis at strikke et projekt på en dag, i lækkert garn og lækker farve.

søndag, januar 01, 2012

Et hjørne

Godt nytår!
Vi fejrede nytåret med gode venner og et betydeligt udtræk af mad (og drikke). Vi nåede akkurat at blive færdig med 2. dessert til 90 års fødselsdagen, hvorefter vi kunne fortsætte med kransekage og champagne. Intet under, at vi (her i huset) er lidt trætte og matte i dag. En god dag til the og strik.
Inden der blev klædt om til den lille sorte i går, havde jeg fornøjelsen af at promenere en let renoveret Bagtanke, nu med hjørne på forkanterne. 
Efter at have mukket lidt over de runde hjørner, besluttede jeg mig til at pille aflukningen op og lukke af løsere. Bevæbnet med en pind 4½ mm gik jeg i gang og kanten er nu blevet noget løsere. Hjørnet dukkede op, mere eller mindre af sig selv, så det var ikke nødvendigt at blokke for at få den forventede facon. En ny blokning kan vente, til det falder naturligt at vaske værket, og dermed håber jeg at bagtanken og jeg kommer til at leve lykkeligt sammen i mange år. Dejlig årsafslutning på 2011 :-)