mandag, marts 30, 2015

Læseklubben - finske tendenser

Læseklubben læste japansk, var vores faste overbevisning, til sidste gang. De to af os har flere gange læst Murakami, og nu skulle vi se om det tredje medlem kunne falde i gryden. Den udvalgte bog var Den farveløse Tsukuru Tazikis prilgrimsår. En kortere udgave af Murakami og med kun en lille snert af det skifte mellem virkeligheder som ellers ofte forekommer. Relativt let tilgængelig, og med en afslutning der fik irriteret os alle - så nysgerrige er vi alle.
Bogen kan anbefales som en kort introduktion til forfatterskabet, uden at alle mærkværdighederne for alvor folder sig ud.
Vi noterede, at det var tredje gang i træk at vi læste en bog, som på en eller anden måde relaterede sig til Finland. I Kupe 42 var den ene af hovedpersonerne finsk. I Nyere finsk grammatik blev hovedpersonen antaget for at være finsk og i denne bog måtte Tsukuru en tur til Finland som del af sin pilgrimsfærd. Næste gang har vi derfor besluttet at læse et værk af Tove Jansson, for at tage tendensen alvorligt. Jeg har også anbefalet de to øvrige at læse Loes 'Fakta om Finland' - den diskvalificerer desværre som emne, da jeg allerede har læst den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar