torsdag, januar 31, 2013

Fantastisk afslutning på en dag

I går bragte en del forskellige oplevelser, den største var aftenens koncert.
Klubben havde inviteret Carsten Dahl med to nye musikalske kammerater direkte fra det store udland.

Wow - livekoncert, hvor der blev spillet, spøgt og improviseret over gode jazzstandarder. Fantastisk oplevelse af tre dygtige musikeres afprøvning af hinandens ideer og musikalitet.
De spiller på Montmatre i aften, hvor der skulle være udsolgt eller tæt på. Fuldt fortjent!

onsdag, januar 30, 2013

En vest


Årstiden er til uld og strik, og min mor ønskede sig en vest. Efter lidt surfen faldt hun over en god, klassisk Dropsmodel. Den skal bare være uden lommer og lidt længere!
Godt, – garn blev indkøbt og mål blev udvekslet, og så gik jeg i gang, i december. Nu er december ikke ligefrem den tid på året med mest strikketid, når der også skal holdes julefest. Derfor blev det heller ikke julegave, men nu er den færdig og venligt ekspederet af postvæsenet.


Gråt strik er meget anvendeligt, uanset at det ikke er meget oplivende at strikke i, i sig selv. Heldigvis var der kabler, det giver afveksling og gør det færdige resultat mere interessant.

Fakta:
Garn: 425 g mørk grå Karisma (originalgarnet) til en XL. En ægte arbejdshest at et garn og langtidsholdbart. Jeg har en norsk trøje i (gammel) Karisma, den har rundet de 25 år og Kærestens vest, også Karisma, har rundet de 5 år med hyppig brug.
Pinde: Pind 3 og 4. Da mine yndlingspind 3 er optaget i Starling var det en gammel, grå Addi metalrundpind. De virker også stadig, uanset at de ikke er helt så gode som de nyere træpinde. Pind 4 var mine KnitPro. Spidse nok til at sno uden hjælpepind, hvilket der er mange fordele ved, især ved strik under transport.
Mønsteret er en marginalt modificeret version af denne. Modifikationen går på længden (+10 cm, lagt til inden taljeringen) og udeladelse af lommer. Desuden har jeg vendt den ene snoning på forstykket, så de er symmetriske. Interessant nok var det noget lettere for mig at sno til venstre end til højre uden hjælpepinden. På ryggen følges alle snoninger i samme retning.
Hot/not: Tilbagemeldingen er absolut positiv J Den skulle lige have en let presning for at få de sidste to cm i vidden.

søndag, januar 27, 2013

Ain't a fit night out

En af de dage, hvor det gamle filmklip føles meget nutidigt.
Det har dog været koldt, vådt og blæsende i dag. Det har sneet direkte ind på vinduet, så vi har studeret smeltende sne en god del af dagen. Jævnt kedelig udsigt.
Godt, at der blev hentet forstærkning i boghandlen i går. Paddington er til vores gode private børnebibliotek, hvor vi også har Astrid Lindgren, Plys, naturligvis og Ole Lund Kierkegaard, med flere. Sammen med 'brugsanvisningen til livet' er det læsemæssige behov dækket, med godt 700 siders bogstaver efter hinanden. 
Den ene af de to - gæt selv - er til næste læseklub. Jeg har på fornemmelsen at jeg enten elsker eller slet ikke bliver fanget af Perec. At Peter Adolphsen har skrevet efterskrift og anbefaler den kraftigt tyder godt efter min mening, og en formildende omstændighed er, at de 99 kapitler er små afsluttede beretninger (angiveligt).
Paddington blev læst højt i uddrag under morgenmaden. Meget hyggeligt, når ikke oplæseren (mig) lo så meget, at enhver læsning var umulig. Der er noget helt fantastisk over velskrevne børnebøger.

Vejret er naturligvis også blevet udnyttet til lidt strik, og almindelig oprydning i strikkekurven. Starling skrider støt og roligt fremad. Den er ikke så blå som her, billedet nedenunder er mere naturtro.
 Jeg bruger str M :-), da garnet er tyndere end originalgarnet.
Tynd silke og Spinni - det bliver en skøn forårsbluse, og jeg glæder mig. Så meget, at jeg endnu ikke har startet et nyt projekt. Standhaftigheden selv.



fredag, januar 25, 2013

Den korteste liste af igangværende arbejder længe

Jep - så blev jeg færdig med en vest til min mor, som mangler noget til at holde varmen. Lige nu ligger den og tørrer.
På matriklen er vi dermed, med mindre Kæresten har lånt et par pinde og noget garn, nede på to igangværende arbejder - Starling og strømper. Måske kan jeg holde mig på omgangshøjde med Ullas Starling, så?
Strømperne er et længerevarende projekt, og det er fint, jeg er meget fornøjet med både garn og pinde. Efter en halv strømpe er de små stikkende kulfibre gnedet af og er nu med et passende greb i garnet.
Nå, ja, og så er der også et par broderier og et spindeprojekt. Ambitionen er at spinde garn til en kabeltrøje, måske som en Amanda.

Ikke destomindre står de gode ideer til nye projekter i kø, og der er stadig muligheder på lageret. Kæresten mangler fx en hue.  

mandag, januar 21, 2013

Læseåret indledt med et festmåltid

Så er det læseklubstid igen, og denne gang har vi været i England. Nyere britisk litteratur, om de gode gamle dage.
Beslutningen om næste bog har sin helt egen beslutningsproces, som er en blanding af frie associationer, hvad vi mangler i vores klassiske litteraturbagage, et kørende tema (som da vi læste noveller, eller var på turne i mindre sprogområder), eller en sjælden gang én, der møder op med et forslag. Sidste gang var vi kommet frem til nyere britisk som tema, og faldt over en bog anbefalet af en af sværvægterne, AS Byatt.
Hun anbefalede Lawrence Norfolks ’John Saturnalls Feast’ og som sagt, så gjort. Den er ret ny (september 2012), og dermed endnu ikke oversat til dansk. Vi kastede os derfor ud i, hvad der viste sig blandt andet at være et crash-kursus i navne på krydderier, rodfrugter og andre madvarer, samt en stribe af mere eller mindre adelige titler i perioden lige før Cromwells kortvarige regime. 
Under de fantastiske beskrivelser af kokkekunst for 400 år siden, som på samme tid er meget avanceret (arbejdskraft var rigelig) og teknologisk begrænset (forestil jer et køkken uden køleskab) ligger en historie om The Feast kontra de kedsommelige, grænsende til ondskabsfulde, protestanter. The Feast, hvor alle spiser med alle, mænd og kvinder er lige (vi er i 1600-tallet) og frodighed regerer. 
Det skal nævnes, at der kun var én af os der var helt færdig med bogen - vores mandlige medlem. 
Jeg læste færdig på vej hjem, og havde fornøjelsen af, i den sidste tredjedel af bogen at se næsten alle ender smukt finde deres plads. Bogen er bygget op om ret relativt traditionelt skelet, med de faste roller som helt / heltinde / den trofaste hjælper og den gamle vise - og bruger den faste ramme til at fortælle en fængslende historie om religion og livsanskuelser. 
Absolut en god bog, der kan eventuelt læses mere her.

mandag, januar 14, 2013

Sokkeåret 2013 er skudt i gang

Første par sokker er af pindene i år, og bringer variation i Kærestens samling af grå/blå/sorte håndstrikkede sokker. Der findes sort wollmeise, men hvorfor skulle man det, når man kan få grønt/blåt/lilla med et fantastisk farvespil.
Mønster: Basis strømper (72 m i opslag), klaphæl.
Pinde: 2,25 mm træpinde fra Dyak Craft. De er dejlige, og godt spidse. Så spidse, at mørkestrikning, på bagsædet af en bil lørdag aften var meget vellykket og bragte værket det næstsidste stykke.
Garn: En del af resten fra mit Color Affection - 126 g. Det er ren uld, ikke strømpegarnsmixet, så jeg er spændt på slidstyrken. Garnet er 8-trådet og med meget tvist, hvilket burde være en fordel. Det er blødt og fast på samme tid, og jeg har ikke haft udfordringer med split eller det meget tvist.
Hot / not: De blev vel modtaget, efter at jeg fik begge op i str. Kærestefod. Den første var blevet lukket af vel tidligt, så der måtte pilles op og et par ekstra omgange til.

Dette bringer årets lagerudvikling på -126 g - og en fin start på sokkeåret. Næste værk er allerede på bedding, prøvestrik med det tynde, tynde strømpegarn som jeg strikker på ikke mindre tynde kulfiberpinde. 1,75 mm Blackthorn pinde - foreløbig har jeg kun strikket få cm med dem, så det er for tidligt at udtale den endelige dom.


søndag, januar 06, 2013

Slut på julen

Så er det Helligtrekonger. Juletræet er afpyntet og båret ud, efterladende et godt drys grannåle. Julepynten er også taget ned, inklusive vores samling af hellige tre konger. I aften markerer vi så afslutningen på julen med at brænde et specielt lys, som vi har fået for et stykke tid siden, og hører til netop Helligtrekonger.

Må januar blive mild og god.

 

onsdag, januar 02, 2013

Sidste strik for 2012

Det sidste værk, færdigt i 2012.

En bredbånd i str 8 år, til yngste niece. Jeg valgte at lave den med lynlås i stedet for knapper, det tog så rigtig lang tid at tage sig sammen til at få købt først lynlås, dernæst lilla sytråd (fandtes ikke tidligere på matriklen) og til sidst at få kombineret delene. Men her er værket med riet lynlås. Desværre opdagede jeg pga febervildelser først efterfølgende, hvor skævt blusen var riet sammen, så den ene del af lynlåsen er syet i to gange. Det må da være grundigt.

Uanset besværlighederne, så er jeg lidt fan af strik med lynlås, lidt rapt og en anden mulighed for farve og kontrast. Blusen blev afleveret samme dag, den var forvasket og passede fint i størrelsen.

Fakta:

Mønsteret er Geilsks Bredbånd, i str 8. Ingen modifikationer ud over lynlåsen.

Garnet er det bløde bomuld/uld. Virker måske ikke stabilt nok til at lave et arvestykke, men det er blødt og vaskbart på uldvask. En børneklassiker. Der er brugt 190 g, mest af det lyslilla, men næsten samme mængde af de to lyse.

Pind 2 1/2 og 3. Rundpinde, dog strikkede jeg ærmerne på strømpepinde. Benyttede lejligheden til at øve mig på usynlige farveskift, som er lykkedes ok.

Hot / not. Kanten var en udfordring. Der er temmelig langt rundt, så enhver plan om selv at skulle have et bredbånd er sat på pause. Der er en igangværende Starling og et broderi i køen før, samt kulørte og mindre kulørte strømper til Kæresten. Derudover en fin pigetrøje.

Dét var sidste færdige værk i 2012.

En hurtig optælling giver 31 værker, heraf 16 par sokker. En del af dem tykke, i Big Fabel, som rykker. Der er (host) netto gået knap 2,5 kg garn ind på lageret. Det er dog ikke mere end ca 6 måneders forbrug, og man skulle jo nødig løbe tør. Eller, måske skal 2013 være året med lidt mere selektivt garnkøb. Wollmeise står dog højt på hitlisten til sokker, og jeg er også løbet næsten tør for tre-trådet strømpegarn. Så, lidt indkøb på tysk skal det nok blive til. Pfaffenhofen...

 

tirsdag, januar 01, 2013

Glædeligt 2013

Godt nytår til alle!

Sammen med gode venner fejrede vi nytåret i går. Vi indledte som altid med champagne til Dronningens tale, i år suppleret af fint pyntede rugbrødshapsere. Her under produktionen, som blev kyndigt ledet af veninden. Det smagte præcist så godt, som det så ud. Hendes fortid som (studerende) medhjælper i et større køkken kom til god nytte her. Derefter gik menuen slag i slag, heldigvis er der udvalgte rester til i dag. Undervejs fik vi blandt andet sat x ved at have prøvet canadisk vin - icevine. Afgjort interessant, jeg var ikke klar over at der blev lavet vin i Canada, men med en betydelig fransksproget befolkningsgruppe siger det vist mere om min uvidenhed end om Canada.

Undertegnede gik i brædderne lidt over 12 på grund af en heftig forkølelse og derfor var morgenen i dag helt uproblematisk. Bortset altså fra at jeg stadig kan hoste og sprutte, lige som det våde fyrværkeri i nat. Til gengæld kan jeg nu i aften nyde adskillige raketter der fyres af i tørt og klart vejr.

Dagen i dag har budt på fantastisk sol og jeg håber at det må være et godt varsel for det kommende år. De bedste ønsker til alle. Tak for kommentarer i 2012 og på gensyn i 2013.