tirsdag, august 28, 2012

Et flashback

Læseklubben har været på banen igen, omend med lidt småforhindringer. Først kom en programpakning på tværs, derefter blev mit tog aflyst! Men der skal mere til at stoppe læseentusiaster.

Vi har læst et flashback til 80'erne og 90'erne, med newyorkerdrenge fra landet, aids, alternative familieformer - og tiden før mobiltelefoner og internet. Bogen er Michael Cunninghams 'Et hjem ved verdens ende'. Meget passende titel i forhold til hovedpersonernes ageren, selv om den ikke er helt sand.

Uanset at det ikke er den bedste bog vi har læst, så gav den anledning til debat. Med andre ord, så havde vi alle faktisk læst den, og det er ikke hver gang at det sker. Vi var ret enige om at det sprogmæssigt var lidt for enkel, og persontegningen er for enkel. Desuden sker der nogle lidt sære spring i bogen, som ikke forekommer indlysende. Emnet, rodløse moderne menneskers søgen efter et blivende hjem er uanset 80'er forklædningen absolut aktuelt, og bogen har sin berettigelse som et tidsbillede på muligheder og begrænsninger i sin samtid. Den absolut sejeste person i bogen er Alice (mor til en af de øvrige hovedpersoner), som efter at have været lettere handlingslammet længe til sidst skaber et helt nyt liv for sig selv.
Nok om denne bog, interessant uden at have klassiker / genlæsningspotentiale. Derimod er jeg lige startet på sidste bind af Murakamis 1Q84. Jeg er spændt på om det fungerer at læse den på engelsk, efter at have læst de to første bind på dansk. Vi ses i læsehjørnet. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar