søndag, november 29, 2015

Strik efter mål (og lidt sjus)

Et af de igangværende projekter er en herrebluse, der nærmest er umulig at fotografere. Farven er mørkere blå end på billedet, for kendere er det en gammel fangst af farven Eclipse, garnet er Supersoft fra Holst Garn.
Der er blevet målt på Kæresten, hans skulderbredde og hals og lavet skitse. Der er også en vis indre logik i skulderkonstruktionen, så det endelige resultat er et mix af beregning og det hensigtsmæssige i en konstruktion.
Der er bestilt v-hals, men ikke voldsom dyb. Med inspiration fra min tidligere bluse til mig selv.
Med brug af en pind mere kan værket prøves på, selv om det ser lidt pudsigt ud, når det mest er en forlænget halsvarmer.

Projektet er i øvrigt lige nu nedprioriteret til fordel for det lille tæppe. Dagens tal er 70 og 42. Det første - 70 - som i antallet af færdigtstrikkede firkanter og 42 er i dette tilfælde gram resterende garn i den lyse grå farve, som jeg har mindst af. De 70 firkanter vejer ca 320 g, så der kan så vidt min hovedregning siger kun blive til en række mere (af 5 mørke og 5 lyse).