onsdag, april 30, 2014

Småt og stort broderi

Se nu bare - et færdigt broderi.
Endnu en Birthe Larsen mobiltaske. Her produktudviklet, med to ekstra sting i begge sider. Det gør, at der lige præcis kan være to mobiler i tasken, eller mobil og adgangskort. Nødvendigt, hvis den skal bruges på arbejde.
Farverne er seje, og et godt eksempel på at broderi kan bruges, også i 2014.

Derefter et mere klassisk broderi, hvor der næsten kun mangler udfyldning af baggrund. Det er stort - og resultatet af en god lang ferie. Restferie er et hit - uanset at dagen i dag faktisk er gået med arbejde.
Nu vil jeg se, hvor langt jeg når med de sidste par blade, inden vi vender tilbage til normal dagligdag, inklusive normale sengetider. Engang bliver det til en pude.
Fortsat god dag.

mandag, april 28, 2014

Forårsmad

Skønt forårsvejr, næsten med en fornemmelse af sommer. Morgen og aften mærkes det dog, at vi stadig er tidligt på sæsonen.
De første rabarber kan høstes, og vi fik forleden rabarberkompot til en lækker lime-ricotta is. Linket er her - 6. billede. Vi skulle have gæster, og jeg turde ikke eksperimentere med rå rabarber, så det blev til en almindelig kompot frem for de flotte - tilsyneladende delvist rå - rabarber.
Vi kunne også have serveret pasta med brændenælder, for der er rigeligt. Det er altid lidt grænseoverskridende at sætte tænderne i brændenælderne, også selv om jeg ved at de er overhældt med meget kogende vand. De smager godt, serveret med sauterede hvidløg, ansjoser og mandler, og komplementeret med lidt parmesan og lidt saft fra saltsyltede citroner. Enkelt og forårsagtigt.
Skvalderkål kan også spises - her er en af de gode opskrifter. Fra yndlingsvinhandleren, som skriver lange og underholdende, ofte endda oplysende nyhedsbreve.

torsdag, april 24, 2014

Påsketur

Sidste uge gik delvist med en påsketur til Berlin, inklusive et foredrag på Århus Folkeuniversitet. Det kan lade sig gøre, når folkeuniversitetet booker sig ind på den nordiske fælles ambassade i Berlin.

Emnet var meget passende tysk historie - og absolut lærerigt. For os, fra det ca. 1000-årige kongerige er det anderledes at Tyskland indtil for relativt kort tid siden var et kludetæppe af store og små stater.
Det var en god oplevelse at se ambassaden, som er meget smuk, specielt når den er placeret i en forårsversion af en nordisk birkelund.
Deres auditorie minder utroligt meget om U1 redigeret - folk med bedre hukommelse end jeg siger U55 på Syddansk (Odense) universitet. Rent deja vu.
Vi var lige et smut om Handmade Berlin. Vældig hyggeligt, med et skønt udvalg af Ito-garner. Jeg nøjedes dog med at købe et enkelt sæt pinde. 

søndag, april 20, 2014

Færdig - Hokkaido

Done and dusted - eller rettere, vasket og tørret. Specielt det sidste tog en krig pga. en kombination af materialet og en defekt på vaskemaskinen, som gjorde at kjolen ikke blev centrifugeret, men blev trykket af i håndklæde inden tørring fladt. Det der med at tørre tager tilsyneladende ret lang tid for kombinationen alpaca / hør / viskose.

Her er det første billede af værket.
I forhold til opskriften er min version ca. 5 cm længere end angivet fra ærmegab og til nederste kant - hvilket skyldes at jeg har strikket en smule løsere end angivet. Strikkefastheden og størrelsen har ændret sig efter vask, inden vask var kjolen noget kortere. I bredden og i ærmegabet matcher kjolen str. small.
Jeg er ca 1,63 høj - og ville have overvejet at udelade en rombe (ca. 6 cm), hvis jeg havde kendt slutresultatet.
Lidt fakta:
Pind: 3,5 og 4,5 mm - hhv. gl. metalpinde, KP rundpind og metal strømpepinde til ærmet.
Garn: Knapt 300 g Viscolin og 147 g Alpaca 1. Så de 150 g angivet i opskriften holder, akkurat. Jeg strikkede af lagergarn, hvor der var brugt lidt af det ene nøgle, og var nødt til at supplere op. Begge ærmer er strikket med en anden indfarvning af alpacaen. Det ses ikke - viscolinen dominerer.
Mønster og justeringer: Ingen justeringer. Eventuelt ville jeg strikke en rapport mindre, hvis jeg strikkede den igen, og gøre ærmegabet lidt videre. Jeg havde 51 masker i ærmegabet (opskriften siger 50), og målet passer med opskriften (13 cm i ærmegabet). Ærmet slutter tæt til min overarm, som ikke er specielt kraftig.
Jeg lavede en oversigt over ud- og indtagninger, for at holde styr på de skrå sider, samtidig med halsudskæringen, inkl. at jeg beregnede nogle mellemresultater.
Bortset fra en enkelt banal regnefejl i beskrivelsen af halsudskæringen (6 udtagninger a 2 m er 12, ikke 10 m) er opskriften ok.
Hot/not: Bortset fra at den er blevet lidt længere end forventet er den fin. Modellen er ret løs, og viscosen gør at den falder smukt. De smalle ærmer gør, at jeg kan have en figursyet jakke over, og dermed er den også anvendelig til arbejdsbrug. Skal lige styles lidt bedre :-)

