mandag, januar 09, 2012

Hvordan gik 2011

Et kort tilbageblik på sidste års strik.

Ganske produktivt - 23 projekter, og til min egen overraskelse var 12 af dem til andre. Bortset fra de specielle projekter, så glemmer jeg let projekterne, når de er afleverede.
Der er aftagere nok og jeg kunne godt have afsat flere projekter, især sokker. Af samme årsag er det herligt at kunne dokumentere, hvor mange herresokker (3 par), det faktisk er blevet til.
Der er gledet 15,9 km garn over pindene. På trods af aktiviteten er lageret vokset, dog kun med 300 g. Det synes jeg faktisk er ret mådeholdent. Jeg må også konstatere, at der er en tendens til at der bliver strikket af nyt garn, og jeg spekulerer over, om det er fordi jeg ikke nænner at strikke af lækkerierne på lageret. Jeg fornemmer en vis tøven over at tage en beslutning, der betyder at et særligt lækkert nøgle bliver brugt. Helt sikkert fjollet, for garnet er købt til at strikke af, og der er grænser for, hvor meget klappegarn, nogen person kan nå at klappe. Det må være et mål at bruge nogle af kælenøglerne i 2012.
Der er også kommet et par (host) spoler fra Holst garn ind på lageret, det er jo vigtigt med basisgarn. Det er samtidig lidt interessant at konstatere, at jeg nu i 1½ år har ønsket mig at strikke en Linnea i voksen, og der er vasket garn til projektet, men det er ikke kommet ud af stedet. Der er endda ikke slået op endnu. Hvorfor aner jeg ikke, bortset fra at opmærksomheden er blevet fanget af andre projekter.
Næste 'dille' tror jeg bliver islandsk / færøsk garn, til dels inspireret af et nyligt besøg på Færøerne. Jeg er meget begejstret, øerne kræver deres egen post, når jeg får fat på billeder fra turen.

Årets sidste projekt i 2011 var denne røde hue, som er blevet testet i praksis på Færøerne, og er godkendt.
Dejlig rød farve, som matcher min basis-vinterjakke. Den er lidt mere varm rød i virkeligheden.
Mønsteret er af Wooly Wormhead, og en designer med dét navn må prøves. Det er et af hendes gratismønstre - Meret. Lidt usædvanligt mønster, hvor der er et ulige antal rapporter i en omgang. Jeg har strikket str. L, som passer mit hovede ok. Den glider lidt ned efter længere tids brug, hvilket let kunne afhjælpes ved at strikke hele kanten i rib i stedet for som jeg, at kombinere rullekant og ribkant. Mønsteret indeholder forskellige kombinationsmuligheder, jeg har holdt mig indenfor rammerne og ikke lavet ændringer.
Pinde:  4½ mm grå Aero strømpepinde og lille rundpind. Strømpepinde i denne tykkelse er lidt for tunge at holde styr på, når der samtidig skal strikkes et (enkelt) hulmønster. Humøret steg, da jeg fik skiftet til rundpinden.
Garn: Uhh - lækkert. Hazel Knits DK i farven Red Carpet. Lækkert glat, rundt i tråden og meget 'squishy', altså at det har god hukommelse og føles elastisk. Virkelig godt til strukturmønster, hver maske står klart og tydeligt. Desværre har jeg ikke mere af dette, men jeg har lidt af hendes strømpegarn endnu. Der er brugt 100 g / ca. 190 m til huen.
Hot/not: En god afslutning på året, og fed fornemmelse i praksis at strikke et projekt på en dag, i lækkert garn og lækker farve.

3 kommentarer:

  1. Det er da ret godt gået med alle de projekter!
    Jeg har selv lagt mærke til tendensen med, at lagergarn bliver liggende på lageret... måske man skulle gøre en holdindsats?

    Lækker hue!

    SvarSlet
  2. Imponerende. Jooo lagergarn har det med at blive liggende ubrugt. Jeg overvejer stærkt at rydde ud i det mest håbløse af slagsen. Min hmmm sans for kvalitet og farvesmag har ændret sig over tiden.

    SvarSlet
  3. Tak begge.
    @ Ulla - jeg kan følge tanken, selv om det forekommer kættersk. Heldigvis har jeg bemærket at en af genbrugsbutikkerne skriver at de gerne modtager garn, så det ikke går til spilde.
    @ Karen - fin ide med en holdindsats. Gode forslag til incitamentsstruktur modtages :-)

    SvarSlet