Det har vi ikke - da jeg har ligget på sofaen og under dynen det meste af weekenden. En banal forkølelse, som satte ind torsdag aften. Nu er snotteriet ved at lette efter ca. 150 engangslommetørklæder, vand og the.
Noget af tiden på sofaen er blevet brugt til at få en tørklædekrave (cowl) færdig. Den er strikket lige ud af hovedet med 2 rapporter af mønsteret 'Frost Flowers' fra Walkers bind 1. Den er strikket i håndspundet garn, egen fabrikation. Jeg har mistet, hvor mange meter der var, men der er 97 g og det har rakt til et tørklæde der er ca 1,5 m i alt og 25-30 cm bredt.
Den er lige præcis blevet lang nok til at kunne sidde godt til i halsen med to omgange, eller hænge som et længere tørklæde.
Fakta er lidt sparsomme om garnet - det er så vidt jeg husker nogle mixede fibre med uld, lidt silke og en smule glimmer! Det har boet her længe, og er formodentlig de sidste fibre fra en fiberklub jeg var med i for en del år siden. Ellers forstår jeg ikke, hvordan fibre med glimmer har sneget sig ind i huset.
Pindene er p. 4 (Knitpicks). Rettet - projektnoterne siger 3,75 mm.
Jeg synes, at det fungerer bedst med pinde med noget spids for at strikke hulmønster i håndspundet garn som kan være lidt løst og varieret i strukturen. Pæn måde at sige på, at jeg endnu ikke laver 100% jævnt og ensartet garn.
Mønsteret er 2 rapporter af Frost Flowers + 3 kantmasker i retstrik i hver side. Jeg startede med et hækle-opslag og kunne slutte af med at sy kraven sammen med køkkensting. De sidste pinde blev strikket i glatstrik for at få en stabil kant at sy sammen og at udnytte garnet bedst muligt.
Det er en rigtig flot farve dit lækre tørklæde har - og det er da smart at udnytte forkølelse/bundet af sofaen til at få strikket et tørklæde, der kan lune halsen :-)
SvarSletTak skal du have - og ja, håber at det hjælper ;-)
SletHvor er det et lækkert tørklæde og det er stadig relevant med sådan et om halsen. God bedring.
SvarSletMange tak for begge dele :-)
Slet