mandag, april 07, 2014

Udredningsopgave

Skæve eksistenser har hobet sig op. Efterhånden havde de taget overhånd og en mindre udrensning har fundet sted. Ejeren har dog konstateret, at der er brug for en udredningskommission - intet mindre. Angiveligt behov for nye, friske øjne.

Kommissionen har været nedsat og overvejet scope, og succeskriterier. En plan er blevet lagt, vendt og drejet. Der blev hyret en kommunikationsansvarlig, til at skabe kendskab og bevidsthed om nødvendigheden af opgaven. Før-status blev dokumenteret.
Endelig er der gang i opgaven, og den rette ekspert sat på sagen. Efter grundige overvejelser er eksperten nået frem til en dom. Undervejs er en enkelt blevet fundet uopretteligt skadet, og to havde sneget sig med under falske forudsætninger. Efter håndtering af disse afvigelser er kommisionen nået frem til dette resultat, dokumenteret. 
Kommissionen har dermed haft et gunstigt udfald, hvor udredningsopgaven er løst og ekspertisen har bevist sin værdi. 

tirsdag, april 01, 2014

Uld i brug #2

Stakke af uld væltede ud af klædeskabet søndag.
Det mest brugte strik er strømper, som vil fortjene eget indlæg på et tidspunkt, til at evaluere strømpegarner og strikkefastheder. De er efterfulgt at et par af de sjaler, som jeg skifter mellem om vinteren. Camomille og Parrot er de hyppigst brugte, og holder sig begge pænt i brug. Førstnævnte har tabt en kvast en gang, som er behørigt syet på igen.
Der er flere gode trøjer i skabet, og et par kjoler.
Harebell bruges på jobbet og holder sig fint. Det er Tvinni og der er ingen nupper efter flere år. Den gode uld har fin hukommelse, og trækker sig ok tilbage i facon blot ved at blive glattet pænt inden den lægges på plads i skabet. Den er ret varm, så det er kun en del af sæsonen den er i brug. Kræver et underskørt eller (helst) underkjole for at begrænse kradseri og falde pænt.
Min gråsorte kjole er blød og lun, kombinationen af farven og bomuld/uld blandingen gør at den farvemæssigt er lidt mat. Jeg bruger den en del hjemme, og efter at jeg gjorde ribstykket i taljen lidt længere sidder den fint.
Desuden har jeg en brun kjole i færøuld, eget design. Den er endnu varmere, og krads – men yderst holdbar, og flot i strukturen. Heldigvis også meget tidsløs i modellen, så den vil blive boende længe.

En stak trøjer / cardigans mere. Disse bruges pt. knapt så meget.

Amanda er dejlig og velsiddende, så den bliver lige rykket til mere hyppigt brug-kategorien. Så er der den blå-lilla, som på den ene side er vældig flot (Fasset for Rowan) – på den anden side er halskanten uheldig. Garnet holder sig pænt, så hvis man er til tykt farveskiftende garn kan det godt anbefales. Jeg bruger trøjen med mellemrum, typisk med en sikkerhedsnål til at holde den sammen.
Dernæst et par kortærmede bluser, som nu kommer i sæson. Den blåstribede i Geilsk bomuld/uld og den grønlige i en bambus/uld blanding. Ingen af dem har været meget brugt, jeg har dog bemærket at bambus/uld har mindre hukommelse end uld. De holder sig så vidt jeg kan se pænt i strikken. 
Endelig er der en gammel Amimono-vest, som jeg holder af farvemæssigt, men godt kunne have en finere finish fra min side. Den bruges med mellemrum forår og efterår, og den er lidt for lidt i facon til at være rigtig moderigtig - men hyggelig.

De tre sidste er de nok mindst elskede – og så alligevel.
Jeg har svært ved at få brugt topstykket, uanset at jeg ofte vil foretrække det fremfor vesten fordi topstykket er længere. Men jeg synes det er lidt svært at bruge i min garderobe. Kvalitetsmæssigt holder den Geilske tynde uld sig pænt.
Den stribede er der et eller andet med strikkefastheden eller modellen, der passer dårligt med min facon. Ærgerligt, for modellen er sjov, men det virker som den er for bred over skuldrene, og derfor falder lidt ud over skuldrene.
Den lilla FLS er pæn i hulmønsteret, men igen ikke et vedvarende hit i faconen. Den er heldigvis strikket i en lille størrelse, så den kan stå åben, og falder pænt i en nu for længst udgået silke/uld blanding (som holder looket fint).