Læseklubben har været samlet, og denne gang var jeg den
ultimative baglygte. Ikke alene havde jeg ikke læst bogen færdig, jeg var også
den eneste, der ikke havde intention om at gøre det. Emnet var Aidts nye roman,
Sten saks papir og jeg må som antydet tilstå at den ikke fængede mig. De to
øvrige i læseklubben var glade for den, så de er noget mere i tråd med landets
anmeldere, som har rost bogen i høje toner.
Vi var enige om at Aidt skriver godt. Sproget er fint,
præcist og i mange situationer fint tegnet. Meningsforskellene opstod i
vurderingen af om personer og historien var interessant, hvor jeg må indrømme
at jeg havde svært ved at fatte interesse for personerne. Hovedpersonen er
hverken sympatisk nok eller interessant nok til at holde mig fangen og de
øvrige personer er for mig lidt for enkelt tegnede. Mest af alt opfatter jeg
boget som en grå tone. Så – ingen succes hos mig, men flertallet i læseklubbet
havde en positiv vurdering på fortællingen.
I diskussionen bragte jeg en anden, kortere, roman (Sidsteomgang på Balto) ind som sammenligning, som jeg lige har læst. Den er fransk og
foregår et par sociale lag lavere end Aidts roman. Uanset at jeg synes at romanen
var stilmæssigt lidt tæt på standup, så fandt jeg den både rammende og underholdende.
Personerne der havde alle deres baggrundshistorier og er meget aktivt
handlende, på godt og ondt. Den blev læst på en aften, efter Kærestens
opfordring.
Den sidste bog jeg vil nævne til efterårslæsningen er Paul
Austers Vinternoter. Her er jeg på linje med anmelderne - glimrende bog, som selv om den er meget selvbiografisk alligevel sætter gang i en masse refleksioner på egne vegne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar