fredag, februar 22, 2013

Hm

Jeg er ikke overrasket over placeringen som bundprop. Den kommune jeg bor i er en udpræget landkommune.

Her på matriklen er vi glade for at Vejle er tæt på. Sidste lørdag havde vi koncert i jazz-klubben, hvor vi fik  udsolgt (det var lidt hektisk at sidde i kassen)!
En stor fornøjelse at have besøg af Kira og hendes band, med gode fortolkninger af Billie Holiday med flere. Jeg kan varmt anbefale både liveoptræden og pladen. En rigtig god aften, som vi arrangerer, fordi Vejle Kommune og Kunstrådet heldigvis støtter små foreninger som vores.

onsdag, februar 13, 2013

Hverdagslogistik


Bil på værksted er altid en logistikudfordring. Der er jo en grund til at vi har dem, de bliver stort set brugt alle arbejdsdage. I går var en af de dage, hvor den ene bil skulle afleveres tidligt (af Kæresten) og jeg skulle samle ham op på vej til toget. Tidligt om morgenen, på en hovedindfaldsåre, og i solidt mørke.
Nå, jeg kørte indad, mumlende for mig selv, ..husk ham, .. husk ham nu. Øjne på stilke og langsom kørsel, der hvor han burde være. 
Han var der ikke, på det aftalte sted! Let panik, (kommer jeg nu for sent til toget!), holde ind til siden, telefonopkald. Genfundet, efter en mindre ændring af planen. Projektledere bryder sig ikke om den slags (når det ikke er en selv, der ændrer planen).

Vi nåede begge toget, kørende i HVER SIN bil. Hjemrejsen skete forskudt, jeg sidst, og da jeg stod af toget havde jeg glemt alt om ’hver sin bil’. Så jeg stillede mig op, for at vente på at blive samlet op.
Det var koldt og mørkt, og der var ingen. Det ligger ikke til mig at stå og vente længe i kulde og mørke, så endnu et telefonopkald. Hvor er du?! – Svaret var, let undrende ’Hjemme’. Mig – ’Hvad, du skulle jo hente mig?!!’ og modsvaret, naturligt nok, ’Hvorfor, er din bil der ikke?’. Efterfulgt at uforholdsmæssig meget grinen, efter min ringe mening. Ak ja, og så trissede jeg ned til min bil, satte mig ind og kørte hjem.   

tirsdag, februar 12, 2013

På tur, og hjemme igen

Spaniensinspirationen i sidste indlæg var optakten til en kort tur til Barcelona, første, men ikke sidste besøg i byen. Anledningen var en konference, og med indlæg fra 8.30 - 18 var det begrænset, hvad jeg fik set af byen i dagslys. Et par  aldeles udmærkede restaurantbesøg blev det til - 7 Portes og Pla, hed de. 7 Portes var veltillavet, traditionelt forankret og en gammel restaurant, mens Pla er mere moderne og genfortolkende. Begge steder meget hyggelige.
Jeg havde den luksus at have hele to ledsagere på turen, som havde sørget for al booking, restaurantbestilling mv. Mit eneste job var at betale :-) Herlig tur, endda krydret med gensyn med et par tidligere kolleger.

Vel hjemme igen var der en dags arbejde inden weekendens ro, og jeg er nu godt i gang med første ærme på min Starling. Estimeret garnforbrug er 100 g af det tynde silkegarn og lige på kanten af 150 g Spinni. Specielt sidstnævnte bliver tæt løb om jeg skal have fat i et nøgle mere. Derefter skal jeg finde ud af, hvad jeg vil lave med 100g/1200 m blå silke. Smuk blå farve, men lige tyndt nok til enkelttrådet strik. En beklædningsgenstand ville nok komme til at minde om 7 slørs dans, og at strikke et (indrømmet, lækkert) negligé er udover hvad min tålmodighed, selv med strik rækker til.

Weekendens læsning har været morsom lystlæsning, Moranthology af Caitlin Moran. En samling af hendes klummer og anmeldelser, krydret med udpluk af hendes livs(røver)historie. Morsomt, velformuleret, med visse udvidelser af mit britiske ordforråd. Absolut kritisk journalistik, med en meget britisk indpakning, afbrudt af rapporter fra den hjemlige scene, der har fået mig til at trille rundt på sofaen af grin.

søndag, februar 03, 2013

Småspansk

I dag har jeg lyst til spansk - så vi tager ...
kylling, bacon, løg, peberfrugt og røget paprika. Plus løg, hvidløg og tomater.
 

Bacon og løg snurres for, og det hele kommer i yndlingsgryden. Den sorte stegegryde, der lige præcis passer til en god buttet kylling. (selv om kyllingekød er maget, skal kyllingen ifgl. mine kogebøger alligevel være buttet - tja)
Salt og peber, samt en sjat rødvin i bunden. Så er det klart til at komme i ovnen ved ca. 160 grader og passe sig selv en god time, og derefter nok tre kvarter. Den sidste runde med et fad kartofler i både ved siden af, også i ovnen.




Herlig søndagsmad med et godt glas spansk rødvin til, og lækker restemad til i morgen, hvor det godt må være lidt nemt.Som et yderligere plus er der minimal opvask, her i huset må den sorte gryde nemlig godt komme på bordet.




I mellemtiden har jeg været på garnlageret og fundet strømpegarn frem. Jeg faldt over et par strømper med kabler, som absolut ville på pindene. Tilfældigvis var der lige to nøgler råhvid Regia Silk Sock på lageret.
Halvanden omgang, så er det klar som taskestrik, og jeg fortsætter med Starling. Jeg nærmer mig de 40 cm i kroppen, og konstaterer at måling af den slags stribestrik er næsten som at måle elastik. Såee, den bliver så lang, som jeg synes ser fornuftigt ud i lodret tilstand.