tirsdag, oktober 21, 2014

Æblemost tæt på

Der har været stille på bloggen i en periode, hvor jeg har haft travlt med mange andre ting. For eksempel at være til æbledag hos den lokale spejderhytte, hvor der var mulighed for at plukke og presse æbler til helt frisk most. Jeg var positivt overrasket over, hvor meget most der kommer ud af et kg æble, vi fik ca. 10 l ud af tre store poser æbler. Den næste overraskelse var, hvor flot rødlig en helt frisk most er, helt nypresset var den nærmest rødgul. Efterhånden som mosten står i flasker kommer der en del bundfald, og mosten bliver mere klar. Da mosten ikke blev pasteuriseret er der grænser for holdbarheden, så hvis den skal gemmes skal den fryses i mindre portioner. Det var ikke aktuelt for os, da der blev drukket en del med det samme, og delt lidt ud til familien, da både voksne og børn var meget glade for den helt friske smag. Vi skal helt sikkert til æbledag en anden gang, igen bevæbnet med flasker og dunke og jeg kan varmt anbefale at prøve friskpresset most hvis lejligheden opstår. For de heldige med adgang til mange æbler kan man endda leje et lille mobilt mosteri (der er garanteret lignende muligheder i andre landsdele). 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar